Ledertræf

Der er i øjeblikket ikke den store opbakning til breddeudvalgets ledertræf, vi vil gerne opfordre lederne rundt omkring i klubberne til at bakke op om det. Det er en god mulighed for at få snakket med andre ledere og få nye input til dagligdagen. Tilstede vil være breddeudvlaget, breddekonsulenten, dommergruppen og evt. uddannelsesgruppen. 

Sidste frist er fredag den 22.september kl. 12.

 

Så er breddeudvalget klar med nye ledertræf, to træf på Sjælland, et på Fyn og et i Jylland. 
 
Her er INDBYDELSEN til  ledertræf.
 
Tilmelding til kan foretages under uddannelse/kurser her på siden.
 
 
Her er hvad sidste års deltagere fik ud af et ledertræf:
 
Ledertræf i Silkeborg
Tak for den gode oplevelse…
Mandag d. 5. september tog tre forventningsfulde medlemmer af Billund Bordtennisklub til Silkeborg for at høre, hvad vi troede, var et foredrag af den store Allan Bentsen, som nu er breddekonsulent i DBTU. Vores forventninger på det område blev næppe opfyldt, men til gengæld deltog vi i et fremragende arrangement, hvor de centrale problemer i bordtennissensverdenen kom under debat.

Som nøgleord for arrangementet vil jeg først og fremmest nævne alsidigheden. Deltagerne og oplægsholderne var dels erfarne folk i branchen, der med mange år på bagen kunne berette om udviklingen i sporten bl.a. i forbindelse med de senere års succes, dels ”nybegyndere”, der med deres gejst og engagement skabte entusiasme og fik relevante og nærliggende problemer på banen. Der var repræsentanter for trænere, ledere, bestyrelsesmedlemmer, ungdomstrænere og… kasserere.

Der var repræsentanter for såvel store som små klubber. De fik med hver deres kompetenceområde skabt et forholdsvis komplet billede af de problemer og udfordringer, vi står over for i øjeblikket og i den nærmeste fremtid.

Blandt disse kan nævnes fastholdelse af nye medlemmer i klubberne. I forbindelse med den massive mediedækning i den seneste tid har klubberne i Danmark oplevet en generel medlemsmæssig fremgang. Spørgsmålet, som vi står over for nu, er, hvordan vi skaber de rigtige rammer i klubben for at holde på medlemmerne. I dette perspektiv blev der snakket om muligheder for anskaffelse af bedre faciliteter, bl.a. gennem omfattende PR i lokale medier og gennem politikere, tilrettelæggelse af begyndertræningen, så børnene får tilbagevendende positive oplevelser i træningen, samt involvering af forældrene, bl.a. ved at tilføje et socialt element, så de ikke blot oplever det som en byrde, at deres børn dyrker vores dejlige sport.

For at skabe de rigtige rammer er det nødvendigt at have dygtige og engagerede ledere og trænere. Der blev snakket om de mange positive aspekter ved at være leder samt mulighederne for at videreuddanne sig og udvikle sig personlighedsmæssigt.

Samtaleformen var åben debat, og i kombination med lidt forfriskninger blev der skabt hyggelige rammer for erfaringsudveksling. Jeg fik indtrykket, at alle følte sig velkomne og at deres meninger blev værdsat, hvilket er fantastisk taget i betragtning af, at så mange forskellige mennesker samledes til en dialog.

Vi, og mange andre, håber jeg, tog hjem med en masse frisk viden og ideer til videre debat i klubben. Vi synes desuden, at dette arrangement burde være en årlig tilbagevendende begivenhed, for den giver klubberne muligheden for at have fingeren på pulsen inden for den vide bordtennisverden.

Tak for den gode oplevelse.

Natasha Golubeva, Billund

 

Forfatter: Allan Bentsen
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 11
Kontaktperson e-mail: allan.bentsen@dbtu.dk