Næstved skal møde Roskilde i finalen i Bordtennisligaen for herrer

Næstved skal møde Roskilde i finalen i Bordtennisligaen for herrer

Næstved tabte den første semifinale til B75, men vandt derefter 2 gange på hjemmebane, og står dermed i den finale, som de vandt sidste år. Det kom som noget af en overraskelse, da de i første kamp tabte 5-3, men formåede hurtigt at vende det, da de først vandt 5-1 i den anden semifinale og 5-3 i den tredje semifinale. De skal nu spille finale mod Roskilde, som vandt begge semifinaler mod Herlev.
Jeppe Spottog er meget tilfreds med kampens resultat, og ser frem til en tæt finale:
– Det var et meget tæt opgør i dag, med mange kampe i femte sæt. Den bølgede meget frem og tilbage. B75 havde lavet nogle ændringer i holdopstillingen, hvilket gjorde en klar forskel, fortæller Jeppe Spottog.
– Det er vildt fedt vi nu står i finalen igen. Der er rigtig god stemning på holdet. Vi træner sammen hele ugen, så vi er klar til finalen mod Roskilde. Målet er helt klart at vinde igen og forsvare vores titel. Der bliver en utrolig tæt kamp. Det kommer ned til hvem der spiller bedst på dagen, forklarer Jeppe Spottog.
B75 formåede heller ikke denne gang at slå Næstved i semifinalen, og må se sig tilfredse med en bronze i årets turnering. Men selvom det blev til et nederlag, er de stolte over dagens præstation:
– Det var meget tæt og vi havde også flere chancer for at gøre det til 4-4, så overordnet set er jeg stolt af holdets præstation. De rejste sig flot efter nederlaget i går, fortæller Daniel Christensen.
– Vi bliver ved med at drømme om at komme videre og vinde turneringen. Vi kigger på hvad vi kan gøre for at styrke holdet, uddyber Daniel Christensen.

Tillykke med bronzemedaljerne til B75!