Europamester i single 1976.
Verdensmester i mixeddouble i 1977 med Claude Bergeret.
61 franske titler
495 internationale kampe mellem 1962 og 1986
Forfatter til bogen ”I am the child of the ball”
Jacques Secretin var populær over alt i verden. Hans spil fra halvdistancen og hans forsvarsspil var legendarisk. Han blev også kendt i Danmark. Han vandt i 1982 i en fyldt KB-hal Pondus Cup og blev publikums yndling. Han udviklede sammen med vennen Vincent Purkart et fantastisk underholdende bordtennisshow fyldt med gags og humor samt blændende bordtennis, som de optrådte med over hele verden.
De turnerede også flere gange i Danmark og DR transmitterede showet i en jule Sportslørdag som en særlig julegave for tv-seerne.
En af de bedste beskrivelser af Jacques Secretin er givet af den navnkundige sportsjournalist Per Høyer Hansen i Levende Billeder efter årets Pondus Cup 1983:
”Næsten som alle andre holder jeg mest af Jacques de France, den evigunge pariser, der har gjort spillet til både kunst og show. De to ting går op i en højere enhed, når manden på sine gamle muskuløse ben begynder at samle boldene op i sit såkaldte ballonforsvar. Den mand kan faktisk gå ud i KB-hallens bar og returnere kanonsmasher med over 100 km i timen til en mere og mere desperat modstanders bordflade, og man skal til det sovjetiske statscirkus i Moskva for at finde tilsvarende artisteri.”
Bordtennisverdenen vil aldrig glemme monsieur Jacques Secretin.