De danske OL-bronzevindere, Michael Maze og Finn Tugwell, er seedet til at vinde EM-guld i herredouble. Det blev offentliggjort, da der i eftermiddag blev trukket lod blandt de seedede spillere til den individuelle turnering ved EM i bordtennis i Århus.
– Michael Maze og Finn Tugwell er blandt de bedste par i Europa, og de behøver ikke kigge på lodtrækningen. I stedet skal de fokusere på deres eget spil, for der kan ske mange overraskelser i både første og anden runde, vurderer den danske sportschef Peter Sartz.
Det danske toppar står til at skulle møde svenskerne Peter Karlsson og Jens Lundqvist, hvis begge par overlever til tredje runde. Her kan der blive tale om et dobbelt dansk-svensk opgør.
Det andet danske par, Allan Bentsen og Martin Monrad, står nemlig til at skulle møde de svenske veteraner Jan-Ove Waldner og Jörgen Persson.
Lodtrækningen betyder, at de danske OL-bronzevindere Maze og Tugwell kom i samme halvdel som Vladimir Samsonov og Kalinikos Kreanga, der begge tidligere er blevet Europamestre med andre makkere. Det afskrækker dog ikke Peter Sartz.
– De er begge gode doublespillere og kan spille på et meget højt niveau, men jeg vurderer egentlig Alaksandar Karakasevic og Slobodan Grujic som et farligere par. Det er ofte sådan, at par, der kommer fra forskellige lande, er gode i medgang men knap så gode i modgang, fordi de ikke har så meget til fælles og ikke har samme holdånd som for eksempel os, siger Peter Sartz.
I single er Michael Maze seedet til en kvartfinale, og han undgik både Timo Boll, der har vist forrygende form på det seneste, og Vladimir Samsonov. Maze står til at skulle møde den østrigske verdensmester Werner Schlager, som han slog i finalen ved Europa Top 12 2004, i kvartfinalen.
– Det er ikke lodtrækningen, men derimod om man er mentalt stærk og i god form, der er afgørende. Lodtrækningen er hverken god eller dårlig for Michael Maze. Han er så tilpas god, at han har spillet til at slå alle, vurderer Peter Sartz, der dog glæder sig over, at Maze hverken kan møde Boll eller Samsonov før tidligst i en eventuel semifinale.
Mens lodtrækningen var nådig ved Maze, ser det en smule værre ud for den anden seedede dansker, Allan Bentsen. Han står til at skulle møde den svenske verdensstjerne Jan-Ove Waldner, der i Århus spiller sit sidste EM.
– Det er skidt for Allan. Godt nok slog han Waldner ved Danish Open, men han har kun slået ham nogle få gange. Allan plejer at vinde sine kampe på skru og variation, men netop på de punkter er Waldner bedre, vurderer sportschef Peter Sartz.
Det er kun de seedede spillere, der er blevet trukket lod imellem. Først senere på dagen foretages den øvrige lodtrækning, som kan ses her på hjemmesiden kort efter offentliggørelsen klokken 18.
Maze og Tugwell topseedet
Forfatter: Trine Grauholm
Kontaktperson tlf.: 51 29 91 37
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk