LIVE pingis på PingisTV

Det danske bordtennislandshold spiller tirsdag den 1. juli landskamp mod Sverige i Tylösand ved Halmstad. Kampen begynder kl. 18.00 og kan ses på PingisTV.

Der spilles efter det olympiske system og svenskerne stiller op med OL holdet Jörgen Persson, Jens Lundquist og Per Gerell. Det danske hold består af tre af følgende spillere: Michael Maze, Jakob Asmussen, Kasper Sternberg og Martin Monrad.

Der er come back til Martin Monrad, der efter et års pause med knæskade nu synes at være over skaden. Han har efter ny behandling nu været smertefri i 1½ måned .

For Michael Maze er kampen og den forudgående træningslejr med det svenske landshold indledningen på sidste hårde træningsfase inden OL. Han deltager sammen med østrigske, tyske, svenske og kroatiske OL spillere i træningslejr i Østrig fra den 12-18 juli.

Fra den 22-25. juli er der træningslejr i Frankfurt med samme deltagere samt Vladimir Samsonov, Hviderusland, Jean Michel Saive, Belgien og Kalinikos Kreanga, Grækenland. Træningslejren fortsætter i Düsseldorf fra den 28. februar med en afsluttende turnering mellem de bedste spillere i Europa den 1. august.

I den sidste uge inden afrejsen til OL træner Michael Maze med sin tidligere holdkammerat fra Levallois Frankrig Peter Karlsson, Sverige.

Forfatter: Arne Madsen
Kontaktperson tlf.: 21 70 49 28
Kontaktperson e-mail: arne.madsen@dbtu.dk