Ja, selvfølgelig, tænker vi ved læsning af overskriften.
Anderledes kan det vel ikke være for Carsten Egeholt, journalist og webmaster i Dansk Bordtennis Union, der fylder 50 år i dag. Manden, der aldrig giver op. En af de største fightere i dansk bordtennishistorie ”er blevet voksen”.
Meget betegnende vandt Carsten Egeholt sin første DM-titel for 34 år siden efter at have været bagud 7-17 i afgørende sæt mod Jan Harkamp i juniorfinalen.
”Jeg gik i trance og følte, at jeg ikke kunne tabe en bold,” husker Carsten.
Det gjorde Gladsaxe-spilleren så heller ikke. 21-17 kom sejrscifrene til at lyde. Hvorefter Carsten Jensen (som han hed dengang) måtte rundt på gulvet og lede efter det kors, han havde haft hængende om halsen, da kæden knækkede under den sidste bold.
En løbetur bliver det også til en gang imellem – her er Ege netop kommet hjem efter 5,42 km i tiden 23,04… Det er jo set markant hurtigere!
Carsten – eller Ege som han kaldes i daglig tale – spiller med det samme kors i dag under betegnelsen ”overtro.” Måske han skulle forsøge, at tage det af? For siden junior-titlen i start-firserne er der ikke kommet flere af de titler, han allerhelst vil vinde. Det er blevet til masser af flotte sejre ved unionsmesterskaber, grandprix-turneringer og Top 12. Men ingen i single ved DM. Eller de senere år ved EM eller VM for veteraner.
Forleden spillede Carsten med for 36. gang i træk ved senior-DM. Tænk lige over det tal. 36…
I 2015 i Odense blev det 1-4 mod den senere sølvvinder Kasper Sternberg efter en flot kamp, der faktisk var helt tæt de første fire sæt. Tættest på en DM-sejr kom Carsten i 1987 i Taastrup.
”I semifinalen førte jeg 20-18 i afgørende mod Jan Harkamp og tabte. Jeg driller Johnny Hansen med, at jeg har været tættere på at vinde DM end ham. Selvom jeg aldrig har været i finalen. Men i 87 skulle jeg jo have mødt Johnny i finalen, og han tabte altid – seks finaler i alt,” siger Carsten med et grin.
Men Ege kom igen. For det gør han altid. Endnu mere viljestærk næste gang, selvom det synes umuligt. Ikke en eneste bold sløses væk. Heller ikke til træning. Hvor kommer den vilje fra?
”Jeg ved det ikke. Min mor har aldrig dyrket sport. Min far har spillet lidt håndbold, men jeg tror ikke det er noget, jeg har arvet.”
Hvornår begyndte du at spille bordtennis?
”Da jeg var syv år, kunne jeg høre en spændende lyd nede fra kælderen hjemme på Solnavej. Nogle fra opgangen spillede bordtennis, så jeg spurgte, om jeg måtte komme ned og kigge. På min otte års fødselsdag fik jeg lov til at melde mig ind i Gladsaxe BTK.”
Hvad er din bedste oplevelse med bordtennis?
”Veteran-VM i Brasilien 2008. Jeg var tæt på at ryge ud flere gange inden finalen, men jeg var så fokuseret på at vinde guld, at jeg nærmest ikke opdagede det. Mange af de mentale ting, som ikke lykkedes for mig før i tiden, lykkedes her. Indtil finalen mod Ding Yi, hvor jeg var ramt af en skade i brystmusklen, som jeg pådrog mig i semifinalen mod Colum Slevin fra Irland.”
En veteranturnering som største oplevelse? Bliver det sjovere at spille bordtennis med alderen?
”Ja, det synes jeg. Det er på en lidt anden måde, men vi spiller med rygnummer og stemningen er den samme. I gamle dage kæmpede jeg ofte om den sidste plads på EM- eller VM-holdet, hvilket jeg følte som et stort pres. I veteran-VM er der ingen landstræner, der kan sætte mig af, fordi mit spil ikke egner sig internationalt. Jeg har jo selv betalt for turen.”
Det lykkedes Carsten at komme med på landsholdet til VM i 1989 og EM i 1992 – begge gange i Tyskland. Næste internationale opgave er veteran-EM i Finland til sommer. I en ny række… 50+.
”Der er mange gode spillere med i 50 års-rækken, men jeg går efter det. Ligesom jeg stadig går efter at blive verdensmester.”
VM i 2016 er i Spanien. Her har Carsten faktisk været tæt på at komme til at spille klubbordtennis af den mere eksotiske slags. På Grand Canaria.
”Jeg elsker jo varmen, men de ville have, at jeg skulle bo dernede. Jeg kunne kun tilbyde en uge ad gangen til de fem runder, så det blev desværre ikke til noget.”
Dagens fødselar elsker varmen – og det ser også sådan ud.
Dagens fødselar går aldrig den typiske vej med hensyn til klubvalg. Vi skal ikke nævne dem alle her. Med sin veludviklede næse for pudsigheder spillede Ege et år på Bornholm, så han i dag er den eneste dansker, der har vundet guld i alle lokalunionerne. Men hvorfor tre år i Holland?
”Jeg går efter oplevelserne. Jeg elsker at komme ud til nye kulturer og møde nye mennesker. Jeg er glad for mine tre år i Holland, og jeg leder da stadig efter en klub i et nyt og spændende land. Men tilbuddene bliver jo ikke flere med årene,” siger Carsten, der har spillet 10 år i Tyskland.
Med journalist- og webmaster-jobbet i DBTU er hans liv i dag bordtennis en stor del af døgnet. For desuden er han træner i Furesø og Smørum og træningsmakker for sin yngste datter, 17-årige Sofie, to formiddage om ugen. Og så spiller han selv lidt ved siden af…
Kan du ikke få for meget bordtennis? Hvad er det, der driver dig?
”Min situation nu er lidt speciel, og jeg regner med at trappe ned på trænerjobbene. Hvad min egen bordtennis angår, så synes jeg det er sjovt at se, hvor lang tid jeg kan være med. Om jeg kan hænge på de unge. Chancerne bliver mindre, men så er de sjovere at gå efter.”
Herfra skal lyde et tillykke med de 50 år – og ikke mindst et stort held og lykke med jagten på drømmen – et VM-guld for veteraner. Det ville for undertegnede og sikkert også mange andre bordtennisfans føles som en højere retfærdighed. Og kandidere til den mest fortjente guldmedalje i bordtennishistorien.
Carsten fejrer sin 50 års fødselsdag i dag hjemmet i Søborg med en reception fra kl. 16-20. Med sin kone Gitte og datter Sofie. Datteren Cecilie på 21 år er på studieophold i Sydamerika.