På billedet Mie Skov ved VM i 2012. Nu er hun tilbage på det danske kvindelandshold. Foto: ITTF.
Præcis fire år efter at vi her på hjemmesiden kunne berette om, at Danmarks bedste kvindelige bordtennisspiller Mie Skov indstillede karrieren på topplan, har hun nu valgt at gøre comeback i den rød-hvide landsholdsbluse.
Rasmus Jespersen, ansvarlig for dameseniorlandsholdet, har udtaget Mie Skov, Stefanie H. Christensen og Sophie Walløe til EM-kvalifikationskampene mod henholdsvis Tyrkiet på udebane den 20/11 og mod Estland den 4/12 i Hirtshals Idrætscenter:
“Det har været noget tid undervejs. Jeg har talt med Rasmus, og har nu også spillet internationalt med Hillerød. Jeg glæder mig til at dele ud af mine erfaringer på landsholdet”, siger Mie, der bakkes op af Rasmus Jespersen:
”Jeg har gennem et stykke tid haft en god dialog med Mie, som godt kunne se sig selv tilbage på landsholdet, men som skulle have kabalen til at gå op”, fortæller Rasmus Jespersen, der ser Mies comeback som særdeles spændende.
”Hvis hun kan nå op på sit tidligere niveau, går dansk damebordtennis en endnu lysere fremtid i møde”, vurderer Rasmus Jespersen.
32-årige Mie Skov har i denne sæson fået lysten til bordtennis tilbage og har således spillet med i den europæiske klubturnering ETTU Cup’en for Hillerød GI.
Mie var i august tilbage bag bordet, da hun i en venskabskamp sammen med Hillerøds danske holdmestre fik klø af en kinesisk delegation fra Shanghai, der var på lynvisit i Virumhallen. Det blev trods alt en god oplevelse for Mie, der fik lyst til mere bordtennis.
Hun blev skrevet på holdkortet hos Hillerød, der deltog i ETTU Cup’en – den næststørste klubturnering i Europa efter Champions League.
Efter sæsonens første optræden i ETTU Cup’en skrev Mie i september på Instagram: “I weekendens kampe var det som et flashback tilbage i tiden, tilbage til de store Mesterskaber, OL, vigtige klubkampe……..den der følelse af…. PASSION – fuck hvor jeg elsker den!”
Mie debuterede på seniorlandsholdet som 13-årig. I 2012 blev kåret som ”Årets Spiller” for anden gang (første gang i 2008), og nåede op som nr. 74 på verdensranglisten – den bedste placering nogensinde.
Hun kvalificerede sig til OL i London i 2012 (tabte i 2. runde til Natalia Partyka, Polen).
God på tv
Mie har to gange konkurreret på tv – begge gange med en sejr til følge. I 2009 vandt Mie ”Stjernetræf” og i 2013 var det så tid til at snuppe titlen i TV2 underholdningsprogrammet ”Vild med Dans”.
Mie er siden blevet mor til Benjamin Noah, har prøvet kræfter som konferencier i Brøndby IF’s VIP-lounge, og så blev hun færdig som personlig træner i sommeren 2018. Hun har desuden taget grunduddannelsen (6 mnd.) på Mindjuice Academy og startede sidste år på masterdelen – en overbygning på 13 måneder, som hun er færdig med til december, hvor efter hun kan coache i teams eller en-til-en hos virksomheder.
Læs også artiklen ”Mie Skov slutter på topplan” her
Mie Skov
Født: 24-05-1986
Danske mesterskaber senior: 18 (9 i damesingle og 9 i mixed double).
Danske mesterskaber ungdom: 18
Dansk mester i dame single i 2004, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013.
Dansk mester i mixed double med Allan Bentsen i 2003, 2004, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010, 2011 og 2012.