Jørn Wiig er død

 

Jørn Wiig.

Jørn Wiig, Brønshøj Bordtennisklub er efter kortere tids sygdom afgået ved døden d. 22/12. Han blev 56 år.
Jørn var sammen med Jesper Eriksen og Johnny Hansen en del af det yderst talentfulde Frederiksværk mandskab, der i den bedste række i sidste halvdel af 70erne, havde kurs mod DM-guldet, da holdet ulykkeligvis blev involveret i en alvorlig trafikulykke på vej hjem fra en holdkamp. Dette satte et brat stop for sæsonen og holdet blev ikke senere genforenet.

Jørn startede og sluttede sin bordtenniskarriere i Brønshøj Bordtennisklub. Familien flyttede til Frederiksværk, hvor hans talent for alvor udviklede sig med resultat af DM-guld i drengedouble med Jesper Eriksen i 1973 og 1974 samt DM-guld i juniordouble i 1977 også med Jesper. Efter en smuttur til Allerød flyttede Jørn til Brønshøj i 2004 og spillede Østdanmarksserie og veteran for klubben – her blev det til et dansk mesterskab i 45 års veteran i 2005 sammen med Svend Erik Blixt og Helge Kocman.
De sidste år var Jørn en fast deltager ved klubbens sociale arrangementer. Vi vil komme til at savne hans muntre og joviale personlighed.

Ære være hans minde

På vegne af Brønshøj Bordtennisklub
Helge Kocman

Begravelse foregår i Grundtvigskirken lørdag den 3. januar kl. 11.

 

Kontaktperson e-mail: hkocman@ofir.dk