Danskerklubben Kieler TTK Grün-Weiß fik en god start på 2011 – i første kamp i 2. turneringshalvdel slog de den pointløse bundprop fra RSV Braunschweig med 8-2 på hjemmebane.
“Vi fik hevet endnu en holdsejr i land, og vi har stadigvæk næsen fremadrettet mod en oprykning til 2. Bundesliga”, sagde Mie Jacobsen efter holdkampen, der gav hende to personlige sejre:
“Pernille Agerholm og jeg startede ud med at vinde vores double – det var første gang, Pernille skulle prøve sine knopper af i kamp.
Det gik ganske udmærket, og det er til stor fordel for os, at vores spil ligger godt til hinanden idet jeg står lidt længere væk fra bordet og spiller med skru, mens Pernille står inde ved bordet og er klar til at slå hårdt med knopperne og lægge pres på modstanderen.
Generelt er vi rigtig gode til at flytte os for hinanden og følge op på hinandens slag, hvilket giver os en god doublestatestik”, sagde Jacobsen, der endvidere vandt den ene af sine to singler:
“Jeg starter med at møde deres fjerdedame, hvor jeg vinder 3-0.
Det var en spiller, som lavede mange fejl, men hvis jeg skal udvikle mig spil på længere sigt, nytter det ikke noget at jeg står og spiller hende i lige i battet, hvilket var tilfældet i denne kamp.
Selvom jeg ikke ramte det spillemæssige niveau, fik jeg arbejdet med det mentale og det var helt sikkert også grunden til, at jeg vandt kampen.
I min sidste kamp møder jeg trediedamen, hvor jeg taber 12-14 i 5.sæt.
Som i første kamp var mit problem, at jeg spillede med ekstremt dårlige retninger – til næste gang, jeg står i sådan en kamp situation er det vigtigt, at jeg tænker i løsninger”, slutter Mie Jacobsen.
– Pernille Agerholm vandt, foruden doublen med Jacobsen, begge sine singler mod Braunschweig.
Danskertrioen i Kieler TTK Grün-Weiß består af Pernille Søndergaard, Mie Jacobsen og Pernille Agerholm – på dbtu.dk kan man under Links se resultater, kampprogram og stilling, samt indviduel statistik, samt besøge den p.t. eneste danskerdameklub i Tyskland, Kieler TTK Grün-Weiß…