Manglende skarphed

Danskerklubben Kieler TTK Grün-Weiß lukkede sæsonen i Regionalliga Damen Nord med et klart hjemmebanenederlag mod de suveræne vindere af rækken, VfL Tegel – det blev 2-8 mod topholdet, der ikke har sat et eneste point til i rækken, og dermed er klar til 2. Bundesliga i 2011/12-sæsonen.

Det er KTTK til gengæld ikke – allerede før sidste spillerunde var danskerklubben sikker på at slutte på 3. pladsen i rækken, udenfor opryknings- og play off-pladserne.

Mie Jacobsen reflekterede efter kampen kort over nederlaget:

“Selvom det var et stærkt hold, vi var oppe imod havde både Pernille Søndergaard, Pernille Agerholm og jeg selv muligheder i vores kampe, men fælles for os alle var, at vi manglede den sidste skarphed specielt, når det blev tæt, og derfor blev mange af sættene tabt med 2 bolde.

3. pladsen er et okay resultat i forhold til sidste års placering”, slutter Mie Jacobsen, der sammen med Søndergaard fortsætter i Kieler-klubben, mens Agerholm rygtes væk til en 2. Bundesligaklub.

Danskertrioen i Kieler TTK Grün-Weiß består af Pernille Søndergaard, Mie Jacobsen og Pernille Agerholm – på dbtu.dk kan man under Links se resultater, kampprogram og stilling, samt indviduel statistik, samt besøge den p.t. eneste danskerdameklub i Tyskland, Kieler TTK Grün-Weiß…

KIELER TTK

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 50 88 50 22
Kontaktperson e-mail: henrik@dbtu.dk