Nytårshilsen fra Bestyrelsen i Bordtennis Danmark
Kære Bordtennis Danmark
Her hvor 2022 går på hæld, vil vi fra Bestyrelsens side gerne sætte lidt ord på året der gik – og ikke mindst sige en stor TAK til alle jer medarbejdere, klubledere, faggruppe-medlemmer, vækstteam-medlemmer, dommere, sponsorer, trænere, spillere, forældre og øvrige interessenter, der bidrager til at udbrede glæden ved vores idræt – og som dermed direkte eller indirekte hjælper til, at bordtennissporten får en større plads på landkortet. Vi mærker, at der ude i det danske bordtennisland er rigtigt god energi i mange af klubberne, og at der afvikles mange ide-rige og vellykkede aktiviteter. Vi er glade for, at Covid-19 relativt hurtigt i 2022 slap sit tag i Danmark; med genåbning for indendørs idræt, holdtræning, turneringer, stævner og fysisk samvær.
Aktiviteter i 2022
Ungdom: Der hersker forhåbentligt ikke tvivl om, at et af BTDKs altoverskyggende mål er vækst (herunder fastholdelse) blandt ungdommen. Et af midlerne til af nå dette mål er afholdelse af attraktive aktiviteter for de unge – såvel for bredden som for de helt øvede.
2022 var således året, hvor Kids- og Youth Masters så dagens lys. Et nyt koncept som erstatning for det traditionelle Top12. Konceptet udvikles fortsat, men kongstanken med konceptet er, at det skal give spillere på flere niveauer mulighed for at måle sig med de spillere, der ligger indenfor en tæt margin på ratinglisten. I 2023 er der i alt seks rækker, hvori i alt 158 spillere dyster – af disse er 49 piger. Det er vist rekord – og indikerer i øvrigt, at det nye koncept spiller godt sammen med pigeindsatsen.
Pigeindsatsen er som bekendt et af de strategiske fokusområder i BTDK. Det er ikke et område, der er afsat en hel masse midler til, men indenfor det muliges kunst arbejdes der benhårdt for at tiltrække flere piger til vores fantastiske sport – og på at fastholde de piger, der allerede er aktive. Eksempelvis har pigeindsatsen i 2022 budt på adskillige pigecamps (herunder pigecamps i samarbejde med para), et nyt pigeligakoncept og indgåelse af aftaler med 15 pigefokusklubber, der hver især har ytret ønske om i samarbejde med BTDK at yde en særlig indsats for at fastholde og/eller få flere piger til at spille bordtennis.
Af øvrige, nyere aktiviteter kan nævnes, at to klubfestivaler fulgte op på de klubfestivaler, der introduceredes i 2021. Henholdsvis Hørning og Roskilde lagde (igen) haller til masser af børn, som med entusiasme begav sig ud i leg, motion, hyggeligt samvær og generelt bare bordtennis i mange, kreative former. Vi håber, at endnu flere børn vil deltage næste år – som med de andre nye tiltag forsøger vi i øvrigt løbende at produktudvikle, og vi er meget lydhør overfor de input vi møder fra jer – så hold jer endeligt ikke tilbage med konstruktive indspark. Vi kan selvfølgeligt ikke opnå, at alle forslag implementeres, men vi vil love, at vi – eller de rette i BTDK-organisationen – forholder os/sig til al input, der kommer vores vej.
I relation til talentudvikling er der for “ungdoms-landsholds-boblere” bosat i Øst i 2022 skabt en mulighed for at træne op til to gange om ugen i Idrættens Hus (Brøndby). Dette initiativ fortsætter i 2023, selvfølgeligt sammen med alle de øvrige tilbud, der eksisterer til denne gruppe spillere. Det er her vigtigt at nævne, at der er tale om t supplement til den eksisterende klubtræning.
Bat60+: Når vi taler nye ”Bordtennis-aktiviteter” kan (og vil) vi ikke komme udenom de ældre årgange. For vi skal da lige love for, at Bat60+ og dét at dyrke vores sport en rum tid efter ungdomsårene er kommet på landkortet. Mange klubber rundt om i landet har mere end taget ældre-bordtennis til sig, Bat60+ har ydermere foranlediget flere TV-optrædener; både i GO’morgen Danmark på TV2 og senest i adskillige medier i forbindelse med turnering og hyggespil på selveste Københavns Rådhus. Det er bare så stærkt gået!
Elite: Landsholdsbordtennis er det bestemt også blevet til i 2022. De spillemæssige højdepunkter for herre-seniorerne var EM i München og VM for hold i Kina. Skader ved begge mesterskaber satte dog nogle resultatmæssige begrænsninger, som vi selvsagt af mange årsager håber, vi snart kan være foruden. Niveauet på resultaterne skal højnes frem mod OL i Paris i 2024, hvis vi skal kunne fastholde det nuværende Team Danmark støtteniveau. Når dét er sagt, så glædes vi ved de flotte takter, som flere af vores spillere gør i klub-regi.
Vi håber selvfølgeligt, at herrelandsholdet kvalificerer sig til hold-EM 2023, der til september 2023 spilles i Malmø. Det vil være surt, hvis dette spilles uden dansk deltagelse. En dansk deltagelse kræver dog sejr over enten Polen eller Portugal i landskampe, der spilles her i januar.
Der skal i øvrigt ikke herske tvivl om, at vi som bestyrelse yderst gerne ser, at vi igen repræsenteres af et damelandshold. Det kræver en dedikeret og vedvarende indsats, og vi fornemmer på landstrænerteamet, at det er godt på vej. Måske næste års nytårshilsen bringer nyt på dette område….
På nationalt plan, fik vi – lidt i covid-19 skyggen – afholdt individuelle Danske Mesterskaber. Da Covid-19 havde skubbet hele den internationale kalender, kunne de bedste danske spillere ikke deltage ved det oprindelige fastlagte DM i marts. Det afstedkom et ”force majeure koncept” med to kvalifikationsstævner afholdt af henholdsvis HGI Hillerød Bordtennisklub og Sisu/MBK, og med et afsluttende DM-finalespil i Roskilde lige op til jul. Tak til klubber, spillere, trænere og tilskuere for at være med på ideen og stort tillykke til de danske mestre anno 2022.
Som en positiv sidenote skal det også med, at der i forbindelse med kvalifikationsturneringerne blev uddannet fem nye dommere, som har været i fuld vigør i både Danmarksturneringen og ved DM. Der har de seneste år været mangel på dommere, så vi er virkeligt glade for de nytilkomne – og håber på endnu flere i 2023. Kontakt endelig en fra Dommergruppen, hvis du går med en lille dommer-drøm i maven. Alle motiverede kan bruges – det du ikke ved endnu, vil du lære undervejs i dommeruddannelsesforløbet.
I 2023 prøver vi noget nyt omkring Senior DM – vi kobler det sammen med Veteran DM. Det er Bestyrelsens håb, at en sammenlægning vil give endnu mere liv til det sportslige og et større fællesskab på tværs af aldersgrupperne. Så støt meget gerne op omkring DM 2023, der i øvrigt også markerer forbundets 80 års jubilæum og afvikles 24-26. marts 2023 i Gladsaxe.
Samarbejde med klubberne
Klubberne er nøglen til vækst. Klubberne har nærheden til medlemmerne, kommunerne, de lokale skoler og institutioner, og det er også i klubberne, vi finder mange af de uvurderlige, frivillige kræfter. Igen en STOR TAK til alle jer, der knokler for at få klubberne til at hænge sammen. Bordtennis Danmarks formand havde i december måned inviteret til fire online-møder med samtlige klubber for at høre, hvordan klubberne ser på nutiden og fremtiden – og ikke mindst hvad klubberne efterspørger fra Bordtennis Danmark. Der blev drøftet alt fra træneruddannelse til klubsamarbejder og forbundets kommunikation til klubber og medlemmer. Tak for jeres tid. Flere af pointerne vil være på Bestyrelsens dagsorden fremover.
Som noget nyt var der i forbindelse med Årsmødet i juni 2022 indbudt til “Klubbernes Dag”. Det viste sig at være en rigtigt god investering. Arrangementet kostede selvfølgeligt en hel del penge, men det var virkeligt godt at se så mange klubledere deltage i diverse debatter og netværke på kryds og tværs. Der var også eksterne oplægsholdere, hvis oplæg affødte interessante debatter om fx tiltrækning og fastholdelse af trænere, samarbejde med kommunerne, fastholdelse af unge – og der var også en spændende og måske længe ventet introduktion til Sukiru-verdenen, der forhåbentlig inden længe vil udgøre et effektivt bindeled mellem skoler/institutioner og vores bordtennisklubber. Sidstnævnte kræver dog en større økonomi end den, der er i forbundet pt., jf. nedenfor.
2023
Vi ser ind i et udfordrende år. Et år, der starter uden en direktør for BTDK, da der i slutningen af 2022 opstod enighed mellem Bestyrelsen og tidligere direktør Martin Lundkvist om, at samarbejdet skulle ophøre. Bestyrelsen vil gerne udtrykke stor tak til Martin for tre arbejdsivrige og idérige år. Det var også svære år i Bordtennis Danmark – og ikke mindre svære med covid-19 situationen. Martin var tilbage i foråret 2019 med til at tegne Bordtennis Danmarks nye struktur samt vækststrategi, og det vil i løbet af de næste par måneder blive besluttet, hvilken profil vi vil forsøge at ansætte som ny, øverste, administrative leder i organisationen. Der er enighed i Bestyrelsen om, at en ledelsesmæssig ændring på direktørposten ikke medfører et retningsskift. Bordtennis Danmarks strategi er politisk besluttet og forankret, og Bestyrelsen bakker fortsat 100% op om den strategi, der er vedtaget.
Medarbejderne har mellem jul og nytår modtaget en plan for, hvordan Bestyrelsen i overgangsperioden vil sikre, at der er så nærværende ledelse som muligt indtil en ny direktør ansættes. Planen involverer, at Klaus Dam, Henrik Vendelbo og Anne Diness vil deles om den daglige ledelse, således at de har fordelt ansvarsområderne imellem sig.
Økonomisk står forbundet et svært sted. Forbundets egenkapital skal genetableres, og vi kommer ikke udenom, at vi i 2023 er nødt til at skaffe flere indtægter, hvis vi skal kunne fastholde et højt aktivitetsniveau. Alternativet til øgede indtægter er at drosle ned på aktiviteter (udgifter).
Vi synes i Bestyrelsen, at vi har et spændende og tidssvarende produkt i Sukiru, der i efterhånden et par år er blevet italesat som “det nye sort”. Det er nok at skyde lidt over målet, men Bestyrelsen er meget opsat på, at vi skal have Sukiru ud at leve. Det kræver dog penge til udvikling (og bug fixing + drift) at tage kampen op om de unges gunst – både i den analoge og digitale verden. Derfor er vi også på jagt efter investorer. Måske investorerne skal findes blandt vores svenske og/eller norske venner i de to forbund – og måske vi skal forsøge andre veje. Vi har under alle omstændigheder brug for frisk kapital, da BTDKs egenkapital pr. 31.12.2022 er nul kroner – dels forårsaget af en uventet ændring af periodseringspraksis fra vores revisor og dels som følge af massive investeringer i udviklingen af Bordtennis Danmark.
Og så er det som nævnt et jubilæumsår for forbundet. 80 år. Vi håber som nævnt, at dette markeres flot med det fælles DM for seniorer og veteraner i Gladsaxe i sidste weekend i marts. Vi håber at se rigtig mange deltagere og tilskuere til arrangementet.
Med ovenstående tilbageblik og korte kig ind i 2023, så vil Bestyrelsen endnu en gang takke alle, der yder en indsats for bordtennis i Danmark. Vi glæder os til at se jer i hallerne i det kommende år.
Rigtig GODT NYTÅR – og på gensyn i 2023.
Henrik Vendelbo, Klaus Dam, Martin Christensen, Pia Toelhøj & Anne Diness