Kunne du tænke dig at spille bordtennis på Københavns Rådhus?

BAT60+ indbyder hermed alle landets 60+spillere til stævne i Rådhushallen på Københavns Rådhus den 12. og 13. november 2024. Eventen kan lade sig gøre med en flot donation fra VELUX fonden, som støtter det stærke frivillignetværk der er i BAT60+.

Anledningen er dels den stærkt stigende interesse for bordtennis blandt ældre medborgere og dels en fejring af, at landets største kommune igen har bevilget penge til en yderligere styrkelse af indsatsen for at aktivere ældre medborgere. Målet er, at endnu flere skal spille bordtennis med henblik på større bevægelighed, livsglæde, stimulering af hjernen og dermed en større parathed til at møde aldringsprocesserne.

Formanden i Bordtennis Danmark, Henrik Vendelbo, lægger ikke skjul på sin begejstring for projektet:

”Det er et stærkt arbejde, som de Bat60+-frivillige laver til gavn for de ældste udøvere af vores sport. Vi mærker en stigende interesse for Bordtennissporten som redskab til at skabe både sociale netværk og derigennem mental sundhed men naturligvis også som omdrejningspunkt for fysisk aktivitet og vedligehold af kroppen i aldringen. Det er dette unikke arrangement på Københavns Rådhus med til at sætte streg under”, udtaler Henrik Vendelbo og fortsætter:

“Vi har i de sidste 3 år haft et omfattende samarbejde med Københavns Kommune omkring aktivering af ældre med bordtennis og har ikke kun fået over 700 nye aktive både i klub og på aktivitetscentre, men også over 25 frivillige, som hver dag gør en kæmpe indsats for sporten og for sundheden. Det er jeg imponeret over. Den indsats, som BAT60+ gruppen lægger i arbejdet er vi glade for som organisation at kunne bakke op om,” afslutter formanden.

Samarbejdet mellem BAT60+ og Københavns Kommune er kommet godt fra start med en firedobling af spillesteder og deltagere.

Uanset hvor i landet man bor er alle 60+-mænd og -kvinder velkomne til at deltage i dette unikke BAT60+-arrangement i en af Danmarks fineste bygninger.

Single-stævnet afvikles i 4 rækker A, B, C og D.

D er helt nye begyndere, C er lettere øvede, B er rimeligt rutinerede og A er turneringsspillere.

  • A rækken spiller tirsdag 12. november fra 9 – 12
  • B rækken spiller tirsdag 12. november fra 13 – 16
  • C rækken spiller onsdag 13. november fra 9 – 12
  • D rækken spiller onsdag 13. november fra 13 – 16

Det er helt umuligt at forudse, hvor mange der tilmelder sig, men der er en begrænsning for, hvor mange, der kan være på Rådhuset. Der er et loft på 80 deltagere pr. række efter først til mølle-princippet.

Udover at deltage i stævnet kan man besøge forskellige stande og indhente yderligere information om bordtennis og sundhed.

Pris: 0 kr

(NB: Det er ikke muligt at købe mad på Rådhuset).

Tilmelding til Tommy Jensen senest 23.10.24 på tjada@bellahoej.net

Skriv RÅDHUSET og angiv navn, mail, tlf., række og evt. klub.

Yderligere oplysninger: Gert Jørgensen – Gertj@bat60.dk – tlf.: 2735 5455.

Du kan læse mere om arrangementet på BAT60+s begivenhed på Facebook.