Japan Open

Efter en superindsats har Danmark mindst fire deltagere i hovedturneringen i Japan Open i herresingle. Michael Maze er i kraft af sin 26. plads på verdensranglisten direkte inde i hovedturneringen, hvor han ligger til at møde Weixing Chen, Østrig (33), i anden runde.

Mads Sørensen stod for dagens flotteste resultatet, ved at besejre det nyudsprungne tyske talent Bastian Steger, Tyskland (89), med klare 4-1. Desuden blev det til sejr over Wen-Wei Sun, Taipei, 4-3 og Umberto Giardina, Italien (349), 4-2. Mads vandt dermed sin kvalpulje, og er klar til hovedturneringen.

Allan Bentsen vandt sin kvalpulje efter lutter sejre over, Phakphoom Sanguansin, Thailand (265), 4-1, Shu Arai, Japan (178), 4-3 og Wally Green, USA, 4-0 og er dermed klar til hovedturneringen.

Christian Larsen spillede tre gode kampe i sin kvalpulje, og besejrede Sheng-Sheng Huang, Taipei, med 4-3. Desværre blev det til nederlag til Thomas Keinath, Tyskland (80), 2-4 og til Minoru Muramori, Japan (165), 2-4. Christian har muligheden for som treer at komme ind i hovedturneringen, i det de otte bedste treere også indtræder.

Martin Monrad er også klar efter en andenplads i puljen. Det blev til to sejre: Over Koji Sanada, Japan (141), 4-3 og 13-11 i syvende sæt og over Sang soo Kim, Sydkorea, 4-1. Monrad måtte dog også ligge ryg til et nederlag mod det nye kinesiske talent Qi Chen, Kina, med 0-4.

Doublerne startede også på kvalrunderne torsdag og her vandt Allan Bentsen og Martin Monrad over Giardina/Yang fra Italien med 3-2 og skal i anden runde møde Iseki/Korbel fra Japan/Tjekkiet.

Michael Maze spiller i Finn Tugwells fravær sammen med nordmanden Istvan Moldovan og de har også spillet sig i anden runde med en sejr over Mizutani/Muramori, Japan, på 3-2. Maze/Moldevan møder i anden runde Seung Min Rue/Jae Young Yoon, Sydkorea.

Mads Sørensen og Christian Larsen tabte deres første kvalrunde mod Gardos/Lengerov, Østrig, med klare 0-3.

Se de enkelte resultater på ITTFs Pro Tour-hjemmeside.

Forfatter: Jakob Harden
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk