Michael Maze tabte finalen

Det lykkedes ikke for Michael Maze at gå hele vejen, da han i finalen måtte se sig slået forholdsvis klart af en stærkt spillende Marcos Freitas, der konstant fangede Maze i baghåndssiden. Dermed blev Freitas en meget fortjent vinder af turneringen, da han formåede at vinde alle fem kampe der af de to over Maze. Men, men, men…..det var en stor turnering set med danske øjne.

Det er ikke den gamle Maze, der er tilbage. Det er en ny Maze med nye spændende momenter i spillet.

“Jeg ved ikke, hvor jeg står, jeg har ikke spillet kampe i 15 måneder, så lad os tage et skridt af gangen”, sagde Maze før starten på DHS Europe Cup (Europa Top 12) i Lausanne.

I semfinalen dominerede Maze bortset fra første sæt totalt mod den regerende europamester Dimitrij Ovtcharov fra Tyskland. Maze vandt 4-2, men det kunne lige så godt have været 4-1, da Maze førte 8-5 i femte sæt, som han tabte 11-13. Men Maze viste stort mentalt overskud og kom foran 10-2 i 6. sæt, inden han afgjorde sættet med 11-3. Dermed beviste en storjublende Maze, at han er tilbage i verdenseliten i sin første turnering efter 15 måneder.
Godt nok missede han mod Ovtcharov bolde, han normalt ikke misser, men til gengæld viste han også nye elementer i sit spil, som den tyske europamester slet ikke kunne stille noget op imod. Maze’s åbninger med baghånden kunne tyskeren slet ikke styre, og Maze’s returer på tyskerens giftige server var bedre end ved OL.

Det er en vanvittigt imponerende præstation af Michael Maze. Efter to operationer og ude i 15 måneder, spiller han sin første turnering uden matchtræning. Dyb respekt for en sportsmand i verdensklasse.
Som der stod på ITTFs hjemmeside: Maze signalled very clearly, that he was back on the global scene.

Pulje 3 (fredag):

Marcos Freitas (15 på vr.), Portugal – Alexej Smirnov (44 på vr.), Rusland, 3-0 (11-7, 11-8, 11-7)
Marcos Freitas – Michael Maze (28 på vr.), Danmark, 3-2 (11-4, 11-6, 6-11, 7-11, 12-10)
Michael Maze – Alexej Smirnov, 3-0 (11-7, 11-8, 11-5)

Kvartfinaler (lørdag):

Adrien Mattenet, Frankrig – Tiago Apolonia, Portugal, 4-2 (11-5, 5-11, 12-10, 4-11, 11-6, 11-7)
Marcos Freitas, Portugal – Alexander Shibaev, Rusland, 4-1 (11-7, 12-10, 11-7, 7-11, 11-9)
Dimitrij Ovtjcharov, Tyskland – Timo Boll, Tyskland, 4-3 (14-12, 11-8, 4-11, 11-7, 8-11, 10-12, 14-12)
Michael Maze, Danmark – Panagiotis Gionis (33 på vr.), Grækenland, 4-1 (11-5, 11-5, 11-3, 7-11, 13-11)

Semifinaler (lørdag):

Marcos Freitas, Portugal – Adrien Mattenet, Frankrig, 4-0 (11-9, 11-9, 11-1, 11-6)

Michael Maze, Danmark – Dimitrij Ovtcharov (6 på vr.), Tyskland, 4-2 (7-11, 11-7, 11-8, 11-7, 11-13, 11-3)

Finale (søndag):

Marcos Freitas, Portugal – Michael Maze, Danmark, 4-0 (11-7, 11-6, 11-8, 11-7)

Europa Top 12 er en af de meriterende turneringer i Europa. Turneringen så sit lys i 1981 i Zadar i Kroatien. To gange er den spillet i den hedengangne KB-Hallen i 1993 og 2006.

I Europa Top 12 i 2004 fik Michael Maze sit helt store internationale gennembrud, da han vandt turneringen i Frankfurt i Tyskland ved at slå den regerende verdensmester Werner Schlager, Østrig såvel i den indledende pulje som i finalen. Tre gange er Maze blevet nr. 3 i turneringen. Det var i henholdsvis 2003, 2006 og 2009.

Følg turneringen og se samtlige puljeresultater her

Læs artikel om Michael Maze skrevet af den tidligere danske landstræner Mikael Andersson her
Michael Maze 1

Michael Maze tabte finalen i den prestigefyldte DHS Europe Cup (tidl. Europa Top 12). Foto: Rémy Gros. 

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 21 70 49 28
Kontaktperson e-mail: arne.madsen@dbtu.dk