Julehilsen

Kære alle der rundt om i Danmark er engageret i Verdens Bedste Sport: Bordtennis.

Julen nærmer sig med raske skridt, bordtennissæsonens 1. halvdel er ved at blive afsluttet i det ganske land. Landet er endnu ikke blevet ramt af snestorm, så kampe har måttet flyttes – det er godt.

Inden det hele går op i julehygge, dejlige sammenkomster med familie og venner omkring gode juletraditioner tænkte jeg, at det lige var på sin plads at fortælle et juleeventyr, om noget af alt det der sker i vores sport.

Der er rigtig meget aktivitet omkring vores dejlige sport som er blevet nået i løbet af 2011. Jeg nævner nedenfor et lille udpluk af det der har været arbejdet med i Dansk Bordtennis Union i 2011.

• Vi har fået tiltrukket EM til Danmark – det spilles i 2012 fra 17.-21. oktober i Herning.
Dette top-arrangement giver alle bordtennisglade danskere muligheden for at opleve Europas bedste bordtennisspillere på hjemmebane. Vi håber og forventer naturligvis, at vore bedste spillere i de dage rammer et niveau, så vi igen kan opleve danske medaljer når EM spilles i Danmark. Vi er mange der husker tilbage til Århus-2005, hvor medaljen var af guld. Jeg var også formand den gang og blev vel nærmest stemplet som lidt “landsbytosse”, da jeg de sidste to år før EM stædigt talte om, “når vi vinder guld ved EM”. Jeg vover pelsen endnu en gang og forventer også, at jeg efter EM i 2012 igen kan lykønske danske medaljetagere.
• Vi har i samarbejde med lokalunionerne fået lavet en licensaftale, der var nødvendig, for at Bordtennissporten – også efter nedlukningen af Idrættens fælles IT-system – kunne bevare alle de fordele som er en naturlig del for vore udøvere; resultatindtastning på internettet, ratingliste, integration til stævneprogram og en masse andre ting. En anden ting som den nye licensaftale har medført, er at Bordtennissporten har fået yderligere støtte til at udvikle sporten over de næste 3 år. Denne støtte har givet mulighed for ansættelse af en klubkonsulent i hhv. Vest-Danmark og Øst-Danmark der skal arbejde på at skabe nye klubber og tiltrække yderligere en masse udøvere til vores sport. Dette projekt er et rigtigt breddeprojekt, som jeg håber I alle vil støtte op om, når I kommer i kontakt med det.
• Vi har også lavet en samarbejdsaftale med DGI, således at de bordtennisspillere der dyrker sporten i denne organisation stadig kan få de fordele, de havde ved det tidligere samarbejde med DBTU. Også dette støtter op om breddeudviklingen af vores sport.
• Ud over ovenstående er der stadig gang i forskellige udviklingsaktiviteter, såsom klubbesøg fra udviklingskonsulenterne og mange uddannelsestilbud, som kan sikre, at klubberne har kvalificerede trænere og leder, som står klar, når der kommer nye medlemmer i klubberne der gerne vil dyrke verdens bedste sport.
• På elitesiden har vi fået færdiggjort arbejdet med Bordtennis Aldersrelateret Træningskoncept og vi har startet implementeringen. Projektet skal sikre, at klubber og lokalunioner, der ønsker at være en aktiv del af eliteudviklingen i DBTU, arbejder med de unge mennesker, helt fra de er ganske unge og frem til de bliver voksne, på en måde, der tager hensyn til, hvilken alder de har samt sikrer, at de udvikles i en retning der kan bringe dem frem mod deres drømme om, at blive eliteidrætsudøvere.
• Ud over alt ovenstående er der jo også gang i stævneaktiviteter rundt om i landet. Lokalunionernes holdturneringer kører på højtryk og i flere lokalunioner kører der også pointstævner for de nye spillere der kommer ind i klubberne.

Husk at afsætte uge 42 i 2012 til at deltage i EM enten som frivillig eller, hvis det ikke er muligt, så tag hele familien med til Herning og støt de danske spilleres kamp for at vinde medaljer.

Jeg vil gerne på denne plads ønske alle I, der arbejder med at udvikle vores sport, nyder at dyrke vores sport, kommer med nye ideer omkring vores sport, fungerer som ledere, dommere og trænere, forældre til spillere og naturligvis spillere i verdens bedste sport en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Vel mødt ved bordtennisbordene efter nytår, når der helt sikkert er behov for lidt motion oven på julens og nytårets gode mad.

Venlig hilsen

Aksel Beckmann
Formand for Dansk BordTennis Union

 

Forfatter: Aksel Beckmann
Kontaktperson tlf.: 43 64 35 96
Kontaktperson e-mail: akselbeckmann@mac.com