Nyt fra ledelsen – Bordtennissæsonen er godt i gang

BTDK camp i Brøndby 2021

Så er vi endelig kommet godt i gang med den nye sæson efter genåbningen i foråret. Det er så dejligt, at DT, seriespillet og de første stævner er kommet i gang. I BTDK er vi også kommet i arbejdstøjet og den nye sæson er begyndt i et hæsblæsende tempo. Det er befriende, at vi (forhåbentlig) kan få lov at gennemføre en helt sæson uden nedlukninger.

 I denne artikel vil jeg give lidt indblik i, hvad det er, vi har arbejdet med de seneste måneder, og hvad det er, vi har fokus på i de kommende måneder. Siden juni måned har vi bl.a. arbejdet med følgende: 2 x senior EM i hhv. Rumænien og Polen, UEM i Kroatien, Ready for Tokyo i Hillerød, OL i Tokyo, PL i Tokyo, NETU superweek i Halmstad, årsmøde i Odense, ny bestyrelse og ny formand, UDM, Senior DM, to klubfestivaler i Hørning og Roskilde og strategiseminar for BTDK’ ledergruppe i Horsens.

Jeg skal være ærlig og sige, at det har været noget af en mundfuld med så mange store begivenheder på så kort tid, for hver begivenhed indeholder jo et utal af opgaver med koordinering, planlægning og gennemførsel. Derudover har vi fået nye medarbejdere, der er blevet introduceret til deres opgaver, nyt økonomisystem samtidig med, at vi har trukket bogholderiet hjem fra DIF, så vi nu selv bogfører og laver løbende økonomirapportering. Vi har lavet ny hjemmeside, som er blevet taget godt imod. Samtidig ved vi godt, at der er meget at forbedre, så vi sætter stor pris på de mange personer, der løbende giver feedback, når der er noget på hjemmesiden, der ikke virker. Vi kan allerede se, at hjemmesiden understøtter en stærkere interaktion med trænere og klubledere, når det fungerer sammen med de øvrige tiltag, som vi igangsætter de kommende måneder.

På årsmødet introducerede vi en ny aktivitet, SUKIRU, som er bordtennisleg for bordtennisfolk i alle aldre, der kan lide udfordringer og sjov. For at gøre det endnu mere professionelt har vi sat gang i udviklingen af en SUKIRU app., hvor man kan interagere i SUKIRU udfordringer, levels og kategorier, og man kan downloade videoer. Vi er i dialog med Parasport om et samarbejde om SUKIRU, og dette kan blive en fælles platform for begges ønske om at komme mere struktureret ud med bordtennis på skoler og SFO’er.
Vores to lokale appudviklere er allerede et godt stykke med udvikling af app’en, så vi efter efterårsferien kan afprøve app’ens første funktioner. Ligeledes har vi brugt meget tid på synkronisering af turneringsområdet, reglementet samt turneringsplanlægning. Vi har igangsat en ratinggruppe, der skal arbejde med, hvordan vi kan fastholde ratingsystemet uden, at det fylder så meget i hverdagen hos vores unge spillere, deres trænere og forældre. Vi ønsker et fokus i bordtennissporten på at have det sjovt og mindre fokus på resultater. Vi har også i gangsat en portalgruppe, der bl.a. skal arbejde med, hvordan vi udvikler en infrastruktur, der giver BTDK bedre mulighed for at kommunikere direkte med medlemmerne. Det handler også om administrationssystemer og om, hvordan BTDK kan hjælpe klubberne til en lettere administrativ drift af klubben i hverdagen. Vi har stadig mange klubber, der administrerer i Excel regneark, hvilket vi også har gjort i forbundet indtil nu på en række områder.

BTDK’s pigeindsatser

I løbet af sidste uge udgav vi BTDK’ “vækststrategi 2025”, som er en ordentlig moppedreng. Vi har ønsket at udarbejde et længere skriv, da det også skal tjene det formål at kommunikere og oplyse om, hvad BTDK arbejder med af mål og indsatser de kommende fire år for at opnå medlemsvækst. Her kan man få indblik i nogle af de mellemregninger, der ligger til grund for prioriteringer og fokus i hverdagen. Vi håber, det kan bidrage til større klarhed over, hvad forbundet arbejder med.

 

En af de indsatser jeg ser frem til at tage fat på er BTDK’ pigeindsats, for bordtennis er en fremragende sport til piger. Vi skal blive bedre til at skabe pigemiljøer i klubberne og i det hele taget blive bedre til at lave tilbud, som piger synes er sjove at deltage i. Vi har ansat Marielle Nielsen 10 timer om ugen til at koordinere opgaven, og vi er nu i fuld gang med at beskrive, hvordan vi skal organisere indsatsen. Vi vil etablere en gruppe af “pigeklubber”, der vil samarbejde omkring udvikling af pigemiljøer og pigecamps. Jeg har selv lige deltaget som træner på vores første pigecamp i Roskilde, og det var den sjoveste oplevelse. Vi har så meget mere at tilbyde piger i bordtennissporten, det bliver fedt at komme i gang med dette arbejde.
I forlængelse af pigeindsatsen ligger hele BTDK’ træner og talentudviklingsprogram, som vi har arbejdet intenst med siden foråret, og i efterårsferien gennemførte vi de første BTDK træner og talentcamps med fokus på læring og refleksion hos trænerne. I forhold til talentudvikling vil vi fokusere bredere, så flere spillere fra flere egne af landet får mulighed for at deltage. Vi vil fokusere mindre på resultater for alle U-15 spillere og derimod fokusere på, at de har spilleglæde, gode tekniske forudsætninger og gode fysiske og motoriske færdigheder.

BTDK pige camp i Roskilde 2021

Vores arbejde med talentudvikling skal blive bedre. Det kan vi se, når vi sender spillere til UEM, hvor vi ofte må konstatere, at vores spillere ikke har de nødvendige kompetencer og færdigheder for at kunne klare sig internationalt, når de når junioralderen. Man kan groft sagt sige, at danske spillere ofte kan klare sig i U-10 og også U-12 alderen, men når de bliver U-15 og senere U-18, så øges afstanden til de bedste i Europa.

Derfor ønsker vi, i samarbejde med klubberne, at udvikle en rød tråd i træner og talentudviklingen, som gør trænerne mere kompetente til gavn for klubberne, og som får den effekt, at flere spillere har et højere bordtennisfagligt niveau. Man kan læse meget mere om dette i Vækststrategi 2025.

Af andre ting kan nævnes, at vi i de seneste måneder har forhandlet med Team Danmark om samarbejdet de kommende fire år. Vi vil skabe de bedste forudsætninger for at kunne følge op på bronzemedaljen fra hold EM. Vi ser også på, hvordan vi kan skabe et miljø, hvor dygtige danske klubtrænere får mulighed for at udvikle sig gennem en stærkere tilknytning til landsholdscenteret i Brøndby og komme med ud på internationale opgaver.

Vi har lige gennemført UDM i Hjørring og senior DM i Odense. Tak til B75 og OB for at kunne gennemføre en slags nød-DM på dette skæve tidspunkt af sæsonen med begrænset tid til god planlægning. I forhold til senior DM har vi større ambitioner i fremtiden. Derfor vil vi i november etablere en arbejdsgruppe, der de kommende år skal udvikle DM konceptet, så de arrangerende klubber får meget mere hjælp fra BTDK til at løfte DM arrangementet til et nyt niveau. Senior DM skal være et flagskib, der skal tiltrække spillere, tilskuere og sponsorer, og der skal naturligvis livestreames fra DM. Det er blot at konstatere, at der i år ikke var overskud til at løfte den opgave også.

 

BTDK’s kommunikation

I forhold til BTDK’ kommunikation som har debatteret en del på det sidste, så er det jo helt rigtigt, at der er mange ting, der kan blive bedre. Det er derfor, at kommunikation er et prioriteret område frem mod 2025. Udfordringen med kommunikation er jo ikke mindst, at begrebet dækker over mangt og meget, der er jo nærmest kommunikation med i alt, hvad vi laver. I forhold til kommunikation har vi fx prioriteret at lave flere indslag, der handler om børn og unge og de aktiviteter, der knytter sig til det. Vi har prioriteret en tættere kommunikation med klubberne gennem vores vækstteams, og selvom der er lang vej før vores vækstteams fungerer efter hensigten, så har vi dog en direkte dialog om festivaler, trænerudvikling, klubmiljøer, skoleprojekter og meget andet, hvilket er et godt sted at starte. Vi har også prioriteret bedre kommunikation med klubtrænere i hele landet gennem etablering af trænernetværk, som gør, at vi derigennem kan hjælpe klubberne meget mere med rekruttering og fastholdelse af medlemmerne. Vi har prioriteret dækningen af både senior EM, UEM, OL og PL med videoreportager før, under og efter turneringerne, og det har vi fået meget ros for. Jeg er samtidig enig med kritikerne i, at det kan blive langt bedre. Vi kan lave endnu bedre optakter, flere reportager og flere individuelle historier, det er vi helt klar over.

Vi har haft en ekstern part til at gennemgå alt, hvad vi har lagt op på hjemmesiden og FB de seneste år. Gennemgangen viser ikke overraskende, at vores reportager og kommunikation ikke har haft den bredde, som vi ønsker fremadrettet. Vi skal kunne formidle historier og reportager med en større variation og et bredere indhold, der henvender sig til flere forskellige målgrupper.

Dette lange skriv har forhåbentlig givet et lille indblik i, hvad det er vi bøvler med i hverdagen i BTDK ved siden af driften. Der er en meget stor motivation i BTDK’ organisation, i den politiske ledelse og i faggrupperne samt ude i klubberne for at komme fremad og skabe en spændende fremtid for fællesskabet Bordtennis Danmark. Der er mange opgaver, så ligesom når man skal spise en elefant, så bliver vi nødt til at spise en bid af gangen og have lidt tålmodighed. Vi kan ikke have hele elefanten i munden på en gang.

Martin Lundkvist, BTDK