Københavns BTK sendte Dragør hjem med nederlag
Der var ikke mange, der før kampen ville sætte penge på, at København ville tage point fra Dragør BTK, der af mange er spået chancer for medaljer. Men der var mindst fire spillere og en træner, der troede på det. Og de fik, hvad de kom efter. En overraskelse og tre gode point til Københavns BTK.
Københavnernes første parkryds ramte dagen, og var flyvende i deres fire kampe. Fuldt hus i alle kampe, og så skulle der blot en enkelt til i andet parkryds for, at sejren var hjemme.
Stærkt medvirkende til Københavnernes sejr var Anders Holms indledende sejr over Christian Larsen, som i sidste sæson vandt det nordiske mesterskab. Sejren på 3-2 satte Remisen i bevægelse og skabte gejst og endnu mere tro blandt de øvrige spillere på holdet.
Robert Eriksson fulgte op med en 3-1 sejr over Daniel Fynsk, mens både Henrik Laxby og Jonathan Stonor tabte forholdsvist klart til henholdsvis Morten Knudsen og Kim Høgsberg. 2-2.
Københavnerne fik ikke den bedste start efter pausen. Robert kom bagud med 0-1 mod Christian Larsen, og endnu være så det ud for Anders, der hurtigt var nede med 0-2 i sæt.
Men så lettede svenskerne igen, og vendte kampene. Anders vandt forholdsvis sikkert de sidste tre sæt, mens Robert hev de tre nødvendige sæt hjem med forholdsvis små marginaler. 4-2 til København.
Selvom et point allerede var i hus, var det tydeligt, at både Henrik Laxby og Jonathan Stonor gik efter alle tre point. Begge kom bagud med 0-1 i sæt mod henholdsvis rutinerede Høgsberg og Knudsen.
Men så satte ungdomsoprøret ind. Jonathan bragte sig på 1-1 efter 6-10 og havde sætbold til 2-1 i sæt. Og Henrik arbejdede sig stille og roligt ind i kampen, fik sat Høgsberg under pres og væk fra bordet. 3-1 til Henrik Laxby, der dermed blev matchvinder. 5-2 til Københavns BTK.
Jonathans nederlag til Knudsen nåede ikke at komme på resultattavlen.
Kampen blev overværet af ca. 40-50 tilskuere på Københavns BTK’s rigtige hjemmebane i Remisen. Super stemning, og stor optimisme forud for den vigtige kamp søndag den 16. november imod Hillerød.
—
Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om de 16 ED-hold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og de seneste sæsoner…