Anders Lind. Foto: Fra pressemeddelelse.
”Jeg føler mig godt tilpas i klubben, og har valgt at forlænge kontrakten med de kommende to sæsoner”, siger Anders Lind, der i indeværende sæson har vist sit værd for den franske klub, der netop nu er med i en tæt topstrid i Pro A.
Et stort internationalt træningscenter i Hennebont til den nette sum af ca. 50 millioner kroner skulle have stået færdigt i september 2021, men projektet er udskudt et år.
”Planen er, at jeg fra september 2022 skal bo og træne halvdelen af tiden på træningscentret i Hennebont og halvdelen af tiden i Danmark”, fortæller Anders Lind, der netop har overstået endnu et træningspas. Inden længe går det løs med både EM- og OL-kvalifikation for den danske mester.
I en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside udtaler Hennebont-præsident Bruno Abraham om kontraktforlængelsen: ”Efter hurtigt at have integreret sig i Hennebont-kollektivet har Anders både i Pro A og Champions League vist, at han er et af Europas store fremtidshåb. Han har spillet lige op med spillere fra den absolutte europæiske top. Både jeg og den tekniske stab er glade for at have forlænget kontrakten med Anders”.
Følg med i Pro A her