Tirsdag aften afgøres det franske herreholdmesterskab anno 2008 – og der er gode chancer for, at der kommer et dansk præg på de franske guldmedaljer.
– der er serve off kl. 19:30 , og kampen kan følges på LIVE-ticker…
Levallois fører rækken inden sidste spillerunde i Frankrig, og kan altså selv afgøre om mesterskabet skal i hus – i givet fald bliver det det 15. holdmesterskab til pariserklubben!
Der venter dog langt fra nogen nem opgave for de nuværende vicemestre, der skal til Hennebont, hvor guldvinderne og mestrene fra 2007 venter.
Michael Maze & Co. kan nøjes med uafgjort i 18. og sidste spillerunde, men det kan måske også blive svært nok – hjemme i Paris blev det til netop uafgjort 3-3 i de to klubbers første sæsonmøde i starten af januar.
Værterne stiller formentlig op med Kalinikos Kreanga i spidsen, der var stærkt medvirkende til mesterskabet i fjor.
Grækeren har dog ikke haft en så god sæson i 2007/08, hvor bl.a. en skade har holdt ham ude
af adskillige kampe – bl.a. næstsidste rundes uafgjorte kamp mod midterholdet La Romagne, så måske slipper LSC for de detroniserede mestres førstemand.
For Levallois er det Michael Maze, der har været sæsonens helt store spiller, hvilket en førsteplads på franskmændenes topliste er et målbart bevis på – sammen med svenske Peter Karlsson og den lokale helt, Damien Eloi er han tæt på sit første nationale holdmesterskab
siden 2003, hvor han sammen med Borussia Düsseldorf blev mester i Tyskland.
Cestas med Finn Tugwell kan sikre sig bronzemedaljerne for anden sæson i træk – dette kræver en pligtsejr hjemme i Bordeaux, hvor rækkens absolutte bundprop, Yportaise kommer på besøg.
—
Se kampprogram, resultater, m.v. fra Pro A via Links -> Resultater & Statistik…