Jonathan Groth skal være fanebærer ved European Games!

Efter en flot, flot uge, hvor Jonathan Groth endte i Top 4 ved WTT turneringen i Lagos, Nigeria, kom der nu flere gode nyheder …


Her er dagens pressemeddelelse fra DIF:

Bordtennisspilleren Jonathan Groth og beachhåndboldspilleren Line Gyldenløve Kristiansen bærer den danske fane ved åbningsceremonien for European Games i Polen.

Det bliver bordtennisspilleren Jonathan Groth og beachhåndboldspilleren Line Gyldenløve Kristiansen, der onsdag aften (21. juni) bærer den danske fane ved åbningsceremonien for den tredje udgave af European Games, der afvikles i Polen.

Jonathan Groth har været med til de to tidligere European Games. Ved de seneste lege i Minsk vandt han sølv i herresingle og kvalificerede sig dermed direkte til OL i Tokyo.

Jeg har gået indmarch i Minsk og to gange til OL, og alle gange har det været en vild oplevelse at repræsentere sit land. Derfor er jeg virkelig stolt, beæret og ydmyg over, at jeg denne gang får lov til at gå med Dannebrog. Jeg ser det som et skulderklap i forhold til, hvad jeg har opnået i min karriere”, siger Jonathan Groth.

Den 30-årige bordtennisspiller får selskab af den 36-årige beachhåndboldspiller Line Gyldenløve Kristiansen. Hun repræsenterer en idrætsgren, som ikke er på det olympiske program, men i Polen bliver vist frem på den store scene.
Jeg er virkelig glad og beæret. Det er ikke bare stort for mig, men også for min sport. Vi dyrker en nichesport, men den bliver heldigvis større og større” siger Line Gyldenløve Kristiansen, der har spillet på landsholdet i 14 år, har rundet 1000 landskampspoint og har vundet adskillige VM- og EM-medaljer.

Åbningsceremonien finder sted på det store Henry Reyman stadion i Krakow. I alt deltager 140 danske atleter fordelt på 17 idrætsgrene ved European Games.
Jonathan og Line er nogle fantastiske repræsentanter for dansk idræt. Derfor er jeg rigtig glad for, at de har takket ja til at bære den danske fane. Bordtennis er en klassisk idrætsgren med stolte traditioner, mens beachhåndbold kommer med noget helt nyt. De to fanebærere er dermed også med til at vise spændvidden på det danske hold” siger Søren Simonsen, der er DIF’ chef de mission ved både European Games og OL.

Om Jonathan Groth:

30 år
Top 4, WTT Contender, Lagos, Nigeria 2023
Sølv til European Games i 2019 i Minsk
Europamester i herredouble 2016
Bronze i herredouble EM 2016
Sølv herredouble EM 2010
Bronze Europe Top 16 2017
Bronze EM herrehold 2021
Kvalificeret sig til to World Cup
Deltagelse ved OL i Rio 2016 og Tokyo 2020 og samtlige European Games

Om Line Gyldenløve Kristiansen:

36 år
På beachhåndboldholdet siden 2009
1 x World Beach Games-guld
2 x VM-sølv
1 x EM-guld
3 x EM-sølv

Om European Games:

• European Games i Krakow er det tredje i rækken efter Baku2015 og Minsk2019
• Alle konkurrencerne streames live på adressen www.europeangames.tv
• Afvikles i perioden 21. juni-2.juli i Krakow og Malopolska (regionen, hvor Krakow er hovedstaden)
• 48 nationer og 7.000 atleter deltager
• 29 forskellige discipliner – heraf 21 olympiske
• Danmark stiller med 140 atleter i 17 idrætsgrene
• I en lang række af disciplinerne er European Games en del af OL-kvalifikationen til Paris-legene (kvotepladser og ranglistepoint)
• I badminton, kajak, mountainbike, kunstsvømning og teqball er European Games også officielle europamesterskaber
• 8.500 frivillige hjælpere er involveret i legene
• Arrangør: EOC (sammenslutningen af de europæiske olympiske komitéer)
• For mere information besøg www.ol.dk/european-games og https://www.european-games.org/