Nyt medlem

Ved seneste årsmøde i DBTU, luftede Peter Bak-Jensen fra Sjørring Bordtennisklub tanken om, at indtræde i DBTU´s breddeudvalg, BrU. Det førte i september til, at bestyrelsen optog Peter som medlem i BrU. Men hvorfor er det interessant for en nord-vestjyde at lave endnu mere frivilligt arbejde i bordtennisverdenen? Vi har spurgt Peter Bak- Jensen om hans baggrund og bevægegrund for at blive breddeudvalgsmedlem.

Peter, hvad er din bordtennismæssige baggrund?
Jeg har været træner så længe at de første af mine puslingedrenge nu stiller op i veteran 40+. Flere af de børn jeg træner nu i Sjørring Bordtennisklub, har jeg også trænet forældrene til. Jeg er tidligere formand for Thylands Bordtennisklub gennem 12 år. I 80’erne var jeg med under DDGU og i en kort periode med i DBTU´s instruktionsudvalg sammen med Per Madsen. Efter en pause mente min yngste datter i 2005 vi skulle til at spille bordtennis i klub, og da nogle lokale spurgte mig om jeg ville med til at starte bordtennis i Sjørring var jeg igen klar. Dog var jeg nok ikke forberedt på at det hele ville udvikle sig så stærkt i Sjørring. I dag har jeg den store glæde at træne 20-30 børn to gange om ugen sammen med vores kinesiske træner og vores dygtige ungdomstrænere.

Jeg har selv aldrig spillet højere end serie 3, men har haft fantastiske oplevelser gennem bordtennis.

Hvorfor har du valgt at stille op til DBTU´s breddeudvalg?
Jeg har valgt at stille op, fordi jeg oplever, at der til tider er meget langt fra Nord- og Vestjylland til Brøndby. Forudsætningerne for breddearbejde er meget forskellige, når afstanden til naboklubben er ret lang. Jeg ser at bordtennisidrætten rummer store muligheder for det der kaldes udkants Danmark, da det er en individuel idrætsgren, der er let at sætte i gang og økonomisk overkommelig. I Sjørring arbejder vi med Projekt Kantbold, og nogle af disse tanker mener jeg kan bredes ud. Du kan læse om Kantbold her.

Har du nogen særlige mærkesager i dit frivillige arbejde?
De sager jeg gerne vil sætte på dagsordenen og synliggøre i mit arbejde i klubben og ikke mindst i breddeudvalget er

– Flere små klubber i landsbyer.
– dygtiggørelse af breddetræneren
– Pigebordtennis.
– Bedre tilbud til de små breddeklubber.

Formanden for breddeudvalget, Per Madsen, udtrykker stor begejstring for udvidelsen af breddeudvalget: ”Da vi kun sad tre københavnerdrenge i breddeudvalget blev diskussionerne hurtigt lidt indsnævrede og indspiste. Samtidig er det svært at vide, hvad der rører sig og hvilke problematikker der opleves på Fyn og i Jylland. Derfor er jeg glad for, at Peter ønsker være medlem og jeg glæder mig til samarbejdet”.

Læs referater fra breddeudvalget her.

Forfatter: Sarah Thomsen
Kontaktperson tlf.: 87 55 27 81
Kontaktperson e-mail: peterbakjensen@gmail.com