Klar til kanonklimaks i HED

Finalerne i Elitedivisionen for Herrer indledes søndag eftermiddag, når de forsvarende danske mestre fra Køge Bugt hjemme tager mod de ubesejrede grundspilsvindere og DM-favoritter fra Roskilde – uden at ville fornærme de øvrige HED-hold, er det “drømmefinalen”, der venter forude!

ROSKILDE (Foto: btk61.dk)

Først lidt statistik: I de to finaledeltageres grundspilsopgør har Roskilde været (klart) stærkest – begge kampe blev vundet med 5-2, men i ingen af kampene var Køge Bugt i stærkeste opstilling.

I de to kampe har alle de formodede spillere på de to hold været i kamp – begge hold har brugt hver fem spillere i grundspilsopgørene, som det kan ses herunder:

KØGE BUGT v ROSKILDE
Magnus Wahlgren – Allan Bentsen
Henrik Elofsson – Kenn Løkkegaard
Fredrik Nilsson – Christian K. Larsen
Claus Rasmussen – He Ke Yi
Magnus Wahlgren – Christian K. Larsen
Fredrik Nilsson – Allan Bentsen
Henrik Elofsson – He Ke Yi
2-5
2-3
3-2
2-3
1-3
3-2
0-3
1-3
|
|
|
|
|
|
|
|
ROSKILDE v KØGE BUGT
Allan Bentsen – Fredrik Lundqvist
He Ke Yi – Fredrik Nilsson
Christian K. Larsen – Claus Rasmussen
Casper Gammelmark – Henrik Elofsson
Allan Bentsen – Claus Rasmussen
Christian K. Larsen – Fredrik Lundqvist
He Ke Yi – Henrik Elofsson
5-2
3-0
3-1
3-1
2-3
3-1
1-3
3-1

Allan Bentsen har for Roskilde vundet samtlige kampe mod KB – ikke nogen overraskelse, da han gik ubesejret gennem hele grundspillet (og – indtil videre – slutspillet). Lidt kuriøst er det, at han har mødt fire forskellige KB-spillere i de to opgør – i finalerne venter Magnus Wahlgren (der blev besejret 3-2) og en af Frederik’erne, Lundqvist & Nilsson, der begge blev besejret uden sættab.

Køge Bugt havde inden sæsonen store forventninger til førstemanden Magnus Wahlgren og ikke mindst til hans formodede stigende formkurve gennem sæsonen – i den anden semifinale mod HGI blev disse forventninger (endelig) indfriet, da svenskeren slog begge de stærke Hillerød-kinesere.

Samlet set er det dog ikke blevet til det helt store for Wahlgren, og i den direkte “førstemandsduel” er Bentsen klar favorit – chancerne mod enten Christian Larsen eller He Ke Yi er noget større, men nogen givet sejr er det – trods den store formfremgang i den seneste kamp – ikke på forhånd.

De ubekendte kampe ligner det, der vil afgøre DM-finalerne: For Roskilde er det Bønne & Hasse, der skal indplaceres i hvert deres parkryds, men Fredrik’erne skal det samme for Køge Bugt.

He Ke Yi (Hasse) er ubesejret mod Køge Bugt – fire kampe mod tre modstandere har givet fire sejre på 3-1, hvoraf de to mod Nilsson og fjerdemanden, Claus Rasmussen er de interessante.

Christian Larsen (Bønne) har ligeledes slået Nilsson (3-2) og Rasmussen (3-1), men har tabt til Wahlgren (2-3) og Lundqvist (1-3) – alle kampe i 1. parkryds. Spørgsmålet er om han i finalerne foretrækkes i næstbedste, med forventning om at Hasses succes mod div. KB-spillere fortsætter?

Fredrik Lundqvist spillede kun med i den ene grundspilskamp mod Roskilde, hvor det blev til føromtalte sejr mod Bønne og nederlag til Bentsen – Lundqvist har ikke mødt (og tabt til) Hasse,
så måske forsøger Køge Bugt at ramme opstillingen, hvor de to vil tørne sammen?

Fredrik Nilsson har spillet tre singlekampe mod finalemodstanderne, som alle tre er blevet tabt! Tættest på var han mod Bønne, hvor det blev 9-11 i afgørende sæt – igen en (god) grund til at tro at Køge Bugt søger dette match up endnu en gang.

På de sidste pladser er rækkens vel nok bedste fjerdemand, Claus Rasmussen et sikkert valg for Køge Bugt, mens Casper Gammelmark og Kenn Løkkegård kæmper om den sidste plads hos Roskilde, der ikke står nær så stærkt på denne position som finalemodstanderne.

ROSKILDE (Foto: btk61.dk)

Juniorlandsholdsspilleren Gammelmark har vundet tre kampe undervejs i grundspillet, mens det ikke er blevet til nogen sejre for Løkkegård – ingen af dem vandt noget i semifinalerne mod OB.

Uanset hvem der vælges til finalerne, bliver det mere end svært at pynte på den sløje statistik mod Køge Bugt – alt andet end lutter KB-sejre mod Roskildes fjerdemand vil være en stor overraskelse.

Alt i alt ligner det på forhånd nogle spændende finalekampe, der indledes i weekenden – qua deres status som ubesejrede er det svært andet end at udpege Roskilde som favoritter, men med et mesterhold i stærkeste opstilling, er det ikke meget, der skiller de to hold – på papiret, anyway…

Første finalekamp spilles altså på søndag d. 13. april kl. 17:00 på Hastrupskolen i Køge – mandag d. 21. april er der returopgør i Roskilde, og ender de to første finalekampe med hver deres vinder, spilles en tredie kamp tirsdag d. 22. april, ligledes i Roskilde.

På dbtu.dk kan man under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne læse meget mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og sidste sæson…

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 12
Kontaktperson e-mail: gitte.hvid@dbtu.dk