På billedet Michael Maze og Magnus Mallander. Foto: Carsten Egeholt.
Danmarks bedste bordtennisspiller gennem tiderne Michael Maze var søndag på besøg i ungdomslandsholdets træningslejr, der netop i disse dage afholdes i Idrættens Hus. Temaet var i weekenden serv og returspil.
”Når man snakker om taktik i serv- og returspil, går tankerne rimeligt hurtigt på Michael Maze, som har et af de bedste returspil sporten har set, noget jeg blev vidne til i hans fremragende kamp for nyligt mod Timo Boll i Champions League”, siger Magnus Mallander, landsholdsansvarlig for dame senior og ungdom.
Magnus fik idéen til at invitere Maze under Ungdoms Top 12, hvor han spottede noget, der gik igen i herrejuniorrækken: ”Mange har et svagt og alt for tyndt returspil. Det går ud over deres evne til at spille efter taktik samt til at forstyrre modstanderens taktik”, forklarer Magnus. Han talte efterfølgende først med Bordtennis Danmarks direktør Martin Lundkvist og derefter med Michael Maze.
“Maze var glædeligt nok positiv fra starten. Da lejren har returspil som et overgribende tema, så er det perfekt at få Maze’s input og viden overført til spillerne. Jeg er især interesseret i, hvad de kan lære fra Maze om koblingen mellem returspil og taktik, og hvilken rolle det spiller ikke kun at have styr på eget returspil men også på, hvad modstanderen forventer. Her er Maze helt fremragende”, siger Magnus Mallander.
Magnus Mallander (tv.) har samlet træningsgruppen for at få et par guldkorn fra Michael Maze. Foto: Carsten Egeholt.
Spørg Michael Maze
Michael Maze delte søndag ud af sin viden om, hvad serv og returspil har betydet for ham og ikke mindst om hans syn på fremtidens serv og returspil. ”Jeg ser det lidt lige som skak at se et eller flere træk frem. Det bedste er, at give sin modstander en uventet retur. Mine servereturneringer er ofte med tanke på den næste bold”, forklarer Maze.
Maze fik spørgsmål fra spillerne, og svarede bl.a. at han i sin tid trænede server hver dag i 15-30 minutter typisk på den måde, at han servede samme serv 20-50 gange for så at gå til næste serv, indtil han var hele sit serverepertoire igennem.
Hør herunder Michael Maze fortælle om forberedelse til kamp/modstander.
På spørgsmålet om, hvem Maze ser som en spiller med godt returspil, tænker han sig godt om, inden han så svarer: Vladimir Samsonov. ”Han har et fantastisk returspil. Mod ham får man sjældent den retur, man forventer”. Hør herunder Michael Maze fortælle om fokus på serv og retur i den daglige træning.
Michael Maze om kobling fra serv/retur til taktik, om Kina-træning, om Timo Boll, om træftidspunkt i returspil og om at være forudsigelig.
Spørgetiden var næsten slut, da Emil Friis Hansen lige havde et sidste spørgsmål til Michael Maze: ”Hvor meget har du tjent i din karriere?”
Her var det så, at man godt kunne fornemme, at Michael Maze er en aldrende herre på 38 år, for det kunne han simpelthen ikke huske.
I Bordtennis Danmarks ungdomsarbejde stræber vi efter at skabe en rød tråd (tema på ungdomskonferencen i Odense den 15. marts) fra helt unge spillere og hele vejen op til seniorniveau. Magnus Mallander noterer sig: ”I Danmark har vi ikke nogen, der er lykkedes bedre med det end Michael Maze, derfor passer det perfekt med den profil, vi i Bordtennis Danmark gerne vil have til at byde ind med sin viden indenfor vores sport. Jeg håber, at det ikke bliver et enkeltstående tilfælde”.
Michael Maze giver gode råd til den næste generation af danske ungdomsspillere. Foto: Carsten Egeholt.
Michael Maze viser, hvornår det er bedst at træffe bolden i returspillet. Foto: Carsten Egeholt.