Køge Bugt Danmarksmester

Køge Bugt blev for andet år i træk danske mestre for herrehold efter tre finaler. Humøret gik fra langt nede i kælderen efter første kamp i Virum, der blev tabt med 1-6, over optimisme efter anden finale der blev vundet 6-2, til jubelscener efter den tredje finale der blev vundet med 6-4 på hjemmebane.
 
Frederik Nilsson, Magnus Pettersson, Mads Skovsen og Christian Andersen har spillet samtlige kampe, og har vundet såvel grundspillet, slutspillet og DM-finalen. Derfor et yderst fortjent DM til Køge, der i en sæson hvor Christoffer Petersen og Claus Rasmussen søgte andre udfordringer fandt fuldgod erstatning i Christian Andersen og Mads Skovsen.
 
3. finale
Køge Bugt – Virum-Sorgenfri 6 – 4.
De første fire kampe gav et tegn om hvem der havde det mentale overskud i denne den tredje finale. Frederik Nilsson var tilbage for fuld kraft og vandt med 3-1 over Henrik Vendelbo og Mads Skovsen tabte til Martin Bremer med 0-3. Dermed 1-1 inden to kampe, der skulle vise sig at få stor betydning. Magnus Pettersson, Køge mod Silas Friby, Virum. En kamp der havde det hele. Magnus er favorit, men Silas har vist sig som hard hitter i denne sæson mod flere af de etablerede Elitedivisionsspillere. Silas spiller en brændkamp fører 10-5 i femte sæt og står klar til at bringe Virum foran med 2-1. I stedet henter den rutinerede svensker fem i træk og udligner til 10-10 inden begge parter har flere matchbolde til at afgøre kampen. Til sidst lukker Magnus til 3-2 ved at vinde 17-15. I kampen mellem Christian Andersen, Køge og Mikkel Hindersson, Virum lå det igen til Virum, da Mikkel havde vundet de to første sæt og førte 5-1 i tredje. Her tog Christian en time out og selvom det var op ad bakke resten af kampen for Christian formåde han at vinde 3-2 og dermed bringe Køge i front med 3-1.
 
Doublerne sendte Virum tilbage i kampen med to klare 3-0-sejre. Magnus og Frederik tabte for første gang i sæsonen til Vendelbo/Bremer.
 
Stillingen var nu 3-3 og da kampen skulle afgøres og ikke kunne ende uafgjort, så var der lagt op til en yderst spændende afslutning.
 
Frederik vinder med klare 3-0 over Silas 11-7, 11-5, 11-4. Magnus vinder 3-1 over Henrik Vendelbo. De to tidligere opgør var gået med en sejr til hver. Mads Skovsen kunne lukke finalen med en sejr over Mikkel Hindersson, men Mikkel ville det anderledes. Skovsen lagde godt fra land, men kunne ikke lukke selvom han var foran med 2-1. Mikkel vandt med 12-10 i femte, og selvom Køge kunne lugte guldet var der igen lang vej.
 
Sidste kamp stod mellem Christian Andersen, Køge og Martin Bremer, Virum. Christian havde ikke vundet nogen af sæsonens tidligere opgør, men DM-finaler er noget specielt. Martin tog første sæt med 11-7 inden Christian fandt spillet og fik en god start i både andet og tredje, som blev vundet med 11-6, 11-4. i fjerde sæt var det tæt hele vejen. Christian førte 8-6, men Martin kom igen til 8-8 og igen til 9-9. Her har Christian egen serv og vinder to bolde i en yderst intens kulisse med stor opbakning fra hjemmepublikummet.
 
Køge vandt dermed 6-4 og tog det andet DM til Østsjællanderne.

Resultater:
Fredrik Nilsson – Henrik Vendelbo 3-1
Mads Damgaard Skovsen – Martin Bremer Jensen 0-3
Magnus Petersson – Silas Furu Friby 3-2
Christian Andersen – Mikkel Hindersson 3-2
Double Køge Bugt – Virum-Sorgenfri 0-3
Double Køge Bugt – Virum-Sorgenfri 0-3
Fredrik Nilsson – Silas Furu Friby 3-0
Magnus Petersson – Henrik Vendelbo 3-1
Mads Damgaard Skovsen – Mikkel Hindersson 2-3
Christian Andersen – Martin Bremer Jensen 3-1

Forfatter: JH
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk