Nordjysk underskru

”Det har været en oplevelse for mig at være en del at træningsgruppen og ikke mindst at prøve at træne mod så gode spillere”, siger 21-årige Daniel Christensen, der i sidste uge havde forladt sit normale træningsmiljø i B 75 i Hirtshals for at fungere som sparring i Idrættens Hus i Brøndby.

For Pernille Agerholm, Mie B. Jacobsen og Stefanie H. Christensen, der netop nu deltager ved Luxembourg Open var Daniels besøg kærkomment. ”Når vi spiller internationalt, så møder vi som regel altid en defensiv spiller eller en spiller med ’knopper’ i puljen”, siger Stefanie. Den nykårede danske mester i damesingle Pernille Agerholm, tilføjer: ”Daniel er lidt farligere i sit offensive spil end de fleste pige-deffere”. Mie Jacobsen fik også loopet mod den seje nordjyde. “Daniel har meget skru i sin defensiv”, siger hun.

Hvem er Daniel?

Daniel Christensen startede med at spille bordtennis som 13-årig i B 75, da han ved en skoleturnering fandt spillet med den lille hvide celluloidbold ret sjovt. Forinden havde han spillet fodbold og badminton.
Daniel har lige siden spillet i B 75, hvor han tre år i træk har været med til at spille sit hold op i en højere række. Således er turen gået fra Serie 1 til Jyllandsserien, 2. division og 1. division, hvor holdet netop har spillet om oprykning til Danmarks bedste række Stiga-divisionen. Det glippede dog, så det blev altså ikke til fire oprykninger på stribe for Daniel, der befinder sig godt i 1. division, hvor han i denne sæson har vundet 6 af sine 14 kampe.

Daniel blev student i 2011 fra Hjørring Gymnasium. Han arbejdede derefter ved transportrederiet Color Line, der bl.a. sejler fra Hirtshals mod Norge. Om aftenen trænede han i B 75. I august 2012 valgte han at kvitte jobbet for at spille bordtennis to gange om dagen vel vidende, at han nok ikke ville blive verdensmester af den grund.
”Jeg ville se, hvor god man kunne blive, hvis man trænede seriøst to gange dagligt”, siger Daniel, der lige siden har trænet fra kl. 8.30-11.00 og igen fra kl. 17.30-20.00 mandag til torsdag. Fredag har ofte været på samme måde, men mere individuelt.
”Jeg kan mærke, at der sker noget”, siger Daniel, der nu er oppe på 2301 i rating.
Daniel Christensen
Daniel Christensen var i sidste uge hentet til Brøndby, så spillerne kunne få klassisk defensiv sparring.

Ydmyg og stolt

”Jeg er ydmyg og stolt over, at jeg er kommet op på mit nuværende niveau”, siger Daniel, der for anden gang var hentet til landsholdscentret i Idrættens Hus, hvor han denne gang også fik mulighed for at spille mod herrelandsholdsspillerne Kasper Sternberg, Mikkel Hindersson og Morten Hyrup Rasmussen samt Andreas Dilling og ungarske Daniel Kosiba.
”Hindersson var værst for mig”, siger Daniel, der godt kunne holde bolden lidt i gang mod alle andre end Mikkel, hvis serv voldte ham store problemer. Han kunne ikke forhindre Mikkels efterfølgende dræberslag.

Daniel deltog også i den daglige træning i både København og Roskilde. ”Jeg er stadig øm i kroppen efter tirsdagens træning under Rasmus’ (Jespersen, red.) ledelse i København”, siger Daniel denne fredag. Han var begejstret for træningen, men indrømmer, at han ikke er vant til at køre styrketræning både før og efter træningen. I Roskilde blev Daniel under træner Mads Skovsens ledelse sat sammen med stortalentet Andreas Dilling, som den defensive nordjyde også ser store muligheder i. ”Han skal bare have lidt mere power i forhånden”, lyder Daniels vurdering.

Et helt menneske

”Grunden til at jeg spiller bordtennis, er, at jeg i B 75 samtidigt får lov til at udvikle mig som menneske”, siger Daniel, der i B 75 har fået ansvaret for en lang række opgaver. Han er således frivillig sponsorchef i klubben, og bruger meget af tiden mellem træningspassene på at besøge firmaer som er potentielle sponsorer. ”Det er udfordrende og jeg lærer en masse”, siger Daniel.
Efter sommerferien kan Daniel blive nødt til at skære ned på træningen. Den tænkende nordjyde skal nemlig studere anvendt filosofi på Ålborg Universitet.

Der blev også tid til et træningspas med Roskildes Martin Skov Jensen, der i fredags fik trænet sit forhåndsloop imod Daniels defensiv. 

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk