Hvad er reglerne for tilskuere? Kan I have tilskuere til træning, og hvordan kan I i så fald sikre, at det sker forsvarligt?
Spørgsmålene til DIF´s corona-taskforce er mange. For selvom der er stor glæde over, at foreningsidrætten kan fortsætte trods de nye corona-restriktioner, er reglerne komplicerede og gråzonerne mange. I kølvandet på, at der torsdag den 29. oktober kom justerede fælles retningslinjer for DIF, DGI og Firmaidrætten, har spørgsmålene især omhandlet, hvor mange man må være samlet 10, 50 eller 500 personer. Det er med god grund, for overtrædelse af forsamlingsforbuddet kan i yderste konsekvens resultere i bøder.
DIF har derfor samlet deres bedste råd til, hvordan specialforbund kan hjælpe deres foreninger til selv at foretage disse vurderinger på en ansvarlig måde. DIF kalder det ‘Politi-testen’. Det vil nemlig altid være en meget konkret vurdering, om det gældende forsamlingsforbud er overholdt eller ej uanset DIF’s retningslinjer. Politiet vil ofte skulle foretage denne vurdering på et kort øjeblik. Det syn, der møder dem, vil danne basis for deres konklusion.
Råd nr. 1: Klart og effektivt adskilte grupper
Det er fortsat muligt at sektionsopdele træningen i grupper på max 10 personer for voksne, hvis grupperne er tydeligt og effektivt adskilt med fx kegler eller lign. DIF’s anbefaling er, at der er mindst to meters afstand mellem grupperne. Grupperne kan enten selvtræne, eller der kan være en træner, der står for træningen. Som noget nyt, åbner de nye retningslinjer op for, at en træner godt må have ansvaret for træningen/aktiviteterne i flere grupper, hvis grupperne er tydeligt og effektivt adskilt med fx kegler eller lign. Træneren må desuden kun være fysisk placeret i den ene af grupperne og må således ikke have kontakt med personerne i en anden gruppe.
Test-spørgsmål: Vil det være tydeligt for politiet:
– at der er tale om forskellige grupper?
– at grupperne tydeligt og effektivt er adskilt med fx kegler, tape eller lign.?
– at der ikke er personer, som bevæger sig fra gruppe til gruppe?
Råd nr. 2: Lav en struktureret plan for tilskuere
Der er tilladt at have tilskuere ved både stævner og træning. Dette er en mulighed, som mange forældre typisk gerne vil benytte sig af. Vælger I at tillade tilskuere, bør I lave en plan, som sikrer, at I kan overholde følgende:
– Tilskuerne skal have en fast plads og skal sidde ned under hele træningen eller turneringen – kun toiletbesøg, kortvarige besøg i fx cafeteria mv. kan forsvare, at de forlader deres plads.
– Den faste plads kan enten være på fx tribuner eller en medbragt klapstol.
– Tilskuerne skal være placeret med næsen i samme retning alle sammen, og der skal være mindst én meters afstand til hinanden, ligesom der skal være mindst to kvadratmeter areal pr. tilskuer.
– Tilskuerne må ikke have kontakt med de udøvere, der træner – det gælder også for forældre.
– Evt. forplejning skal indtages på de faste pladser med mindre, der er offentlig tilgængelige cafeterier eller restauranter i idrætsfaciliteterne.
Testspørgsmål: Vil det være tydeligt for politiet:
– at der er tale om tilskuere – dvs. kan I fx sikre, at børnene ikke løber frem og tilbage mellem træning og forældre på tilskuerpladserne?
– at tilskuerne placerer sig med den nødvendige afstand til hinanden – med næsen i samme retning?
Råd nr. 3: Nødvendige voksne i børn og unge grupper til og med 21 år (forsamlingsforbud på 50)
Der gælder et forsamlingsforbud på 50 personer ved idrætsaktiviteter for børn og unge til og med 21 år inkl. ”nødvendige voksne”. Men hvad er en ”nødvendig voksen”? Og kan man presse citronen en smule og fx hævde, at Hans, Valdemar og Otto på 22 år, er ”nødvendige voksne”, fordi de er blevet forfremmet som hjælpetrænere på seniorholdet?
DIF’s klare anbefaling er, at I ikke presser citronen. Det er brandærgerligt, at tre holdkammerater ekskluderes fra fællesskabet og træningen for en periode. Men det er prisen, vi desværre må betale for at holde en stor del af vores børn og unge-idræt i gang. DIF’s bedste råd er, at I kun fortsætter med de ”nødvendige voksne”, der var behov for, FØR de nye restriktioner blev indført.
Test-spørgsmål: Virker det plausibelt, at er der mere end 1-2 voksne træner på et ungdomshold? Eller virker nødvendigt med forældredeltagelse til børn over 12 år?
Spørgsmål kan rettes til DIF’s Corona-taskforce på corona@dif.dk.