Et succesfuldt første år for klubudviklingsprojektet!
DBTU’s klubudviklingsprojekt, ”Klubben i fokus: Udvikling af den bæredygtige bordtennisklub”, der skal medvirke til at styrke bredden i dansk bordtennis de kommende år, har nu kørt et lille års tid. Det har for de fleste klubbers vedkommende været en ubetinget succes. Her er nogle af de initiativer, projektforløbet har været med til at søsætte:
• Pigeprojekter og -rekruttering
• Bedre faciliteter
• Flere og bedre uddannede trænere
• Forældredage
• Flere frivillige ledere
• Organisationsudvikling
• Øget synlighed i nærområdet
• Nedsættelse af udvalg
• Flere træningstimer
• Større deltagelse i stævner
• Familiesøndage for hele familien
• Arrangeret klubture til landskampe
• Børnebord, skåret 8 cm. Af et bord.
Projektet er igangsat i samarbejde med DIF med henblik på at videreudvikle klubber rundt omkring i landet, så de er parate til at tage imod og tilbyde de mange nye medlemmer, der strømmer til klubberne, kvalitetsaktiviteter og -oplevelser. Og vurderet ud fra tilbagemeldingerne fra de deltagende klubber tyder meget på, at projektet er en succes: klubberne får bedre styr på organisationen i klubben og dermed skabt grundlag for at tilbyde medlemmerne de bedste forhold under de givne omstændigheder.
Nu er det så ved at være tid til endnu en ansøgningsrunde, og jeg vil derfor på vegne af styregruppen opfordre alle klubber, der har lyst til at igangsætte en positiv (videre-)udvikling i klubben, til at holde øje med hjemmesiden og klubposten de kommende dage, hvor projektbeskrivelse og ansøgningsskema m.m. vil kunne findes.
Der er også lidt ekstra informationer under punktet ”klubben i fokus” på hjemmesiden.
Er der spørgsmål til projektet og/eller ansøgningsskema, er breddekonsulenterne Allan Bentsen og Jakob Staun klar til at hjælpe via telefon 43 26 21 11/ 43 26 21 17 eller mail allan.bentsen@dbtu.dk / jakob.staun@dbtu.dk