Peter Svenningsen i kamp for B75. Foto: Jim Christensen.
Da Peter Svenningsen for tre år siden skiftede Hillerød ud med Hirtshals, var det med fuld fokus på træningsmulighederne i klubbens internationale akademi og med målet om at slå igennem på seniorlandsholdet og den internationale scene.
I dag, midt i coronakrisens hårde nedlukning, er han ikke i tvivl om, at han er blevet en anden og bedre spiller end for blot et år siden. Den helt store forskel er dog mentalt, og selv om de to daglige pas uden tvivl har haft deres virkning, er det faktisk rollen som daglig leder for B 75 og det hverdagspres, som følger med, der har udviklet Peter Svenningsen mest.
– Jeg er ikke den samme spiller mere. Jeg reagerer anderledes og føler mig ikke så nervøs og presset. Jeg er anspændt – det skal man være – men selv om jeg har spillet med tilskuere i hallen, og jeg har skullet vinde ved 4-2, har det bare ikke været det samme pres, som ligger på mig til daglig. Førhen turde jeg næsten ikke spille ved 10-10, men nu er jeg vant til, at det er mig, der har skullet sørge for, at de udenlandske spillere kunne komme hertil, og jeg har også oplevet, at en af spillernes kæreste pludselig stod i lufthavnen og ikke kunne komme ind i Danmark. Det er mit ansvar at løse den slags ting, og det har gjort mig til en anden person, fortæller Peter Svenningsen.
Han var blot 16 år og juniorlandsholdsspiller, da han for tre år siden skiftede til B 75. I begyndelsen var han i Hirtshals 10 dage om måneden, men i august i år tog han skridtet fuldt ud og flyttede til byen sammen med sin kæreste. I første omgang skulle han også fungere som ungdomsansvarlig, men da coronakrisen satte sig store præg på det arbejde, blev han i stedet daglig leder af den ambitiøse klub, som lige nu arbejder med en 2025-målsætning om at komme i Champions League og have enten fem spillere blandt de 200 bedste på verdensranglisten eller have fire i Top100, som samtidig bor i Hirtshals.
En ordentlig mundfuld for en 19-årige elitespiller med potentiale til at tage ansvaret og fungere med det. Det krævede dog en vis tilvænning.
– Da der var gået tre uger, ringede Lars Rokkjær til mig og irettesatte mit hidtidige arbejde og fortalte, hvad klubben forventede af mig. Han vil gerne have, at alt skal fungere rigtigt godt i klubben, og han havde måske regnet med, at jeg kunne tage ansvar fra dag ét. Det havde jeg måske ikke gjort. Jeg var bare en 19-årig dreng, der skrev lidt rundt og regnede med, at det hele nok skulle gå. Snakken med Lars hjalp mig, siger Peter Svenningsen.
Der gik det nemlig op for ham, at det var ham, der skulle tage ansvaret for alle klubbens 60 medlemmer inklusiv opgaven med at få udenlandske spillere frem til kampene og have styr på procedurerne, hvis et medlem bliver testet positiv for Covid19.
– Jeg havde aldrig set mig selv som daglig leder i B 75, men nu står jeg med den, og jeg har det godt med ansvaret, siger Peter Svenningsen.
Peter Svenningsen, Sophie Walløe og Stefanie H. Christensen ved Finlandia Open i 2019. Foto: Privat.
Klar med nyt koncept
En af de ting, han har arbejdet med, er samarbejdet med områdets skoler, der med den aktuelle nedlukning selvfølgelig er sat i bero. For Peter Svenningsen, formand Daniel Christensen og cheftræner Oscar Perman har ungdomsarbejdet i lang tid imidlertid mest handlet om at være klar med et stærkt koncept, når coronakrisen en dag er ovre.
Den helt store rekrutteringskanal i B75 er den årlige, regionale skoleturnering med 300-500 deltagere. Den har naturligvis været aflyst i år, og på et tidspunkt besluttede B 75 derfor, at det ikke gav mening for Peter Svenningsen at være ungdomsansvarlig.
De 15 spillere, som ungdomsafdelingen var oppe på, var svundet ind, og samtidig kunne klubbens ledere heller ikke tage rundt på skolerne og præsentere sporten, sådan som de tidligere har gjort.
– Duffy (Dennis Skaarup) var heroppe en weekend for at fortælle os om sit koncept med motorisk leg. Derefter har vi udviklet noget tilsvarende, men vi har også besluttet, at ungdomshold ikke giver mening før efter coronakrisen igen. Det giver ikke mening at starte sådan et koncept op med fire ungdomsspillere. Det kræver, at vi får mange børn og hele Nordjylland med, forklarer Peter Svenningsen.
Han og de øvrige ledere i klubben har brugt tiden på at snakke med en lang række skoler, idrætslærere og inspektører, så klubben er klar til at gå i gang med konceptet, når muligheden igen er til stede. Den første klasse har været på besøg i B 75’s lokaler inden den nordjyske nedlukning, og Peter Svenningsen har store forventninger til konceptet.
– Vi håber selvfølgelig, at vi efter Covid19 får en masse ungdomsmedlemmer ud af det og også kan afholde skoleturneringen igen. Jeg er rimelig optimistisk, siger Peter Svenningsen.
For ham at se er et af problemerne med at skabe en stor ungdomsafdeling manglen på børn i Hirtshals, som oplever, at børnefamilierne ofte bosætter sig i nærheden af Hjørring i stedet.
En del af fællesskabet
Til gengæld er der et stærkt sammenhold, som han ikke har oplevet lignende i de klubber, han tidligere har spillet i.
En del af det tillægger han de obligatoriske check-in og check-ud-seancer ved hver træning, og at elitespillere og motionister er samlet. På den måde kommer spillerne til at tale sammen på kryds og tværs. Dertil kommer det nære lokalmiljø.
– Der bliver ikke ansat nogle elitespillere her, som ikke også hjælper frivilligt til i klubben. Det står simpelthen i kontrakten, at man skal hjælpe til, når der er brug for det. Det er nok også derfor, at mange spillere bliver her. Man bliver en del af fællesskabet og ikke kun af eliteholdet, siger Peter Svenningsen, som også har vænnet sig til at se de øvrige spillere som kammerater i stedet for konkurrenter.
– Når du flytter herop, til et miljø med tre restauranter, et apotek og fem supermarkeder, er du nødt til at være gode venner med alle, så du kan lave noget socialt ved siden af bordtennis. Ellers kommer du til at sidde alene i huset, siger han.
Stadig stålsat i jagten på et landsholdsgennembrud men også som en del af klub-familien.