Ny energi

På DBTU’s årsmøde i juni blev der efter flere års fravær etableret et eliteudvalg med politisk valgte medlemmer. Det nye udvalg har fra starten haft en ambition om at skabe mere åbenhed og større gennemsigtighed i dansk talent- og elitearbejde. Samtidig har der været en fælles idé om, at en stærk talentudvikling kræver et velfungerende samarbejde mellem klub, lokalunion, forbund samt internationale træningsmiljøer.

Frustrationer og konstruktive ideer på bordet

I første halvdel af sæsonen har udvalgets medlemmer afholdt en række åbne og lukkede dialogmøder med trænere og ledere fra klubber, lokalunioner og forbund om talentudvikling i dansk bordtennis. På møderne har deltagerne talt om, hvad der har fungeret, og hvilke udfordringer man har oplevet. Men diskussionerne har også haft fokus på de fremadrettede muligheder og på hvad der skal til for at sikre en sammenhængende og succesfuld talentudvikling.

Der har været forholdsvis stor opbakning til møderne, og der er kommet mange konstruktive input fra deltagerne. Ifølge eliteudvalgets formand, Steen Houman, har det været tydeligt, at der har været et stort behov for, at man kunne mødes om dette emne, der optager rigtigt mange trænere og ledere i klubberne. Men dét, som har overrasket ham mest, er, at der har været så stor enighed om udfordringerne, og om hvad der skal til fremover. Flere af deltagerne har lige frem givet udtryk for, at drøftelserne har givet dem fornyet energi, fordi de har kunnet lufte deres frustrationer og fået en oplevelse af, at man i bund og grund er enige om, hvor man skal hen og hvordan.

Eliteudvalget holder møde hos DBTU i starten af februar 2015.

”Jeg tror, at de fleste kan være enige i, at der i for mange år har været brugt for mange ressourcer på at diskutere rygter og alt det, som man var uenige om. Det er der ikke kommet noget godt ud af. Hvis vi skal rykke os, er der brug for, at vi bruger ressourcerne mere konstruktivt”, fortæller Steen Houman, som understreger, at det ikke kun handler om, hvad ”de andre” skal gøre bedre, men også om at kigge indad og spørge sig selv om, hvad man kan gøre bedre i ens egen klub. Ellers kommer man ingen steder.

Udvalg i arbejdstøjet

I det nye år er Eliteudvalget gået i gang med fase 2 i arbejdet med at skabe åbenhed og fælles fodslag i dansk talentudvikling. Eliteudvalgets medlemmer og Ungdomsansvarlig i DBTU, Christoffer Petersen, er i fuld gang med at udvikle en politik og strategi for det fremadrettede talentudviklingsarbejde. Det er et større arbejde, der handler om at definere målgrupper, mål, indsatser, rammer, ansvar, kompetencer, retningslinjer og meget mere. Alt sammen på skrift, så det kan deles med alle.

Strategien skal være med til at gøre det klart, hvor vi skal hen, hvordan og hvornår samt hvem der gør hvad. ”Det skal være et centralt redskab for trænere og ledere i klubberne, lokalunionerne og forbund samt for udøverne og deres forældre. Så det bliver ikke et diskussionsoplæg, men en plan for indsatsen og prioriteringerne i de kommende år, som vi gerne skal have alle væsentlige interessenter med på”, fortæller eliteudvalgsformanden.

For at sikre en effektiv proces får udvalget derfor assistance fra Henning Hansen fra konsulentfirmaet SportHouse. Han har en solid erfaring med at udvikle strategier for danske idrætsforbund og klubber, og har flere gange arbejdet sammen med bordtennisklubber rundt omkring i landet. Arbejdet kører efter en fast skabelon, og med Henning som facilitator bliver arbejdsgruppen konstant udfordret, så mål og definitioner mv. kan gøres så præcise og skarpe som muligt.

Kommunikation af talentstrategi

Steen Houmann vil endnu ikke løfte sløret for indholdet i den kommende talentpolitik og talentstrategi. Arbejdet er endnu ikke færdigt, og der er fortsat mange diskussioner, som skal landes. Desuden skal strategien forbi flere af de andre udvalg, inden at den skal fremlægges for bestyrelsen. Det er målsætningen, at det skal ske på bestyrelsesmødet i marts, og først når bestyrelsen har godkendt strategien, bliver den offentliggjort.

Eliteudvalget har endnu ikke besluttet, hvordan strategien skal formidles ud til klubberne og lokalunionerne. Men der er enighed om, at det skal prioriteres højt, og at udvalgets medlemmer skal afsætte tid til opgaven, fortæller Steen Houman.

”Danmark er et lille land, hvor der er forholdsvis få bordtennisledere, trænere og spillere sammenlignet med lande som Tyskland, Frankrig og ikke mindst Kina. Vi har slet ikke de samme ressourcer til rådighed. Derfor er vi nødt til at få mest muligt ud af de ressourcer, vi har adgang til i dag i klub, lokalunioner og forbund. Vi er nødt til at samarbejde, og jo mere vi kan arbejde efter fælles mål og retning, jo større mulighed er der for, at vi rammer rigtigt. Det er derfor afgørende, at vi tager os tid til at få udbredt og forankret strategien gennem inddragelse og dialog med så mange trænere og ledere fra klubber og lokalunioner som muligt”, afslutter eliteudvalgets formand.

Yderligere information

Spørgsmål om processen for strategiarbejdet kan rettes til Lars Eckeroth fra Eliteudvalget. Du kan også kontakte Eliteudvalgets medlemmer, fx hvis du har spørgsmål om talentarbejdet, forslag til forbedringer eller hvis du ønsker at vide mere om udvalgets opgaver og arbejde. Udvalget er lydhør over for konstruktive input.

Kommissorium for og kontaktinformationer til Eliteudvalget findes her

Kontaktperson tlf.: 25 59 66 90
Kontaktperson e-mail: larseckeroth@gmail.com