Kampprogram for Senior DT 2025-2026 er nu klar

Kampprogrammet for alle senior DT-holdkampe i sæsonen 2025-2026 er nu færdigt og ligger klar på Bordtennisportalen, men kan desværre ikke ses før vi skifter sæson d. 1/7-2025. De ved tilmelding af hold angivne holdledere, har modtaget kampplanen direkte på mail. Som vanligt, oplever vi at nogle klubber ikke har angivet en holdleder med en e-mail adresse eller en gyldig e-mail adresse. Disse holdledere må vente til 1/7 når oplysningerne bliver tilgængelige.

De fleste klubber har været meget behjælpelige med at angive mange mulige datoer for afholdelse af samlinger – det er en stor hjælp i forbindelse med planlægningen. Mange tak for dette.

Det medfører dog ikke, at alle har fået alle ønsker opfyldt, men vi har dog gjort vores bedste. Nogle har fået flere samlinger, andre få. Husk at kampprogrammet kun omhandler første turneringshalvdel. Der er ingen garanti for at alle hold får en samling i hver turneringshalvdel, særligt hvis en klub deltager med flere hold på tværs af divisionerne.

Alle kampe er planlagt med størst mulige hensyntagen til de indmeldte muligheder og de bindinger dette medfører.

Som sædvanligt vil der være en periode hvor klubberne kan aftale gebyrfrie kampflytninger.


Sidste frist for gebyrfri kampflytning er 15. august 2025.

Af hensyn til dommerpåsætning i Ligakampene, henstiller vi dog venligst til at disse kampflytninger aftales hurtigst muligt.


Indløsning af licens

Når vi skifter sæson d. 1/7-2025, vil det være muligt at løse licens for spillerne. Klubber med nye udenlandske spillere skal specielt være opmærksomme på dette. Deltager en spiller i en holdkamp (eller et stævne), vil klubben blive opkrævet et gebyr pr. spiller som mangler licens.


Klubskifte og B-licens til anden turneringshalvdel

Sidste frist for klubskifte og B-licens til senior DT i anden turneringshalvdel er d. 30. september 2025.

Fristen for klubskifte og B-licens til senior DT i første turneringshalvdel er udløbet.


DT-ungdom

Sidste frist for tilmelding til DT-ungdom (drenge og junior) er 18. august 2025.

Indbydelse er sendt til alle klubber og kan findes på Bordtennis Danmarks hjemmeside.


Turneringsreglementer

Som følge af en igangværende proces, hvor alle klubber indkaldes til en evaluering af sæsonen 2024-2025, er alle turneringsreglementer endnu ikke færdige. Det generelle reglement samt DT-tillægget er udsendt, men kan blive revideret afhængig af tilbagemeldinger fra klubberne – særligt i forbindelse med den kommende evaluering af DT-turneringen.

 

Sommerferie

Turneringsgruppen lukker i perioder helt eller delvist ned som følge af den kommende sommerferie. Svartider på mails kan derfor være længere. Vi samler dog op på alle henvendelser før turneringsstart.

 

God sommer

Holdturneringsgruppen