Kæmpe indsats af Jonathan Groth

Jonathan Groth i kamp for TTSC UMMC i Champions League i Düsseldorf. Foto: ETTU.

I Champions League-semifinalen mellem russiske TTSC Ural Mining Metallurgical Company og tyske Borussia Düsseldorf åbnede det danske es med at bringe sin russiske klub foran med 1-0, da han i overbevisende stil vandt med 3-0 i sæt over svenske Kristian Karlsson (nr. 29 på verdensranglisten). Timo Boll udlignede til 1-1 for tyskerne, da han også i sikker stil vandt med 3-0 over Tomislav Pucar fra Kroatien. Svenske Anton Källberg sørgede for tysk føring på 2-1, da han vandt over Liam Pitchford fra England. 

Groth overlever fire matchbolde mod Timo Boll

I en fantastisk kamp lykkedes det Jonathan Groth at få skovlen under den tyske legende Timo Boll (nr. 10 på verdensranglisten), som han tabte til i finalen i European Games sidste år.
Groth startede som lyn og torden og vandt første sæt med 11-5 og gik frem til 5-1 i andet sæt, hvor han ved 9-7 havde egen serv. Groth havde desuden en sætbold til 2-0 i sæt ved 10-9, inden han tabte sættet med 10-12. Nærmest som en reaktion af dette vandt Timo Boll uden store problemer tredje sæt med 11-6. I et helt afsindigt fjerde sæt førte Groth med 9-5, han fik sine første tre sætbolde – af i alt ni! – ved stillingen 10-7, men Boll hang på og havde undervejs i sættet i alt fire matchbolde – som ville have givet både Boll og Borussia Düsseldorf den endelige sejr i holdkampen, inden Groth vandt med 21-19 på en fejlserv fra Boll. I det korte femte- og afgørende sæt til seks var der ingen slinger i valsen hos danskeren, der vandt med 6-0 – hvilket omvendt fra tidligere i kampen lignede en Boll-reaktion ovenpå det lange fjerde sæt, hvor han altså havde matchbolde ved stillingerne 12-11, 13-12, 17-16 og 19-18. Groth udlignede dermed til 2-2 i holdkampen.
I den afgørende kamp var kroatiske Tomislav Pucar absolut ikke i den stærkeste udgave af sig selv, da han hurtigt tabte med 3-0 i sæt til Kristian Karlsson. Dermed har Borussia Düsseldorf spillet sig i Champions League-finalen med en 3-2 sejr over russiske TTSC UMMC, hvor det altså kun var Groth, der formåede at vinde for holdet.

Same procedure as last year

Det er værd at bemærke, at Jonathan Groth også vandt over Timo Boll, da de to hold mødtes den 7/3-2019 i Rusland – også i en Champions League-semifinale. Timo Boll var den gang placeret som nr. 5 på verdensranglisten. Sejren lød på 3-1 (12-10, 12-10, 9-11, 12-10) i danskerens favør.


Kristian Karlsson (tv.) mod Jonathan Groth (th.) i Champions League-semifinalen den 17/12-2020. Foto: ETTU.
 
Semifinaler
Torsdag den 17. december, kl. 17.00
TTSC UMMC, Rusland (3) – Borussia Düsseldorf, Tyskland (2)…2-3
Jonathan Groth (nr. 30 på vr.) – Kristian Karlsson (nr. 29 på vr.), 3-0 (11-8, 11-8, 11-3). Se kampen her
Tomislav Pucar (nr. 33 på vr.) – Timo Boll (nr. 10 på vr.), 0-3 (6-11, 8-11, 6-11). Se kampen her
Liam Pitchford (nr. 15 på vr.) – Anton Källberg (nr. 58 på vr.), 2-3 (12-10, 7-11, 5-11, 13-11, 3-6). Se kampen her
Jonathan Groth (nr. 30 på vr.) – Timo Boll (nr. 10 på vr.), 3-2 (11-5, 10-12 efter 5-1, 9-7 og egen serv samt 10-9, 6-11, 21-19, 6-0). Se kampen her
Tomislav Pucar (nr. 33 på vr.) – Kristian Karlsson (nr. 29 på vr.), 0-3 (9-11, 9-11, 2-11). Se kampen her

Fakel-Gazprom Orenburg, Rusland (1) – 1. FC Saarbrücken TT, Tyskland (4)….1-3
Marcos Freitas – Patrick Franziska, 2-3 (8-11, 11-5, 6-11, 11-7, 3-6)
Vladimir Samsonov – Kun Shang, 1-3 (12-14, 11-9, 3-11, 4-11)
Dimitrij Ovtcharov – Jarko Jorgic, 3-1 (4-11, 12-10, 11-6, 11-5)
Marcos Freitas – Kun Shang, 2-3 (7-11, 8-11, 11-1, 11-5, 4-6)

Finale
Fredag den 18. december kl. 20.30
Borussia Düsseldorf, Tyskland (2) – 1. FC Saarbrücken TT, Tyskland (4).
Covid-19 stoppede i marts i år Champions League-turneringen efter kvartfinalerne, da semifinaler og finale blev aflyst. De 11-dobbelte Champions League-vindere fra Borussia Düsseldorf er svag favorit, når de to tyske hold tørner sammen fredag aften.

I maj 2019 mødtes de to russiske hold Fakel-Gazprom Orenburg og TTSC Ural Mining Metallurgical Company (med Jonathan Groth) i Champions League-finalen. Fakel-Gazprom Orenburg vandt den gang deres femte Champions League-titel, da holdet vandt begge kampe mod TTSC UMMC (seedet 3 – nr. 2 i 2012). Groth tabte ved den lejlighed til den 43-årige hviderussiske legende Vladimir Samsonov med 3-0 i sæt. Det var Samsonovs 13. Champions League-titel. Han har tidligere vundet tre gange med Borussia Düsseldorf (1997, 1998 og 2000), fem gange med belgiske La Villete Charleroi (2001, 2002, 2003, 2004 og 2007) samt fem gange med Fakel Gazprom Orenburg (2012, 2013, 2015, 2017 og 2019).


Timo Boll (tv.) mod Jonathan Groth (th.) i Champions League-semifinalen den 17/12-2020. Foto: ETTU.


Da sejren var i hus. Foto: ETTU.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@bordtennisdanmark.dk