Islandsk mester i Hvidovre

Indrømmet, så vidste jeg ikke, at der i Island var en dansk spiller, da jeg lavede oversigten over danske spillere i udenlandske ligaer (se listen her). Men efter at have modtaget en mail fra Hvidovre Bordtennis har jeg fundet ud af, at det rent faktisk er tilfældet. De har nemlig en spiller på deres 1. divisionshold, der også spiller i den bedste række i Island. Navnet er Jacob Jørgensen – ham har jeg talt med.

Tidligere har Islands nr. 1 Gudmundur Stephensen spillet i den bedste liga i Danmark. Det samme har to andre islændinge Kjartan Briem og Ingolfur Ingolfsson, men hvad de færreste sikkert ved, så har en dansker også spillet i den bedste række i Island – endda gennem flere år.
Det er 34-årige Jacob Jørgensen, der til dagligt spiller for Hvidovre Bordtennis i 1. division. Han boede i fire år i Island fra starten af 2007 og til og med 2010.

”Min hustru, der er fra Island skulle studere, så derfor boede vi i Island i den periode”, fortæller Jacob Jørgensen, der startede med at spille i klubben KR fra Reykjavik. De gjorde han i to sæsoner henholdsvis 2007/08 og 2008/09. Begge gange vandt han det islandske mesterskab med klubben, hvilket i den første sæson var efter 17 år uden mesterskab. På holdet dengang var også Kjartan Briem (tidligere elitedivisionsspiller for Brønshøj) og Ingolfur Ingolfsson (2. holdsspiller i OB fra 2004-2006).
Jacob Jørgensen og hans hustru boede på det tidspunkt i Akureyri, der ligger fem timer fra Reykjavik. Bordtennis i Island er centreret om hovedstaden, så Jacob Jørgensen måtte flyve til kampene, der altid blev spillet onsdag aften.

Startede en ny klub

I sæson 2009/10 startede Jacob Jørgensen en klub i Akureyri, sammen med en tysk skolelærer. De vandt næstbedste række og var derfor i sæson 2010/11 den første klub nogensinde udenfor Reykjavik, der spillede i den bedste række. Klubben kunne ikke klare sig blandt de seks hold i rækken – sluttede sidst og rykkede ud. Men allerede sæsonen efter rykkede Akureyri op igen, og siden har klubben formået at holde sig i rækken, hvor holdet netop nu er placeret som nr. 4 af de seks hold. De fire bedste hold efter grundspillet mødes i playoff-semifinaler (1 mod 4) og (2 mod 3) bedst á tre kampe, og finalen afvikles også bedst á tre kampe, mens grundspillets nr. 6 rykker ned.

Jacob Jørgensen har gjort sit til, at holdet i denne sæson måske kan snuppe den sidste playoff-plads. Han er den næstmest vindende spiller med 12 sejre i 14 kampe. Han tabte sin første single, og har der ud over tabt én double sammen med en holdkammerat, som efter Jacobs udsagn har Serie 2-niveau.

Netop nu glæder han sig til den lørdag den 1. februar, hvor Akureyri er vært for en spillerunde, hvilket betyder fem timers rejse for de fem andre tremandshold i rækken.
”Det er helt utroligt, at vi nu skal afvikle en runde uden for Reykjavik”, siger Jacob, der sammen med hans holdkammerater skal op mod samtlige af de fem andre hold i rækken i den weekend.
”Jeg er ved at arrangere fællesspisning for alle, og så skal vi ud og hygge lørdag aften”, fortæller den stadig lidt ukendte dansker med foreløbig to islandske mesterskaber på cv’et.

Jacob Jørgensen
Jacob Jørgensen. Foto: Privat.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk