Kronprinsen til EM i bordtennis

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik vil til bordtennis-EM i Århus, der afvikles fra d. 27. marts til d. 3. april. Ved OL i Athen nåede kronprinsen ikke at se de danske bronzevindere Michael Maze og Finn Tugwell i aktion. Han har nu meldt sin ankomst til Europamesterskaberne i bordtennis i Århus, Atletion.

Kronprinsen er protektor for EM i Århus, Atletion fra den 27. marts til den 3. april, hvor der forventes deltagere fra små 50 lande i Europa og ca. 700 deltagere (spillere, trænere og delegerede). Besøget under EM vil foregå onsdag d. 30. marts, hvor Hans Kongelige Højhed vil overvære herre-hold-finalen.

Kronprinsen har igennem sit legat, der uddeles gennem Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederiks Fond, ydet støtte til flere bordtennisspilleres udvikling. Bl.a. har Martin Monrad (1993), Michael Maze (1997) og Christian Larsen (2004) fået legater fra Kronprinsens Fond, så Kronprinsen kan samtidig konstatere om investeringerne har båret frugt.

Forfatter: Jakob Harden
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk