Maze forlænger kontrakten

Borussia Düsseldorf og Michael Maze har valgt at forlænge deres samarbejde med yderligere to år, så kontrakten nu går til sommeren 2007. I kamp med flere andre klubber i verdens bedste liga, Bundesligaen, blev det igen Borussia Düsseldorf der fik en signatur på papiret, så de råder over Maze i to år yderligere. Det er et led i en god udvikling for klubben, der foruden Maze også tæller de to tyske stortalenter Christian Süss og Bastian Steger, den fremstormende japaner Sakamoto og Danny Heister fra Holland. Hele holdet er intakt og det lover godt for de kommende sæsoner, hvor der satses både på mesterskab, pokalturnering og Champions League.

Kontrakten tæller 23 kampe pr. sæson, som fordeles på alle tre turneringer, en god sammensætning vurderer Maze: ”Kontrakten er fordelagtig på alle områder. Jeg får ro til at fokusere på de store turneringer, samtidig med at jeg får mulighed for at træne med de allerbedste her i Düsseldorf. Samtidig er jeg ikke bundet af at skulle bo herned, men kan vælge det når det passer ind i programmet.”

Økonomisk er der tale om en bedre kontrakt end den foregående, og Maze er da også blevet en særdeles attraktiv herre efter de mange flotte meritter i 2004 som sejren i Europa Top 12 og OL-bronzemedaljen i Athen. ”Jeg har skrevet under på den bedste kontrakt nogen sinde, og det er dejligt, at man mærker at man er værdsat. Samtidig ved jeg at Düsseldorf vil bakke mig op på alle områder i mine bestræbelser på at nå mit næste mål – at komme i top 10 i verden – på den måde kan man sige at Düsseldorf er min favoritklub.”

Forfatter: Jakob Harden
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk