Så drog vi igen af sted til Norge. Denne gang 5. stk. danske spillere (en forøgelse på 400 % i forhold til sidste år), 1 stk. dansk coach og 2 stk. dommere til Norwegian Open Championships.
Nordmændene havde igen i år lagt et stort stykke arbejde i at få stablet et rigtigt godt arrangement på benene med 48 mandlige spillere fra 16 nationer og 32 damer fra 14 nationer. Samt 9 internationale dommere fra Danmark, Estland, Norge, Sverige, Tyskland og Qatar samt 12 nationale dommere.
Desværre var der en del spillerafbud fra starten. Ukraine kom ikke – angiveligt fordi de ikke kunne få visa. Sierra Leone havde i stedet for deres spiller sendt deres præsident. Altså ikke den ”rigtige”, men præsidenten for deres bordtennisforbund.
Og Ægypten var bare blevet væk, selv om det norske bordtennisforbund ud over mesterskaberne havde arrangeret træningslejr for dem af 4 dages varighed. Som begrundelse for at udeblive havde man efter flere norske opringninger pludselig oplyst, at man ikke kunne deltage grundet Ramadanen.
Udeblivelserne betød, at der ikke var så meget pres på som forventet for dommernes vedkommende den første dag.
Til gengæld blev Preben Søndergaard og undertegnede den første dag – ud over at dømme – spurgt, om vi ikke ville virke som rådgivere eller mentorer for nogle norske dommere, der lige havde været til dommereksamen.
Det ville vi naturligvis gerne. Men under den helt klare forudsætning, at det var dommerne og overdommeren, der ”kørte” kampene. Og så kunne vi bagefter i enrum komme med vores mere eller mindre gode råd til de nye dommere. Vi må i øvrigt have gjort det nogenlunde fornuftigt, for vi fik både stor tak og ros for vores indsats bagefter.
Rent dommermæssigt var der ikke de helt store problemer. Preben var ude at vifte med det gule kort X gange, mens jeg selv brugte det 3 gange – herunder den ene gang i finalen i herredouble, hvor den store overraskelse Kristian Karlsson (699)/Matthias Øversjø (769) fra Sverige slog Daniel Habesohn (212/Stefan Fegerl (440) med 3-0. Godt gået i en herredoublerække der i var stærkt besat med bl.a. de to hviderussiske landsholdsspillere Nekhviadovich (232) og Kuchuk (353).
I de kampe, som Preben og jeg dømte, opførte rådgiverne/trænerne sig i øvrigt helt eksemplarisk, og det var ikke en gang nødvendigt med en løftet pegefinger.
Selv præmieoverrækkelserne var helt i top med det specielle norske islæt.
Og så til lidt andet end rent bordtennis…
Nordmændene er fortsat nogle formidable værter. Da der var lidt tid til overs om fredagen – grundet de indløbne afbud – blev der arrangeret en hurtig sight-seeing for dommerne i Oslo til bl.a. Holmekollen. Jeg var ikke selv med, da jeg har besøgt Oslo flere gange i anden anledning, men Preben påstår, at det var bare ”kanon”.
Til gengæld kunne jeg om lørdagen – ved at få byttet en enkelt kamp – nå at komme på Edvard Munch museet og se en særudstilling ”Masterpieces of Munch”. ”Skriget” var der desværre ikke (men en pastelskitse). Det rigtige skrig havde jo været ”lånt ud” og var p.t. under restaurering. Men ellers var det bare en oplevelse.
Der er i for resten nogle, der påstår, at det er en dansker, der har stået model til ”Skriget” i en af Munchs drømme. Han drømte, at han så ansigtsudtrykket hos en dansker, da denne fik at vide, hvad en ½ liter fadøl kostede i baren på hotel SAS Radisson, Nydalen, Oslo.
Preben og jeg mente også, at vi kunne forstå og tale norsk rimeligt godt. Men man lærer altid noget nyt. Eksempelvis er ”rart” = mærkeligt, ”trikk” = sporvogn, ”sopp” = svampe” og ”loff” = franskbrød”.
Og hvis man bestiller en norsk pølse ved et ”gatekjøkken” (de har nemlig ikke pølsevogne så langt nordpå) – hvad jeg kom til på min vej ud til Munch-museet, da jeg ikke havde nået at få ”lunsj” – så får man en ”lompe” (en varm flæskepølse med rejesalat i rå mængder rullet ind i en tynd kold kartoffelpandekage). Hva´ siger man så?
Så Preben og undertegnede vil forsøge at øve os lidt mere i det norske sprog, når vi forhåbentligt igen til næste år tager til Norge. De sagde nemlig ved afskeden, de vil sende invitationer direkte til os.