Kort proces i Guangzhou

Verdensetteren Ma Long gjorde kort proces med Michael Maze i semifinalen ved Volkswagen Cup i Guangzhou – den topseedede hjemmebanefavorit vandt 4-0 i en kamp, der varede i ca. 25 minutter.

Maze fik i alt 20 points i de fire sæt – Ma Long var præcis ligeså overlegen, som cifrene antyder, og kineseren slog Maze for sjette gang i alt, hvor de tre sidste sejre har været med 4-0.

Trods nederlaget får Maze en fin erkendtlighed med hjem til Danmark – semifinalepladsen udløser en kontant belønning på $12.500, hvilket modsvarer ca. 69.000 danske kroner.

I finalen møder Ma defensivspilleren Joo Se-Hyuk fra Sydkorea, der har været turneringens store overraskelse – Joo har besejret både Timo Boll og Jun Mizutani, og er nu finaleklar i Kina.

VOLKSWAGEN CUP
SEMIFINALE
Ma Long, Kina – Michael Maze: 4-0 (11-4, 11-7, 11-3, 11-6)

MA LONG

29/3 – 22:15 | Maze semifinaleklar i Kina
Michael Maze er klar til semifinalerne ved Volkswagen Cup – i kvartfinalen gjorde han relativt kort proces med verdensranglistens nr. 16, Cheung Yuk, Hong Kong, der blev besejret med 4-1.

Maze vandt de to første sæt med 11-9, tabte det tredie med 8-11, hvorefter de to sidste sæt blev vundet klart med 11-5 og 11-8, efter klar Maze-føring undervejs.

Altså ikke de store problemer for Michael Maze i åbningskampen ved VWC, og han kan nu se frem til et møde med den topseedede verdensetter, kinesiske Ma Long, der i sin kvartfinale besejrede den tidligere verdensmester, østrigske Werner Schlager, med 4-1.

“Det var ikke Michaels bedste kamp, men det var en mental flot sejr”, sagde coach og landstræner Hu Wei Xin efter kampen.

Michael Maze var ligeledes godt tilfreds efter sejren; “Jeg er meget glad for at have vundet den første kamp, sagde Michael Maze. Første kamp i en ny stor hal er aldrig let, og derfor er jeg glad for at det gik så forholdsvis smertefrit i kvartfinalen”, sagde en tilfreds Maze efter sejren.

MICHAEL MAZE

VOLKSWAGEN CUP
KVARTFINALE
Cheung Yuk, Hong Kong – Michael Maze: 1-4 (9-11, 9-11, 11-8, 5-11, 8-11)

1 .sæt: 11-9
Maze fører størstedelen af sættet 2-2 bliver til 4-2, 6-4, 8-6, 8-8, 9-9, 11-9

2. sæt: 11-9
Maze er bagud i starten 2-4, men udligner til 5-5, men det bliver 5-7 og 6-8, inden Maze får en stærk periode og går til 10-8 og sætsejr 11-9

3. sæt: 8-11
Chen Yuk fører hele sættet 1-5, 4-5 er tætteste Maze kommer op til honkgkongkineseren. det bliver 5-10 og 8-11

4. sæt: 11-5
Maze går fra 5-5 til 11-5 efter stærk periode

5. sæt: 11-8
Maze har styr på tingene. Fra 3-3 kommer han på 8-6, 9-7, 10-8 og 11-8

MICHAEL MAZE (Foto: ittf.com)CHEUNG YUK (Foto: ittf.com)

Nederst kan ses alle danske kampe/resultater – Volkswagen Cup kan følges hos ITTF…

29/3 – 08:15 | Cheung venter i Guangzhou
Michael Maze møder i første runde ved Volkswagen Cup Hong Kongs Cheung Yuk, der er nr. 16. på verdensranglisten – Maze er selv nr. 9 på samme liste.

Maze har vundet fire af de seks tidligere opgør mod Cheung, og i de tre seneste opgør er det blevet til dansk sejr – senest ved sommerens Euro-Asia All Stars, hvor Maze besejrede Cheung med 3-2.

Første runde i herreturneringen indledes kl. 12:00 i kinesiske Guangzhou, med Cheung v Maze som den første af de fire kvartfinaler, der har fik følgende udseende efter nattens lodtrækning:

Cheung Yuk, Hong Kong – Michael Maze
Joo Se-Hyuk, Sydkorea – Timo Boll, Tyskland
Vladimir Samsonov, Hviderusland – Jun Mizutani, Japan
Ma Long, Kina – Werner Schlager, Østrig

28/3 | Maze mod verdens bedste
Otte spillere er med i Volkswagen Cup i bordtennis i Guangzhou i det sydlige Kina der spilles mandag og tirsdag. Der spilles en ren knockout turnering med 50.000 dollars til vinderen.

De otte spillere er de otte bedste på verdensranglisten for både damer og herrer – dog maksimalt en spiller fra hvert land. Vinderen får foruden de 50.000 dollars også en spritny folkevogn.

Der spilles kvartfinaler mandag fra kl. 12:00 dansk tid mandag morgen, mens der spilles semifinaler og finale tirsdag – lodtrækning til turneringen foretages søndag nat.

MICHAEL MAZE (Foto: ittf.com)

Deltagerfeltet ved Volkswagen Cup 2010 på herresiden er som følger:

Ma Long, Kina
Timo Boll, Tyskland
Vladimir Samsonov, Hviderusland
Michael Maze, Danmark
Joo Se-Hyuk, Sydkorea
Jun Mizutani, Japan
Cheung Yuk, Hong Kong
Werner Schlager, Østrig

VOLKSWAGEN CUP | 29.-30. MARTS
KVARTFINALE
Cheung Yuk, Hong Kong – Michael Maze: 1-4 (9-11, 9-11, 11-8, 5-11, 8-11)

SEMIFINALE
Ma Long, Kina – Michael Maze: 4-0 (11-4, 11-7, 11-3, 11-6)

Forfatter: Madsen & Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk