Nyoprykkede Københavns BTK indledte turneringen med at møde sidste års sølvvindere fra Køge Bugt.
På forhånd var der ikke levnet Københavns BTK de store chancer, idet Køge Bugt på papiret har et frygtindgydende hold. Til denne sæson har Køge Bugt forstærket deres i forvejen stærke trup med japanske Daisuke Ishida fra Japan, og DM bronzevinderen Claus Rasmussen. Til dagens kamp stillede de med yderligere Magnus Petterson og Frederik Nilsson.
Københavns BTK er ligeledes blevet forstærket med kroatiske Vladimir Dragic. Til dagens kamp stillede Københavns BTK desuden med Sune Larsen, Jan Enevoldsen og Anders Roger Mortensen.
Københavnerne fandt hurtig ud af, at serverne er skarpere, og spillet hurtigere end sidste sæsons kampe i 1. division. Efter de første 4 singler var Køge klart i teten med en 4-0 føring. Men doublerne satte Københavnerne i gang, idet Jan og Anders slår Claus og Christian (sat ind i double) med 3-1. Sune og Vladimir har også godt fat i Frederik og Daisuke, men må se sig besejret 3-1.
Herefter spiller Vladimir og Sune 2 forrygende kampe mod henholdsvis Daisuke og Claus. Vladimir trækker sig sejrrigt ud af kampen mod Daisuke med 3-1. Vladimir er bagud 5-10 i 4. sæt, men får alligevel hevet sejren hjem med 12-10. Sune spiller en meget underholdende kamp mod Claus, med mange loop til loop dueller. Sune taber første sæt efter en 10-6 føring. Sune vinder de to næste sæt, og i 4. sæt har han 4 matchbolde. Desværre for Sune og Københavns BTK taber han sættet og kommer aldrig rigtig i gang i 5. sæt. Claus vinder 11-8 i femte sæt.
En ok start for Københavns BTK, som trods svære odds leverede en god holdindsats.