Med gode og simple metoder, kan man skabe en god udvikling

Som kun 20-årig blev Jonas Sørig, ved lidt af et tilfælde, pludselig formand for Svenstrup Badmintonklub. Mest fordi ingen andre ville, og fordi han ikke havde andre planer. Han sagde ja uden at vide, hvilken forfatning klubben var i, men det stod hurtigt klart, at der skulle gøres noget. Økonomien tillod to år mere, derefter ville kassen være tom.”

Hvor tit kan vi ikke genfortælle denne historie rundt omkring i bordtennisklubberne? “Der var ikke rigtig andre der ville, så måtte jeg jo gøre det, for at vi kan blive ved med at spille bordtennis”. 

Men hvor længe holder man til at udføre en opgave, man ikke har lyst til, ikke forstår til fulde og ikke har nogen at spørge til råds om? Sandsynligvis ikke mere end et par år eller tre og så træder en anden til, på samme måde, og starter forfra, eller også lukker klubben.

DGI Badminton har fortalt den inspirerende historie om, hvordan Jonas Sørig, fra Svenstrup, har “revolutioneret” foreningslivet i sin region. Fortællingen er rigtig god, men metoderne er altså ikke specielt revolutionerende. Det kræver nemlig ikke mange, mange år eller hemmelige, superheltekræfter at genetablere et godt foreningsliv i en klub, der ellers var ved at krakelere.

Alt det kræver, er helt lavpraktiske metoder til at skabe et overblik over foreningens opgaver og en lyst til at der skal ske noget. Derudover er det bare at spørge om hjælp!

“Jonas gik i gang med et afdækningsarbejde. Alle små og store opgaver i klubben blev beskrevet og vigtigst af alt – udstyret med et tidsestimat, så når nutidens borgere spurgte, hvor lang tid, de sagde ja til, kunne få et svar, de kunne regne med. Overblikket og indsigten i arbejdets omfang gav pote. Langsomt tog frivilligheden fart.”

Det er altså ikke nogen ny opfindelse, Jonas har fundet på. Det er helt basal klubledelse, hvor bestyrelsen/ildsjælen får beskrevet alle opgaverne og især det forventede tidsforbrug, der er første skridt til at engagere flere frivillige. Problemet er bare, at for den enlige ildsjæl, er det ofte nemmere – her og nu – at tage valget om at gøre det selv, i stedet for at bruge kræfter på at beskrive nogle opgaver, man selv kan løse. Men på lang sigt bliver det nedslidende og det er kun få ildsjæle, der kan holde til det.

Brug 5-10 minutter på at læse hele artiklen om Jonas og hans indsats. Den giver konkrete løsninger, der nemt kan overføres til alle andre foreninger og synes du, at det er noget din forening bør gå i gang med, så kan I nemt (og gratis) få hjælp af DBTU. Netop nu er to netværksmøder i kalenderen i hhv. Tilst og Odder (Facebook-begivenheder), der tager fat i lige præcis opgave-overblikket og årsplanen på bare tre timer. En lignende hyggeaften hos din forening, kræver ikke andet end en mail eller en opringning til mig, på nedenstående kontaktoplysninger. Hvad venter du på?

 

Forfatter: Jeppe Damsgaard
Kontaktperson tlf.: 43262117
Kontaktperson e-mail: jeppe.damsgaard@dbtu.dk