Internationalt nyt

Six-nations, Köping, Sverige
Fra den 5-7/6 deltog Danmark med såvel cadet drenge som cadet girls ved Six Nations. Begge hold sluttede på en 4. plads. Drengeholdet (Peter Svenningsen, Thor B. Christensen, Peter Trans, Sune Christian Petersen og Mikkel Emborg) vandt over Norge (8-2) og Holland (6-4), spillede uafgjort mod Sverige II (5-5) og tabte til Tyskland (3-7) og Sverige I (3-7). Pigeholdet (Sophie Walløe, Louise Foldoy Steffens, Louise Andersen og Xenia Rindom) vandt over Norge (6-4) og Sverige II (9-1), men tabte til Sverige I (3-7), Tyskland (1-9) og Holland (4-6).
I den individuelle turnering nåede Sophie Walløe semifinalen, hvor hun tabte 1-3 til svenske Rebecca Tveit Muskantor. Hos drengene måtte Peter Svenningsen se sig slået med 13-11 i 5.- og afgørende sæt i kvartfinalen mod den senere vinder Kirill Fadeev, Tyskland. Også Thor B. Christensen nåede kvartfinalen, hvor han tabte 0-3 til Sven Hennig, Tyskland.

Polish Junior & Cadet Open, Wladyslawowo, Polen
Fra den 27-31/5-2015 deltog ungdomslandsholdet bestående Andreas Dilling, Rasmus K. Mikkelsen, Jeppe Spottog, Anders Lind og coach Christoffer Petersen i Polish Junior & Cadet Open, hvor også Mathias Ringstrømm, Jonathan Kofoed Hansen og Nicoline Koefoed deltog på egenbetaling.
Det danske herrejuniorhold tabte i kvartfinalen med 0-3 til Sverige. Forinden havde holdet overraskende slået anden-seedede Polen med 3-1 (to sejre til Dilling og én til Rasmus Mikkelsen). Kvartfinalen blev også endestation for Nicoline Koefoed og hendes brasilianske makkere. I den individuelle turnering gik kun Andreas Dilling videre til hovedturneringen, hvor han tabte i 1. runde til ungarske Mate Bruckner med 2-4. Bedre gik det danskerne i Consolation, hvor Rasmus Mikkelsen nåede finalen og både Jeppe Spottog og Nicoline Koefoed semifinalen.

Truppen i Polen. Det forlyder, at Anders Lind gemte sig, da billedet skulle tages.

Slovak Junior Open, Senec, Slovakiet
I dagene 21-24/5-2015 deltog Andreas Dilling, Rasmus K. Mikkelsen, Jeppe Spottog, Jonathan Kofoed Hansen, Mathias Ringstrømm og Nicoline Koefoed alle på egenbetaling samt coach Mads Skovsen ved Slovak Junior Open. To danskere spillede sig videre til hovedturneringen. Det var Rasmus K. Mikkelsen og Andreas Dilling, der i 1. runde begge tabte til asiatiske modstandere.
I damejunior double blev Nicoline sat sammen med Yuko Kato (nr. 46 på U18-verdensranglisten). De to startede turneringen i kvartfinalen, som de vandt med 13-11 i 5.- og afgørende sæt over et doublepar fra Slovakiet, og så var der dansk medalje, inden det blev 0-3 i semifinalen mod et koreansk par.

Croatia Open, Zagreb, Kroatien
Ved Croatia Open 19-23/5-2015 deltog Tobias Rasmussen, Claus Schou Nielsen, Morten Hyrup Rasmussen og Jonathan Groth samt coach: Linus Mernsten. Morten Hyrup Rasmussen, Jonathan Groth og Claus Schou Nielsen vandt deres respektive indledende puljer. I en ekstra kamp for at komme ind i hovedturneringen tabte Morten Hyrup Rasmussen til kroatiske Frane Kojic, mens Claus Schou Nielsen vandt over en anden kroat Ronald Redjep med 4-1, inden han tabte 0-4 i 1. runde til Oshima, Japan. Groth tabte 1/16-finalen til franske Antoine Hachard med 10-12 i 7.- og afgørende sæt.

Belarus Open, Minsk, Hviderusland
Som du sikkert læste her på hjemmesiden, så blev det til dansk sejr i herredouble, hvor Jonathan Groth og Kasper Sternberg strøg helt til tops i Belarus Open, der blev afviklet fra 13-17/5-2015. I herresingle nåede Jonathan Groth til 1/8-finalen, hvor han tabte til Mizuki Oikawa, Japan med 9-11 i 7.- og afgørende sæt efter føring på 9-8.

International Youth Cup i Hasselt, Belgien
Du kan læse om turneringen og finde links til andre deltagende klubber på Hillerød GI’s hjemmeside. Klik her
 

Et god firkløver af spillere fra Amager, Hillerød, Greve og Ribe. Foto: Fra Hillerød GI’s hjemmeside.

Ungdoms Grand Prix, Prag, Tjekkiet
International Grand Prix Prag blev afholdt for 13. gang. I år med deltagelse af 400 spillere fra 17 lande der i blandt to friske fyre fra Hillerød. Læs mere her

Svensk sølv til Eslöv
I kampen om det svenske holdmesterskab for kvinder tabte Eslöv PK med Stefanie H. Christensen i truppen for nyligt i to kampe til Ängby. Stefanie fik ikke spilletid i finalekampene.

Hvem er udtaget?
Du kan se alle officielle udtagelse på DBTU’s hjemmeside. I venstre side under ”Elite” finder du ”Officielle udtagelser”. Du kan også se dem ved at klikke her

Danske spillere i udenlandske klubber
Du kan følge danske spillere i deres respektive udenlandske klubber. På DBTU’s hjemmeside kan du i venstre side under ”Elite” klikke dig ind under punktet ”Danske spillere i udlandet”. Her kan du følge 50 danske spillere i deres udenlandske ligaer. Klik på ligaen, hvis du vil se yderligere statistik på hver enkelt. Kom til oversigten her

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk