På billedet (som ikke er helt nyt) Lone Simonsen (th.) sammen med sine to børn Daniel (tv.) og Silje (i midten). Foto: Privat.
”At være forælder til sportselite barn/børn er en livsstil. Det er et valg, man skal tage, om man er villig til at gå all in for at støtte op om sine børns muligheder for at dyrke den sport, de brænder for.
Hvis man som forælder ikke står 100% bag ungerne og de muligheder, de har for at udvikle sig og se, hvor langt de kan nå i jagten på deres drømme, så kommer de ikke langt.
Der er mange ting, man må sige nej til både som udøver og som forælder. Familiesammenkomster, diverse arrangementer, sjov og spas. Det skal man også være afklaret med og ikke mindst at tackle omgivelsernes ofte manglende forståelse for ens prioritering”.
Ordene kommer fra Lone Simonsen (45 år i dag søndag – tillykke), som DBTU’s udsendte har mødt til en snak om, hvordan det er at være Lone Simonsen og få kabalen til at gå op som mor til to dygtige børn, der dyrker sport på højt plan.
Danmarks højest rangerede juniorspiller 15-årige Daniel Simonsen, der var med på det danske juniorlandshold i bordtennis ved sommerens ungdoms-EM i Rumænien og storesøster Silje (årgang 2000), der har spillet på U16-landsholdet i fodbold.
Daniel er delebarn. Lone og Daniels far blev skilt, da Daniel var 5 år. Daniel boede i en 7/7 ordning. Hver anden uge hos sin far og hver anden uge hos sin mor. Lone, der har taget en kæmpe tørn med at køre rundt med begge børn, bor i Frederiksværk. Siden midten af 2017 har Daniel boet hos sin far, der er flyttet til Hillerød.
Fra SFO til klub
– Daniel havde lige fra starten et godt øje for spillet. Det skete et par gange når jeg i 2010 kom for at hente ham i SFO’en, at personalet sagde til mig, at jeg burde lade Daniel starte til bordtennis, da han var meget begejstret for at spille i skolen og tilmed var god til det. Daniel ville meget gerne til træning i en klub.
Træningen foregik på Magleblikskolen, hvor Daniel gik, og det var hans far, som var med første gang. Trænerne mente, at Daniel var for lille, men han kunne komme igen efter sommerferien når han var fyldt 8 år.
Silje startede til fodbold efter, at Daniel egentlig var startet først på et hold, man kaldte sandkasseholdet. Hun ville også være med.
Daniel (tv.) som målmand på sandkasseholdet i fodbold i 2010, inden han startede til bordtennis. Silje (th.) startede samtidigt til fodbold. Foto: Privat.
Stævnestart
– Daniel startede som 7-årig i Frederiksværk BTK, hvor han spillede i to sæsoner. Det første år spillede han pointstævner. Det første var i Ølstykke, hvor træner Jørgen Damberg Poulsen havde tilmeldt en meget lille Daniel i gruppe B, hvilket Bjarne Ekman (træner i Ølstykke, red.) mente måtte bero på en fejl. Han lod dog Daniel starte i gruppe B, og han holdt øje med den lille purk under kampene. Efter kampene foreslog Bjarne, at vi købte et ordentlig bat til Daniel og rådede mig til at lade Daniel spille en masse kampe, så han ikke var nervøs, når han gik til bordet. Daniel blev i øvrigt to’er i gruppe B.
Daniel ville gerne spille et rigtigt stævne, men da det var sidst på sæsonen, var den eneste mulighed Nordsø Cup i Nordjylland. Vi tog afsted sammen med en dreng ved navn Lucas og dennes far. Daniel fik spillet en del kampe og endte med at vinde B-slutspillet i puslinge-rækken.
Mest vild med kampe
– I sin anden sæson blev Daniel rykket op på et fredagshold med de bedste ungdomsspillere, hvor Frederiksværk BTK havde hyret Christoffer Lindved Dithmer (tidl. Schlüter – ungdomsspiller fra Hillerød GI) til at give dem en mere kvalificeret træning. Daniel trænede nu tre gange om ugen og skulle spille holdkampe. Her spillede han på Drenge B hold med to ældre spillere. Jeg endte som holdleder, fordi ingen andre meldte sig.
Daniel elskede at spille bordtennis og kunne slet ikke få nok. Han var mest vild med at spille kampe, og derfor glædede han sig mest til stævnerne. Det blev på alle måder en travl sæson, for det skortede ikke på hverken holdkampe eller stævnemuligheder.
Daniel deltog i sit første pointstævne i 2010. Han sluttede som nr. 2 i B-puljen. Foto: Privat.
Kronisk dårlig samvittighed
– Bordtennis er en sport, som er meget forældreafhængig, da barnet ikke er en del af et større hold, så man er meget på selv. To faktorer gjorde, at der var ekstra pres på, da Daniels storesøster Silje (årgang 2000) brændte lige så meget for fodbold som Daniel for bordtennis og at børnenes far ikke var lige så engageret en forælder, hvad angik at rakke land og rige rundt. Så den tjans endte ofte hos mig, uanset om det var mor- eller far-weekend.
Det kom desværre til at gå lidt ud over Silje, som oftere måtte undvære sin mor, der var afsted med Daniel. Det var hårdt for både Silje og jeg, da jeg havde kronisk dårlig samvittighed over at føle, at jeg prioriterede Daniel højere end hende, uanset at jeg stod på sidelinjen til alle kampe og deltog i alle arrangementer, der var i fodbold regi.
Silje ved sit første fodboldstævne i 2010, som hun var med til at vinde. Foto: Privat.
Skiftet til Hillerød GI
– Daniel havde i løbet af anden sæson i Frederiksværk indledt et sparringssamarbejde med en anden meget talentfuld puslingespiller fra Hillerød – Daniel Ørum Andersen. De trænede hver anden fredag med Christoffer Lindved Dithmer i Frederiksværk og modsatte fredag i Hillerød hos Ola Lindberg.
Efter at have trænet i Hillerøds faciliteter var Daniel fuldstændig afklaret med, at han ville flytte til HGI og have andel i de fede træningsfaciliteter og “rigtig” træning, selv om ham Ola (svensk, red.) var svær at forstå.
Daniel sagde pænt farvel til Frederiksværkklubben, hvor jeg ud over holdledertjansen havde deltaget aktivt i klubbens ungdomsarbejde. Daniel havde gjort det godt og havde i den sæson allerede høstet en del pokaler samt ganske overraskende som puslingespiller sluttet sæsonen som mest vindende i Drenge B rækken med 33 sejre ud af 36 mulige.
Skiftet til HGI betød pludselig en masse kørsel tre gange om ugen. Jeg havde ikke bil, så det krævede en del planlægning og logistik at få det puslespil til at gå op ud over, når jeg havde brug for at låne bil i forbindelse med stævner og holdkampe.
2012: Drenge B, kreds 40. Nr. 1 Daniel Simonsen, Frederiksværk (puslingespiller) med 33 sejre i 36 kampe. Foto: Privat.
Michael Maze og Daniel ved EM i Herning i 2012. Foto: Privat.
Puslinge Top 12
– Daniels første år i HGI forløb relativt ubemærket. Han var stadig puslingespiller, spillede på B-holdet og det var stadig mig, der kørte landet tyndt til stævner og turneringer. Louis De Voss var en guldgruppe af info og en stor hjælp når der skulle navigeres rundt i forhold til stævner med mere.
Daniel blev udtaget til den første udgave af Puslinge Top 12 i 2013, der blev afviklet i Bjæverskov sammen med Kval. Top 12.
Daniel var seeded to’er ved udtagelsen efter Mathias Kyhn, Ribe. (Mikkel Emborg var udtaget i Yngre Drenge rækken det år).
Daniel tabte en kamp på førstedagen til Sofus Fisker, og fik på tæt hold oplevet den uro som forælder og andre tilskuere skabte. Rikke Salomonsen, som var Daniels coach om lørdagen var helt rystet og forarget. Kyhn var ubesejret efter lørdagens kampe.
Ola kom søndag for at coache Daniel, som kom skidt fra start ved at tabe første kamp til Emil Lynge Sørensen, Amager.
Mathias Kyhn tabte dog en kamp tidligt søndag og slutteligt skulle Daniel og Mathias mødes i “finalen”. Daniel vandt i en tæt kamp over Mathias og vandt dermed Top 12. Det var et stort øjeblik, da Daniel modtog den kæmpestore pokal, som alle drengene havde savlet over hele weekenden.
Daniel Simonsen vinder Puslinge Top 12 i Bjæverskov i 2013. Foto: Privat.
Fodboldtøsen
Silje er med til at vinde Sjællandsmesterskabet for U13-piger i juni 2013 og kåres ved samme anledning som årets spiller i HGI. Foto: Privat.
Den 25/5-2013 vinder HGI’s U13 pigehold pokalfinalen mod Kalundborg på Farum Park. Silje, der startede ude, scorer kampens enlige mål. Daniel er samtidigt i gang med at spille DM i bordtennis. Foto: Privat.
Koordinering – planlægning
– Silje trænede nu fire gange om ugen, det samme gjorde Daniel og selvfølgelig ikke de samme fire dage, så jeg havde nu fornøjelsen af at tage turen mellem Frederiksværk og Hillerød dagligt alle hverdage mindst hver anden uge. Silje boede fuldt hos mig undtagen hver anden weekend, mens Daniel stadig boede hver anden uge hos sin far.
Hvis jeg før havde synes, der var noget at holde styr, så fik jeg endnu mere at se til nu.
Deres træningstider var også forskudte, da Daniel trænede to pas tirsdag og torsdag, hvor det sidste sluttede kl. 22. I begyndelsen sluttede Daniel dog kl. 21 og Siljes træning sluttede kl. 20.
Op til Top 12 og ungdoms-DM blev Daniels træning intensiveret, så der var mere planlægning og kørsel. For at få hverdagen til at gå op krævede det planlægning og atter planlægning. Der blev lavet madplaner på ugebasis, hvor der skulle tænkes ind, hvem der trænede hvornår, hvilke dage der skulle tænkes fornuftige madpakker og selvfølgelig aftensmadsløsninger, der var lette, da Daniel to gange om ugen skulle have den med hjemmefra til træning.
Både Daniel og Silje begyndte at tage toget til træning, da jeg ikke altid havde mulighed for at aflevere til tiden. Det fungerede heldigvis fint, og så skulle jeg “bare” nøjes med at hente dem. Når jeg altså ikke lige havde et møde i bordtennisklubben, hvor jeg havde fået viklet mig ind i først ’Spilleudvalg Ungdom’ og siden klubbens bestyrelse.
Aktiv forælder
– I fodboldregi hjalp jeg til med diverse, inden jeg fik en tjans i holdlederteamet, da Silje spillede på U16 DM. Her var mine primære opgaver at styre madlisten til langturene i bussen, hvor jeg uddelegerede, hvem der skulle bage boller og lave pastasalat. Derudover lavede jeg kamprogrammet til hjemmekampene. Det “sjove” ved disse opgaver var, at de altid kun kunne laves lige op til kampene, fordi de afhang af, hvem der blev udtaget.
Selvfølgelig faldt ungernes kampe/turneringer sammen med mellemrum. Mere logistik der skulle løses. Hvis det overhovedet var muligt, forsøgte jeg at nå begge dele. Køre Daniel til stævne om morgenen og derfra videre til fodbold. Daniel kørte hjem med en fra klubben eller, hvordan logistikken passede bedst.
Fra venstre Peter Trans og Daniel Simonsen, der vandt Yngre Drenge A-rækken ved to-mands stævne i Lillerødhallerne den 5/1-2013 foran Elias Nielsen Hansen og Oliver, Team Egedal. Foto: Privat.
Silje skiftede base
– Til påske i 8. klasse skiftede Silje skole til Frederiksborg Byskole i Hillerød. Det var i 2014. Kort tid efter valgte hun, at flytte hjem til sin far, der i mellemtiden var flyttet fra Frederikssund til Hillerød. Hendes hverdag var enormt presset med skole, transport, fodbold og lektier, så for at lette hendes hverdag, rykkede hun basen til Hillerød. Nu var hun i mellemtiden også med i bruttotruppen til landsholdet, så der var også samlinger og træninger med U16-landsholdet og den store forløsning kom, da hun blev udtaget til en 4-nationersturnering i april 2016. En stor oplevelse for Silje at gå på banen i landsholdstrøjen, synge med på nationalsangen. Hun spillede to uf af de tre kampe. Jeg var med på sidelinjen hele vejen igennem, en fantastisk uge og oplevelse for mig også at se hende få indfriet den drøm, hun havde knoklet så hårdt for.
Silje skiftede til Brøndby i 2016 for at udvikle sig yderligere, men var så uheldig at blive skadet i første træningskamp. Det satte hende desværre på sidelinjen hele efteråret, og hun måtte melde afbud til flere landsholdssamlinger. Silje går nu i 3.g på Frederiksborg Gymnasium.
Siljes første landsholdsturnering i 2016. Four Nations i England som de vandt.
– Daniels første “rigtige” landsholdstur var Slovak Cadet Open i oktober 2014, hvor han gjorde det godt i sin første turnering i ITTF regi. Men selv om jeg kørere mindre efter, at Silje bor hos sin far i Hillerød, så er der stadig masser af kørsel med Daniel, siger Lone.
I forrige sæson trænede Daniel med jævne mellemrum hos Peter Sartz i Eslöv. I denne sæson er træningsmængden øget med morgentræning og fysisk træning. Daniel træner i Level Academy i Grøndalscentret, har morgentræning og træning i Hillerød. Madpakkerne er enorme, da Daniel får frokost, eftermiddagsmad, aftensmad til mellem træningspassene samt et restitutionsmåltid med.
Det stiller store krav til ugens madplan hele tiden at være på forkant og dækkende for kostbehovet. Lone har derfor deltaget i et kursus omkring basal ernæring for elitesportsbørn.
Engelske Liam Pitchford (tv.) og Daniel Simonsen (th.) ved The Heritage Oil Classic Tournament i Crawley, England i 2014. Foto: Privat.
Daniel spiller i denne sæson på Hillerøds hold i Stigadivisionen, hvor han i starten af oktober tog endnu en skalp, da han vandt med 3-0 i sæt over den danske mester i herresingle fra 2010 Christian Kongsgaard. Daniel vandt i denne weekend både U21 elite single og Junior Elite single ved Sisu/MBK’s stævne, hvor han også nåede semifinalen i Senior Elite single. Daniel er desuden ubesejret på IF Ale’s hold i den svenske 2. division, og så skal han spille på hold i England fra februar 2019. I 2016 spillede Daniel for London Table Tennis Academys hold i the Junior British League (Premier Division). En række som han vandt med holdet.
London Table Tennis Academys vinderhold i the Junior British League (Premier Division) i 2016. Foto: Privat.
Daniel går nu i 9. klasse på Talentidrætsklassen på Frederiksborg Byskole. Han bliver færdig til sommer.
Tre gange Carstensens Legat
– Det er ikke gratis med elitesportsbørn, så man skal være villig til at gå all the way. Som enlig forsørger er det bestemt ikke nemt at få alt til at slå til. Bordtennis er absolut ikke en billig sport.
Jeg har være heldig, at lokalaviserne gennem tiden har været flinke til at tage de skriverier, jeg har sendt omkring Daniel, og det medvirkede til, at jeg i flere omgange har skaffet lokale sponsorater til Daniel bl.a. KM Sport og Skjold Burne Frederiksværk samt Røgeristen.
I tre omgange er Daniel blevet begavet med Carstensens Legat. I 2016 blev han tildelt 10.000,- kr., i 2017 var beløbet 15.000,- kr. og i 2018 modtog han 10.000,- kr.
– Det er nødvendigt at gå på sponsorjagt, da der skal skaffes mange penge til diverse ITTF turneringer og hverken forbund eller klub har mulighed for at støtte økonomisk, slutter Lone Simonsen.
Lone mener, at der skal være ”gulerødder” undervejs til de unge spillere, hvis de skal slå igennem som seniorer. Hun tror, at den tidligere udtagelse af EM-holdet i år var en af årsagerne til, at det gik godt ved ungdoms-EM i Rumænien. ”Der var ro på”, forklarer hun og udtrykker skepsis ved, at DBTU ikke længere har en ungdomsafdeling i landholdsregi.
Lone Simonsen på ferie med Daniel og Silje i februar 2011. Foto: Privat.
Dyreven med stort hjerte
Jeg støder tilfældet på Lone Simonsen på en parkeringsplads i indre København. Hun står ved sin bil med åben bagsmæk og taler med en kvinde, mens hun bakser noget med at løfte to forpjuskede hunde ind i bilen. I første omgang ser hun mig ikke. Da jeg nærmer mig, kan jeg se, at den ene hund kun har tre ben. Jeg hilser på og spørger ind til hundene. Lone fortæller, at den trebenede lige er ankommet fra Grækenland. Den ser ud til at have haft et hårdt liv. Den anden hund har boet hos Lone, siden hun adopterede den sidste år. Nu skal de hjem til Lone for at blive taget sig af og forkælet resten af deres hundeliv. Det er langt fra første gang, at Lone adopterer en hund. Hun glæder sig til at skulle forsøde deres liv i hjemmet i Frederiksværk, hvor hun lige nu har syv katte og tre “græske” hunde. Sådan er Lone – dyreven med stort hjerte.
De tre grækere hos Lone i Frederiksværk. Foto: Privat.
Sikke en personlighed og hvilket misundelsesværdigt overskud, tænker jeg, mens jeg sætter mig ind i min bil og kører mod Søborg til mit hjem, der har været uden husdyr siden forrige sommer, hvor vores dværgkanin Fiona døde.