Mie Skov til OL

Mie Skov er efter en 4-2 sejr i finalen ved kvailifikationsstævnet i Luxembourg klar til OL i London 2012! De første to sæt blev delt med to gange 13-11, men derfra overtog Mie styringen. Det blev 3-1 til Mie, men ved 9-9 i 5. sæt så man for første gang tegn på nervøsitet. Sættet blev tabt 9-11 og 6.sæt begyndte med 1-4. Derefter fandt Mie spillet igen og rykkede helt suverænt frem til 9-4. Det blev 9-6 inden Mie spillede en kanon bold og sikrede sig 4 matchbolde. Og hvorfor ikke tage OL-billetten på den første af slagsen?! Mie vandt 11-6 og selv om battet blev kastet halvvejs ud af arenaen og der blev fældet en lille tåre, så har det helt sikkert været af ren glæde. Mie kan nu se frem imod en sommer i London hvor hun bl.a. vil få selskab af allerede kvalificerede Michael Maze.

Stort tillykke til Mie Skov for en enestående præstation spillemæssigt såvel som mentalt!

Mie Skov – Barbora Balazova: 11-13, 13-11, 11-8, 11-6, 9-11, 11-6.

—————————————————————————————-

Mie Skov har netop spillet sig videre ved OL-kval. turneringen i Luxembourg, og hun står nu kun én sejr fra OL. Semifinalen blev vundet med 4-2 over franske Carole Grundisch, og specielt i 6. sæt leverede Mie storspil. Nede med 1-6 i 6. sæt fandt Mie det gode spil frem og vandt sættet med 11-9. I finalen venter Barbora Balazova fra Slovakiet, som er rangeret nr. 112 på den seneste verdensrangliste.

Mie spiller finalekampen i aften kl. 17.30.
—————————————————————————————–

Mie Skov – et skridt nærmere OL 

I Luxembourg er kampen om de eftertragtede OL-billetter nu gået ind i fase 2, og Mie Skov fik en flot sejr i 1. runde da hun besejrede verdens nr. 52 Margaryta Pesotska fra Ukraine. Mie vandt med 4-3 (11-8 i afgørende sæt), og møder nu nr. 76 på verdensranglisten, franske Carole Grundisch. Kampen spilles i dag kl. 14.15.

Forfatter: Christoffer Petersen
Kontaktperson tlf.: 21704928