John Sabalic anmelder Peter Rosenmeier

Anmeldelse af Krebs, Asger Lind & Rosenmeier, Peter: Fri os fra medlidenhed.

 

Sjældent kan en bog ændre dit livs- og menneskesyn, når du engang har fået høvlet dig igennem 300 sider og står på den anden side for at lagre din læsning. Som ung og søgende vil man sikkert stå foran en masse synspunkter, der kan diskuteres indeni en hjerne med en harddisk, der ikke har fået fyldt så godt op i holdninger og stillingtagen om livets store og små spørgsmål.

Som mig, en midaldrende mand i midthalvtredserne, er det rart engang imellem at udvide min efterhånden snævre horisont. Og denne bog, skrevet af Asger Lind Krebs og Peter Rosenmeier, har ændret mit livs- og menneskesyn. Og den vil også ændre dit, hvis du læser den, vil jeg påstå. Hvorfor?

Det gør den fordi, den er skruet så godt sammen, hvor de to fysisk handicappede bordtennisspillere bevæger sig ud på et roadtrip for at blive klogere på, hvad det vil sige at leve med et fysisk handicap – og som læser bliver man på intelligent vis fulgt på vej af to charmerende mænd, der forsøger at give dem selv og læseren en dyb forståelse. De møder bl.a. forskere, forældre til fysisk handicappede, arbejdsgivere, en politiker og mest af alt andre fysisk handicappede og får talt sig igennem medlidenhed, mobning, muligheder, barrierer, får sat ord på de svære ting, og endelig manglende forventninger til personer med et handicap.

Peter kritiserer forældre, der hjælper for meget, mens Asger forsøger at forstå, hvorfor de gør deres børn en bjørnetjeneste. Alle vil jo det bedste for deres børn. Uanset handicap eller ej.

Peter siger det jo så smukt: ”Livet handler jo om at spille de kort som du har på hånden bedst muligt.”

I bordtennissammenhæng varmes man af fortællingen om handicaplandstræner Christoffer Petersen, der tilbød at træne Freja, der har cerebral parese, så hun kunne blive klædt godt nok på til at kunne starte i en bordtennisklub. Rising Star er et stærkt projekt, der giver børn med fysisk handicap et bedre selvværd og det løfter deres livsglæde.

Fortalt med humor og vid bliver man suget ind i et roadtrip, man gerne ville have været med på, men der må man så læse sig klogere.

Hvorfor ændres ens menneskesyn?

Man bevæger sig på mange planer for at undersøge, vi kommer omkring forfatternes egen opvækst og får sat ord på, hvad der skal til for at lykkes i livet – med de kort man har at spille med. En mulig løsning har de måske selv fået fat i, med god støtte til at blive robuste voksne, men også i kraft af deres passion. Asger med en baggrund på para-svømmelandsholdet og Peter med para-bordtennis, der har kastet glans af sig med guld to gange ved både VM og OL.

De er på en mission for at udbrede forståelsen for fysiske handicaps og løsninger for de, der kan have det svært. Her kommer så forståelsen: Uanset handicap eller ej så lærer man af denne bog, at når man finder sin passion så løftes ens livskvalitet. Eller får den rette støtte af omverdenen. At man ikke skal sætte forventninger for lavt, at man skal forstå, hvad der bedst kan støtte andre mennesker med fysiske handicaps. Mest af alt vil forfatterne skabe et netværk, hvor mødet med andre med handicap, når det rammer familier for at se, hvilke muligheder, der findes og ikke tænke begrænsninger.

Asger spiller seriebordtennis og Peter er parabordtennis-verdensstjerne, en identitet han på et tidspunkt skal indse, kan ændres da han er på vej mod de 38 år. Men veteranbordtennis er faktisk også sjovt. Keep on fighting.

Man skal udover medlidenheden og finde forståelsen. Endelig er der bare tilbage at give et stort thumps up for de to seje herrer, der har skrevet en fremragende bog, som alle kan lære noget af.