På opfordring fortsættes artikelserien med at finde personer, som tidligere i deres liv havde bordtennis helt inde på livet. Mange har indsendt forslag til personer, som undertegnede vil forsøge at finde med et interview for øje.
Hvad blev der af dem? Hvorfor stoppede de? Hvad laver de i dag?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som undertegnede har sat sig for at få svar på.
Vi skal denne gang møde 59-årige Jens Juel Andersen (født: 7. februar 1960).
Det er længe siden, at bordtennisfolket har hørt fra Jens Juel Andersen (bror til Merete Juel Hall – tidligere Andersen), men artiklen om de fire store personligheder i dansk bordtennis (Arne Madsen, Allan Petersen, Peter Fredberg og Ole Rasmussen) fik ham ud af busken.
Jens Juel har svaret på spørgsmålene i ”Hyldest Quiz’en”, hvor han mindes tiden med bordtennis. Naturligvis kan det ikke røbes, hvordan Jens Juel har klaret sig i ”Hyldest Quiz’en”, da svar fortsat kan indsendes frem til og med søndag den 31. marts, men besvarelsen på ekstra spørgsmålet skal læserne ikke snydes for:
Hvordan har en eller flere fra firkløveret gjort specielt indtryk på dig – sat sig fast i din bevidsthed?
– Vi fra Virum skulle over og se SOC i Kalmar i 1975 med alle verdensstjernerne Stellan Bengtsson, Kjell Johansson, Dragutin Surbek, kinesere, svenskere, Tibor Klampar, Jacques Secretin etc. ALT hvad der kunne krybe og gå. Mine forældre havde faktisk ‘sat foden ned’ og meddelt, at det skulle jeg BESTEMT ikke regne med at komme afsted til, for hvordan var det kommet i stand og hvem skulle jeg køre med så langt oppe i Sverige?
Så jeg havde opgivet alt håb – lige indtil Ole Rasmussen ringede til min mor. Fuldstændig uopfordret og ud af ingenting. Blot for at være sikker på, at der var styr på det – og talte med og pr. telefon charmede min mor i 20 minutter, hvor efter der overhovedet ingen tvivl var hos beslutningstageren. Det skulle jeg selvfølgelig med til. Jeg har til dato ikke gennemskuet, hvordan Ole kunne vide og time, at hans opkald var helt afgørende for, at jeg overhovedet kom afsted til et verdensklassearrangement i bogstaveligste forstand.
Du kan som nævnt stadig nå at deltage i ”Hyldest Quiz’en” (vinde en Winter Jacket fra Stiga) og fortælle om, hvordan en eller flere fra firkløveret har gjort specielt indtryk på dig. Kom til artiklen og konkurrencen her
Det var oplagt, at få Jens Juel med i ’Hvor blev de af’-serien. Læs herunder hvordan det er gået den nu 59-årige Virum-fighter.
Hvordan fik du interessen for bordtennis?
– Vi havde bordtennisbord i kælderen derhjemme. Og som barn spillede jeg med vennerne og en sjælden gang med min søster Merete, som i øvrigt stadig er bordtennisaktiv. Men med Merete og mig endte det som regel med diskussion, temperament og søskendeuenighed, så stemningen var sjældent lige så fredelig, som det ser ud her på billedet her.
Merete Juel Andersen og Jens Juel Andersen 1973. Foto: Privat.
I 1971 var jeg med blandt de unge som startede Lillerød Bordtennisklub – nu Allerød Bordtennis. Efter vi en vinteraften havde haft besøg af dygtige gæstetrænere fra Virum, blandt andet desværre nu afdøde Flemming Vollertzen, var jeg ikke i tvivl. Det kunne kun gå for langsomt med at skifte til Virum, der lå 15 minutter væk med S-tog.
Jeg spillede herefter bordtennis i Virum-Sorgenfri Bordtennisklub op gennem 70’erne og boede bogstaveligt i Virumhallens kælder. Jeg var her sammen med en rigtig dygtig og stor årgang bordtennisdrenge og piger – med top engagerede ledere og megastor indbyrdes spillerkonkurrence. Blandt spillerne var fx Dorthe og Lars Hauth, Lars Olsen (nu Lückow, red.), Bo Holmsgaard, Peter Smidt, Mette og Mads Nørby, Jannik Larsen og Karsten Flemin. Og rigtig mange andre talentfulde og ambitiøse unge spillere. Det var en forrygende tid.
Virums Juniordivisionshold cirka 1976. Foto: Privat.
Og så havde vi i klubben til kamp og i træningslokalerne landets allerbedste seniorer i form af personlighederne Niels Ramberg, Niels Poulsen, Freddy Hansen – og min egen personlige bordtennishelt Jesper Theilade. To meter høj og et slagloop – som kunne havde endt med en internationale karriere. Desværre stoppede Jesper som mange andre talenter i en tidlig alder og fik aldrig foldet det store potentiale helt ud.
Bordtennis kan have en virtuositet ligesom musik. Da jeg spillede som yngre, havde jeg mange helte ud over Jesper Theilade. På den internationale bordtennisscene var der rigtig mange ekvilibristiske spillere at se op til de år: Her er min søster Merete og mig fotograferet sammen med Stellan Bengtsson (th.) og Kjell Johansson (tv.). Vi fik chancen for en snak med de svenske verdensmestre ved en opvisning i Lyngby Storcenter, som repræsentanter for og deltagere i skoleturneringen BT Cup’en – som Peter Fredberg var primus motor på. Foto: Privat.
Og her er jeg fotograferet med min dygtige og sjove Virum klubkammerat Mette Nørby ved et Pondus Cup stævne i den gamle KB-hal i slutningen af 1980’erne. Mette var stoppet flere år tidligere efter en alt for kort karriere, som kunne have ført hende op i den absolutte verdenselite. Peter Fredberg, ligeledes Virumspiller og Pondus Cup-opfinder, kigger ud. Der var han igen. Foto: Privat.
Gruppebillede fra et såkaldt SBTU’s ungsenior sommerkursus (sommeren 1977), hvor det var den svenske holdverdensmester fra 1973 Ingemar Wikström, som var træner. Jeg sidder langhåret yderst og øverst til højre blandt velkendte navne herunder Allan Petersen til venstre ved skiltet i topform som kursusleder. Foto: Privat.
Hvorfor stoppede du med bordtennis?
– Bordtennis-interessen blev for mit vedkommende cirka på det her tidspunkt langsomt overtaget af jazzmusikken. Jeg spillede trompet, og vi havde et orkester, hvor vi i studieårene blandt andet hver sommer turnerede og optrådte nogle måneder rundt omkring i Mellem- og Sydeuropa. Vi spillede og tjente godt – nogle dage på gaden – men fik også løbende job på de lokale klubber og til sjove arrangementer. Vi kom sågar i italiensk tv. Og i den mere uheldige ende blev vi tilbageholdt en dag på politistationen i Firenze, fordi vi havde spillet på byens turisthelligdom broen Ponte Vecchio, hvilket naturligvis ikke var særligt klogt. Jazzen fyldte rigtigt meget de år – herunder også tiden med at øve og prøve. Så da jeg var først i tyverne – var jeg afklaret med, at bordtennis var fortid efter mange timer i godt bordtennisselskab.
Fra Jens Juels sydeuropæiske jazz-tid. Foto: Privat.
Hvad tror du, at folk bedst husker dig for?
– Nok ikke så meget for resultaterne bag bordet. Virkeligheden var jo, at mine sidste bordtennis år var mere på ledersiden i fx i Virums bestyrelse, i SBTU regi og som ungdomstræner – end at jeg selv var bag bordet. Uden måske helt selv at have erkendt det dengang, så var mit administrator og organisationstalent nok også større end mit boldtalent. Så på spørgsmålet om, hvad folk husker mig for i en bordtennismæssig kontekst, så vil gætte på, at det er som én blandt en talentfuld Virumgeneration af spillere: Hvor nogle foldede sig ud med landshold og til danmarksmesterskaber. Og nogle – og dem var jeg så i blandt – fortsatte med spille, men havde en rolle, som dem der skabte rammerne for den fortsatte udvikling af talenter. Mens andre igen faldt fra allerede i ungdomsårene.
Det var forresten også som administrator og udvalgsmedlem, at jeg i Nykøbing Falster var til møde og afsluttende julefrokost i december 1978 hos Allan Petersen og fru Birthe – og hvor jeg sammen med Tom Rønneberg, Lars Hougaard og Ole Rasmussen sneede inde hen over nytår på Hotel Hvide Hus i Sundby. Lars Hougaards sjove beretning i en tidligere udgave af Hvor blev de af? står til troende. Bortset lige fra at det mig, som var Virums repræsentant. Tom blev nytårsaften sendt til købmanden – og var grundet vejret væk i adskillige timer – selvom købmanden kun lå 200 meter væk. Vi endte som de eneste indlogerede på hotellet med en uforglemmelig nytårsaften med en menu, der stod på kylling, bearnaisesovs, Blå Nykøbingere (den lokale øl) og så Boney M på tysk tv. Den snestorm var en 1.000 års hændelse, som netop har fejret 40 års fødselsdag under navnet “den store vinterkrig”.
Hvad laver du i dag?
– Efter min CBS økonomiuddannelse og gode år med jazzen gik jeg med tiden også her fra at være udøvende og over til at være administrator i musik og rettighedsbranchen. Nærmere bestemt for komponister og sangskrivere på Koda, hvor jeg i dag er Afregningschef, og hvor jeg har været i 35 år. Jeg er i dag 59, har to teenagebørn på 16 og 17 og bor på Østerbro med mine børn og min kone Kristine, som er skoleleder. Min store fritidsinteresse er – udover et livslangt kærlighedsforhold til jazzen – vin fra særligt Norditalien; Barolo og den slags.
Jens Juel i dag, fotograferet på Koda i Københavns Nordhavn. Foto: Privat.
Spiller du selv nogensinde bordtennis mere?
– I dag spiller jeg desværre kun, hvis yngre kollegaer på min arbejdsplads udfordrer mig til en kamp i kælderen. Det fortryder de normalt, men det skal jeg jo sige. Trods uomklædt her på billedet herunder, synes jeg selv, at jeg stilistisk ser meget prof ud. Også selvom historien ikke melder noget om, hvor langt væk bolden røg? Og om den bold overhovedet dukkede op igen efterfølgende?
I Kodas kælder – i en ”noget flad” smash. Foto: Privat.
Hvordan ser du på vores sport her mange år senere?
– Mine refleksioner her på afstand går først og fremmest på, at bordtennis er et fantastisk spil. Som jeg var privilegeret at have været med til i en sjov periode. Bordtennis er ikke kun den fysiske udfoldelse, de hurtige reaktioner i ‘Verdens hurtigste spil’ eller det helt nødvendige afgørende boldtalent. Bordtennis er også mental styrke og strategi. Jeg nyder at følge og høre om når kløgt, taktisk snilde og erfarenhed matcher eller overgår ungdom, favoritværdighed og fysik. Nærmest som når en skakspiller kan tænke sine næste mange træk frem. Eller som når en ældre jazzmusiker spiller en langt mere høreværdig solo end hans yngre og mere veltrænede og skolede medspiller. Denne dimension af bordtennisspillet tror jeg ikke, at jeg helt havde gennemskuet som yngre.
Og så har jeg en betragtning omkring veteran og old girls/boys stævnerne. Det hører jeg løbende om fra min stadig bordtennisaktive søster. Jeg fornemmer, at der ved veteranstævnerne dyrkes livslange venskaber og i den grad intakte konkurrence-gener til alles store fornøjelse. Og på et virkelig højt sportsligt niveau. Det er stort. Mange spiller endda langt op i tresserne og halvfjerdserne …. så jeg har “comeback håb” endnu.
Endelig og her til slut må jeg sige, at jeg allerede den gang jeg spillede, beundrede og så op til ildsjælene Ole, Allan, Arne og Fredberg, som du lavede den velfortjente hyldestquiz om. Men min respekt er endnu større, når jeg så her mange år senere konstaterer, at de stadig ligner sig selv alle som en, er stil-going-strong og at alle fire har viet det meste af deres liv til vores fantastiske sport. De er med deres generation desværre en uddøende ‘race’, men uanset og måske netop derfor: Ole, Allan, Arne og Fredberg er og var for mig sande forbilleder….
Husk: Deltag i ”Hyldest Quiz’en”, hvor du kan vinde en Winter Jacket fra Stiga. Send dine svar senest søndag den 31. marts. Fortæl om, hvordan en eller flere fra firkløveret har gjort specielt indtryk på dig. Klik her
Tidligere artikler i ”Hvor blev de af-serien”:
Bo Holmsgaard (januar 2015). Læs artiklen her
Dorte Hauth (januar 2015). Læs artiklen her
Niels Bjørkbom (februar 2015). Læs artiklen her
Karin B. Nielsen (februar 2015). Læs artiklen her
Kim Kartholm (marts 2015). Læs artiklen her
Peter Smidt (april 2015). Læs artiklen her
Morten Dolleris (april 2015). Læs artiklen her
Birger Vest (maj 2015). Læs artiklen her
Uffe Pedersen (juli 2015). Læs artiklen her
Christel Frederiksen (august 2015). Læs artiklen her
Ole Rasmussen (november 2015). Læs artiklen her
Jeff Nygren (januar 2016). Læs artiklen her
Freddy Hansen (april 2016). Læs artiklen her
Lisbeth Poulsen (juni 2016). Læs artiklen her
Jan Børjesson (juni 2016). Læs artiklen her
Niels Poulsen (oktober 2016). Læs artiklen her
Søren Langhorn (juli 2017). Læs artiklen her
Trine Schou (september 2017). Læs artiklen her
Carl-Erik Rasmussen (november 2017). Læs artiklen her
Lars Bo Kaspersen (juni 2018). Læs artiklen her
Lars Hougaard (januar 2019). Læs artiklen her
Anne Cathrine Bomann (februar 2019). Læs artiklen her