Når de otte danske EM-spillere om ikke så længe tager kampen op mod Europas bedste i Spektrum, bliver det med massiv rød-hvid opbakning i ryggen. I hver fald hvis drømmen går i opfyldelse for bordtennisikonet Peter Rosenmeier, der for første gang i karrieren skal spille et stort mesterskab foran et dansk publikum.
– Det bliver en helt speciel oplevelse, og jeg glæder mig enormt meget. Forhåbentlig kommer der godt gang i den på tilskuerpladserne, for det kan blive en afgørende fordel for mig i de tætte kampe, siger han.
Det er dog ikke kun de danske spillere, der kan se frem til en stor oplevelse i forbindelse med EM. 283 spillere fra 31 europæiske lande deltager ved mesterskaberne, der afholdes i den nye arena, og samtidig med turneringen afvikles rekordforsøget verdens længste bordtenniskamp i samarbejde med Guinness World Records og et væld af andre sjove aktiviteter i DGI Huset Vejle.
– Vi synes, alle forudsætningerne er til stede for en rigtig underholdende dag for hele familien ved EM. Vi ser frem til at åbne dørene til en af årets mest fascinerende sportsbegivenheder på dansk grund, siger DHIF’s eventchef Mette Holstein Arnesen i en pressemeddelelse.
Billetter til EM kan købes enten som éndagsbilletter til en pris af 50,- DKK eller i form af en partout billet, der giver adgang alle dage, til 130,- DKK.
EM i parabordtennis afvikles af Dansk Handicap Idræts-Forbund i samarbejde med EliteVejle, Vejle Kommune, Dansk BordTennis Union, Sport Event Denmark og det internationale bordtennisforbund, ITTF.
Læs hele pressemeddelelsen her
Følg med på facebook her
Spil med lørdag den 17. oktober. Se vedhæftede dokument nederst