Mere dansk VM-succes

Mikkel Hindersson/Kasper Sternberg er klar til hovedturneringen ved VM 2009!
I den afgørende kvalifikationskamp slog de det tyrkiske par Jiang/Menge relativt klart med 3-1, og er dermed blandt de 64 par, der er med i Herre Double. I 1. runde venter det stærke tyske par Ovtcharov/Steger, Tyskland – en stor udfordring for de talentfulde danskere.

I Mixed Double tabte Pernille Agerholm/Christian Kongsgaard deres kamp i 1. runde – det blev 2-4 mod taiwaneserne Chiang/Cheng.

Dermed er Kongsgaard færdig i Yokohama, mens Agerholm stadig er med i både Dame Single og Dame Double, sidstnævnte med Mie Skov – det danske par i møder i første kamp spanierne Dvorak/Ramirez, hvilket ligeledes bliver en udfordrende opgave.

– se alle danske resultater og kommende kampe i kvalifikationsturneringen nederst…

29/4 – 12:00 | De danske herrer ude
Kvalifikationsturneringen blev desværre endestationen for de tre mandlige kval.deltagere ved
VM i Yokohama – efter Mikkel Hinderssons exit tirsdag nat, måtte både Christian Kongsgaard
og Kasper Sternberg forlade singleturneringen onsdag formiddag.

Christian Kongsgaard spillede en tæt kamp mod argentinske Gaston Diego Alto, men måtte lade bordtennissinglelivet i Japan efter fem sæt, der alle blev afgjort med to eller tre bolde.

Lettiske Matiss Burgiss skulle bruge alle syv sæt før han havde slået Kasper Sternberg ud af turneringen – Sternberg var bagud med 0-2, bragte sig foran med 3-2, men tabte herefter de to sidste sæt klart, og dermed kampen med 3-4.

Dermed er Michael Maze eneste mandlige deltager i singlehovedturneringen, der indledes onsdag nat – Maze møder i sin første kamp Lee Jin Kwon, Korea med serve off kl. 3:45 CET.

– se alle danske resultater og kommende kampe i kvalifikationsturneringen nederst…

29/4 – 9:15 | Endnu en god nat i Yokohama
Det var endnu en god dansk nat ved VM 2009 i Yokohama – det blev til tre sejre ud af fire og et enkelt nederlag efter en kamp, der ifølge ITTF er den klart tætteste kamp, der endnu er spillet ved mesterskaberne.

Mikkel Hindersson var tæt på at gøre natten perfekt, men efter en timelang kamp mod australske Kyle Davis, måtte førsteårssenioren bøje sig efter 18-16 i afgørende sæt.

Hindersson førte 10-7 i 6. sæt og havde endvidere adskillige matchbolde i afgørende sæt, men 10 matchbolde i alt var ikke nok – Davis tog til sidst sejren på sin anden af slagsen.

– man kan læse mere om gyserkampen hos ITTF, med “australsk fokus”, forstås…

Og så til den succesfulde del af natten: Pernille Agerholm, Christian Kongsgaard og Kasper Sternberg vandt alle deres kampe, og er dermed klar til videre spil i Yokohama!

Pernille Agerholm vandt et tæt opgør mod indiske Madhurika Patkar, der blev besejret med
4-2 – alle danske sætsejre blev afgjort med de to nødvendige bolde, så overlegen var sejren ikke.

Med sejren sikrede Agerholm sig en plads blandt hovedturneringens 128 spillere, hvor Mie Skov allerede er klar – hovedturneringen serves i gang onsdag nat…

PERNILLE AGERHOLM (Foto: ittf.com)

Kasper Sternberg vandt over Yermek Beknazarov, Kazakstan – her blev de tre midterste sæt afgjort med mindst mulig margin, mens Sternberg var sikker vinder i første og sidste.

Christian Kongsgaard kom som i gårsdagens indledende kamp bagud, men denne gang blev 0-1 vendt til en relativ klar sejr på 4-1 mod Arnoldas Domeika, Litauen.

– Kongsgaard v Domeika er p.t. til rådighed på itTV.com, og kan ses ved at følge linket…

28/4 – 14:15 | Ager & Bønne klar
Tirsdag eftermiddag lykkedes det Pernille Agerholm og Christian Kongsgaard at kvalificere sig til hovedturneringen i Mixed Double ved VM 2009 i japanske Yokohama – parret var oversiddere i 1. runde, og vandt uden kamp i 2. runde, så avancementet foregik uden at få sved på panden.

I forvejen er både Mie Skov og Michael Maze klar til hovedturneringen i singlerækkerne qua deres placering på verdensranglisten – hovedturneringens første kampe spilles onsdag eftermiddag, hvor Ager/Bønne skal i kamp mod det taiwanesiske par, Chiang/Cheng.

28/4 – 9:45 | Perfekt dansk VM-indledning
Danmark er kommet godt fra start ved de 50. verdensmesterskaber, der afvikles i japanske Yokohama – tirsdag vandt først Mikkel Hindersson uden kamp, hvorefter den første “rigtige” danske sejr kom i hus ved Pernille Agerholm, der besejrede finske Milla-Mari Vastavuo (4-0).

Herefter var det Kasper Sternberg, der kom på tavlen – han besejrede let Inom Saidov, Tajikistan med 4-0.

Endelig vandt Christian Kongsgaard en “arbejdssejr” efter sætmæssigt at have været bagud tre gange mod Ahmed Alawlaqi, Qatar – trods 0-1, 1-2 og 2-3 vandt Kongsgaard med 4-3.

Tirsdag nat og onsdag morgen fortsætter kvalifikationsturneringen for de fire danskere – Mikkel Hindersson indleder VM’s andet døgn, set med danske briller, kl. 3:00 CET.

Man kan følge udvalgte kampe LIVE på itTV.com og på LIVE-ticker på ittf.com.

– se alle danske resultater og kommende kampe i kvalifikationsturneringen nederst…

27/4 | VM-lodtrækningen helt klar
Lodtrækningen til VM 2009 forelægger nu, og kan for danskernes del ses nederst.

Første dansker i kamp er Mikkel Hindersson, der indleder sin mesterskabsdeltagelse mandag nat, hvor modstanderen er John Pilgrim, Barbados – tirsdag skal også Pernille Agerholm, Kasper Sternberg og Christian Kongsgaard i kamp i nævnte rækkefølge…

Man kan følge udvalgte kampe LIVE på itTV.com og på LIVE-ticker på ittf.com.

– se alle danske resultater og kommende kampe i kvalifikationsturneringen nederst…

26/4 | Følg VM-lodtrækningen LIVE
Lodtrækningen til VM 2009 kan følges LIVE søndag morgen fra kl. 8:00 CET – se hvem de seks danske deltagere skal op imod i japanske Yokohama, hvor VM indledes d. 28. april.

DANSKE KAMPE/RESULTATER | KVALIFIKATIONSTURNERINGEN | 28.-29. APRIL
MIXED DOUBLE | HOVEDTURNERING
Kongsgaard/Agerholm – Chiang/Cheng, Taiwan: 2-4 (4-11, 12-10, 5-11, 11-13, 11-7, 8-11)

DAME SINGLE | KVALIFIKATION
Pernille Agerholm – Milla-Mari Vastavuo, Finland: 4-0 (11-6, 11-1, 11-8, 11-9)
Madhurika Patkar, Indien – Pernille Agerholm: 2-4 (10-12, 9-11, 12-14, 11-8, 11-3, 12-14)

HERRE SINGLE | KVALIFIKATION
Christian Kongsgaard – Ahmed Alawlaqi, Qatar: 4-3 (9-11, 11-5, 9-11, 11-4, 8-11, 11-7, 11-4)
Christian Kongsgaard – Arnoldas Domeika, Litauen: 4-1 (10-12, 11-6, 11-9, 12-10, 11-6)
Christian Kongsgaard – Gaston Diego Alto, Argentina: 1-4 (8-11, 8-11, 14-12, 10-12, 10-12)

Kasper Sternberg – Inom Saidov, Tajikistan: 4-0 (11-2, 11-6, 11-6, 11-6)
Kasper Sternberg – Yermek Beknazarov, Kazakstan: 4-1 (11-3, 11-9, 9-11, 11-9, 11-6)
Matiss Burgiss, Letland – Kasper Sternberg: 4-3 (11-2, 13-11, 9-11, 11-13, 4-11, 11-3, 11-6)

Mikkel Hindersson – John Pilgrim, Barbados (w.o.)
Kyle Davis, Australien – Mikkel Hindersson: 4-3 (11-2, 8-11, 12-10, 8-11, 9-11,13-11, 18-16)

HERRE DOUBLE | KVALIFIKATION
Al-Enazy/Ashoor, Kuwait – Hindersson/Sternberg: 0-3 (2-11, 6-11, 6-11)
Jiang/Menge, Tyrkiet – Hindersson/Sternberg: 1-3 (8-11, 11-3, 9-11, 7-11)

MIXED DOUBLE | KVALIFIKATION
Ebuen/Lariba, Phillipinerne – Kongsgaard/Agerholm (w.o.)

Under VM 2009 kan man læse meget mere om VM i Yokohama – læs bl.a alle VM-nyheder og presseklip før, under og efter verdensmesterskaberne i Japan…

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 21 70 49 28
Kontaktperson e-mail: arne.madsen@dbtu.dk