“Jeg har det bedre nu, end jeg har haft det, og vil kæmpe videre med alt, hvad jeg har”, siger Elisabeth Ildal i telefonen, så jeg kan høre, at hun inderligt mener det. For viljestærk – det er Elisabeth, hvilket ingen, der kender hende, kan være i tvivl om.
De fleste i bordtennisverdenen kender efterhånden Elisabeth Ildal – også internationalt. Netop nu kan du på det Internationale Bordtennis Forbunds hjemmeside (ITTF Foundation) læse en inspirerende artikel om den danske powerkvinde, der i juni 2013 blev diagnosticeret med Parkinsons, men som ikke vil lade sygdommen styre sit liv. Læs artiklen her
Om Elisabeth kan bl.a. nævnes, at hun:
– startede Vedbæk BTK i 1999
– fortalte om bordtennis som godnathistorier for sine børn
– gik ind i politik og blev valgt til kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune
– blev i 2016 ved World Parkinson’s Congress (WPC) valgt til ambassadør og blogger for WPC i Kyoto i 2019
– grundlagde sit eget træningscenter Cure4Parkinson, hvor Parkinsonramte kan dyrke bl.a. boksning, cykling, fitness og bordtennis.
– kan høres i podcast på radioparkies.com
– blev valgt som promoter for ITTF Foundations World Table Tennis Day i 2021