Boll og Samsonov topseedet i IHI Cup
To tidligere verdensettere, Timo Boll, Tyskland, og Vladimir Samsonov, Hviderusland, er topseedet i Virum-Sorgenfri Bordtennisklubs verdensgalla IHI Cup lørdag 30. juli kl. 15 i K.B.-Hallen om én million kroner, den største pengeturnering i Europa nogensinde.
Timo Boll er nr. 3 på verdensranglisten, mens Europamesteren Vladimir Samsonov er nr. 5. Den trediehøjst rangerede spiller i turneringen er Sydkoreas olympiske guldvinder fra Athen, Ryu Seung Min, der er nr. 8.
Med sin 14. plads er VM-bronzevinderen Michael Maze seedet til en kvartfinale i det ti mand store verdensfelt, mens Finn Tugwell, nr. 82, skal spille ottendedelsfinale.
Maze rejser onsdag til Kina for at spille tre kampe for Guangdong Baomashi i den kinesiske Superliga, verdens stærkeste klubturnering, og kommer til IHI Cup i topform. Men en førstepræmie på godt 400.000 kr. er også værd at slås for.
Billetsalget til IHI Cup er i fuld gang på BilletNet, tlf. 70 15 65 65.