Tirsdag den 16. januar 2018 har DBTU 75 års jubilæum. Et jubilæum, der i dagene op til jubilæumsdagen vil blive markeret med en række artikler her på hjemmesiden og desuden ved en reception i forbindelse med DM for senior søndag den 4. marts 2018 kl. 12.00 i Vendiahallen i Hjørring.
Som en optakt tager vi allerede i dag – den sidste dag i 2017 – forskud på løjerne med en artikel fra Peter Fredberg, der som bordtennisspiller i 60 år og journalist på BT i 45 år har fulgt bordtennissporten tæt i et par generationer. Han mindes her en historie fra de gyldne dage i Stuttgart 2009, da Michael Maze blev Europamester:
I tror, det er løgn: Maze glemte battet på hotellet før EM-finalen
Michael Maze stod med blanke øjne på sejrsskamlen i Porsche Arena i Stuttgart og lod følelserne få frit løb.
”Jeg fik kuldegysninger. Hårene rejste sig. Jeg blev sgu rørt. Det er fantastisk at se verdens smukkeste flag gå til tops for én. Det er dét, jeg har kæmpet så hårdt for og hele tiden troet på. En drengedrøm er gået i opfyldelse.”
Sådan lød ordene fra Michael Maze, mens han ventede på den obligatoriske dopingkontrol.
Han havde slået den østrigske eks-verdensmester Werner Schlager i EM-finalen med 4-1 efter i semifinalen at have gentaget sejren fra holdfinalen over den tyske favorit og forsvarende Europamester, verdens nr. 3, Timo Boll, 4-3. Det var Michaels syvende medalje i et EM, VM eller OL.
Efter matchbolden mod Schlager skjulte han hovedet i håndklædet og løb ud til bænken, hvor han kastede sig om halsen på landstræner Hu Wei Xin, sportschef Peter Sartz, holdkammerater og fysioterapeut. Mange vil huske de euforiske scener. Hvad kun ganske få vidste var det nervepirrende drama, der havde udspillet sig op til finalen.
Først da en storsmilende europamester mandag middag kom hjem med guldet om halsen og blev modtaget i lufthavnen, turde de danske ledere og trænere afsløre det: Godt en time før EM-finalen manglede Michael sit bat.
Han var kommet ud i træningshallen for at varme op, da han opdagede, at battet ikke lå i tasken. Panikken bredte sig i den danske lejr.
Michael er ganske vist kendt som lidt af et rodehoved. Han har før glemt sko, sokker og andre ting. Men battet, det vigtigste af alt, havde han dog aldrig glemt.
”Jeg havde givet Hu battet efter semifinalen mod Timo Boll, mens jeg fik massage af vores fysioterapeut Kim Larsen. Jeg var rimelig sikker på, at det måtte ligge på værelset,” sagde Michael i lufthavnen.
Fra Porsche Arena blev der ringet til hotellet, hvor DBTUs pressechef, Arne Madsen, stadig befandt sig.
”Jeg fik ved personalets hjælp åbnet døren til værelset. På skrivebordet lå etuiet med Michaels bat og reservebat. Jeg fik hurtigt fat i en taxa og drønede ud til hallen. Udenfor stod en trippende Peter Sartz. Jeg har aldrig set ham så stresset og nervøs,” siger en leende Arne Madsen.
40 minutter inden finalen kunne Michael Maze starte opvarmningen, og alle omkring ham kunne ånde lettet op. Resten kender vi: Maze lynede og udklassede Schlager i fem sæt.
”Jeg er stadig lidt i trance. Jeg ramte en uge, hvor alt gik op i en højere enhed. Kampene flyder sammen for mig. Mod Timo kan jeg kun huske fem bolde. Nu trænger jeg bare til at komme hjem, være sammen med familie og venner og slappe af,” sagde Maze inden pressekonferencen på Hilton, nabo til lufthavnen.
Billedet til denne artikel er taget i suiten på det femstjernede hotel. Jeg lokkede Michael til at lægge sig op i sengen med guldet om halsen. Måske inspireret af Holbergs Jeppe i baronens seng. Michael var ikke meget for den slags pjattede billeder, men okay. Hvad gør man ikke, når man lige har fået en af sine drømme opfyldt.
Under modtagelsen i Kastrup snakkede jeg med en af gratulanterne. 16-årige Jonathan Groth. Drømte supertalentet mon om selv engang at stå som Europamester?
