Nyt fra Turneringsgruppen og bestyrelsen

Turneringsgruppen og bestyrelsen har her til aften drøftet Corona-situationen og det nye forsamlingsloft i forhold til afvikling af holdturneringen i serierækkerne.

Forsamlingsloftet på maksimalt 10 personer i samme lokale giver anledning til en række udfordringer og ikke mindst en række fortolkningsspørgsmål. Bestyrelsen har sendt afklarende spørgsmål til DIF og forventer en tilbagemelding i morgen mandag. Fortolkning af retningslinjerne kan have stor betydning for afvikling af holdturneringen.

Turneringsgruppen har derfor besluttet at holdturneringen som udgangspunkt suspenderes i uge 44 og kampene udsættes.
Såfremt nogle klubber alligevel kan aftale afvikling af holdkampe i den kommende uge, kan disse naturligvis afvikles. Kravet er blot at gældende retningslinjer følges. Afvikling af kampe i uge 44 kræver dog at holdlederne er enige og aftaler at kampen gennemføres.

I den kommende uge udsendes supplerende og mere detaljerede retningslinjer fra DIF/DGI og efterfølgende fra bestyrelsen. Det er tanken at turneringen forsøges genoptaget i en eller anden modificeret form i uge 45 med mulighed for fri kampflytning og andre tiltag for at sikre som mange interesser som muligt. Den kommende uge bruges på at danne et overblik over de muligheder og begrænsninger, som vi står overfor.

Medio uge 44 vil Turneringsgruppen udsende mere detaljerede retningslinjer for afvikling af holdturneringen. Vi har fuld forståelse for behovet for oplysninger, men har samtidig brug for lidt tid til at se på muligheder. Vi vil derfor venligst henstille til at alle afventer med flere spørgsmål. Et hvert spørgsmål tager ressourcer fra Turneringsgruppen – ressourcer som bedre bruges på løsninger.

Turneringsgruppen

Forfatter: Kim Holm Pedersen, Turneringsgruppen
Kontaktperson: Martin Lundkvist
Kontaktperson tlf.: 40 70 99 99
Kontaktperson e-mail: martin.lundkvist@bordtennisdanmark.dk