”Opgøret mellem Københavns BTK og Århusianske SISU/MBK var begge klubbers
anden kamp i denne sæson. De kom begge med nederlag på 6-2 fra deres første
kamp, og begge hold får brug for så mange point som overhovedet muligt for
at blive i rækken i år. København havde valgt at sætte klubbens kroatiske
spiller Vladimir Dragic og Sune Larsen i første par-kryds, mens Jan
Enevoldsen og Anders Mortensen var i andet kryds. SISU havde Claus Pedersen
og Ulrik Marcussen i første kryds, mens Torben Rasmussen og Thomas
Kjeldgaard var i andet kryds.
Københavns Vladimir mødte Ulrik i første kamp. Efter en tæt fem-sæts kamp
trak Vladimir imidlertid det længste strå. I andet kryds vandt Jan over
Thomas i fire sæt. Sune fulgte op med en sejr i samme sæt-cifre over Claus.
I den sidste kamp inden doublen vandt SISUs Torben med 3-1 i sæt over
Anders, og stillingen var derved 3-1 til København inden doublerne.
Begge doubler var i fire sæt, og endte med en sejr til hver klub. Stillingen
blev derved 4-2 til København.
I de næste to kampe mødtes de formodede bedste spillere fra klubbernes
første kryds. Sune vandt over Ulrik i en jævnbyrdig kamp i fire sæt.
Vladimir vandt ligeledes over Claus, men med to bolde i femte sæt. København
vandt derved kampen med 6-2”.